Fortsæt til indhold

Problemer med sikkerheden sender endnu flere børn væk fra lokal daginstitution

Det viser sig, at det ikke kun er manglende godkendelser og tilladelser, der er et problem for lokal daginstitution. Sikkerheden halter også.

Samfund

Der er mere galt med en lokal daginstitution end først antaget.

I sidste uge kunne Din Avis fortælle, at manglende ibrugtagningstilladelse og bygningsgodkendelse var skyld i, at Børnehuset Toftegaards vuggestuegruppe måtte flytte ud af den bygning, som de holdt til i. Institutionen ligger i Assentoft og er fra Sønderhald Kommunes tid. Det har ikke været muligt for Randers Kommune at finde tilladelsen og godkendelsen i hverken fysisk eller digitalt arkiv.

For at få plads til vuggestuegruppen et andet sted i institution måtte en gruppe af de ældste børnehavebørn flytte ind i førskolens lokaler før tid. De børnehavebørn, som blev flyttet til Assentoftskolen, skal nemlig alligevel starte i førskole 1. marts.

Da det blev klart for Randers Kommune, at tingene ikke var i orden i en af Børnehuset Toftegaards bygninger, valgte man at gennemgå hele institutionen.

»Når vi opdager, at noget ikke er, som det skal være, så ser vi på, om der er andet, der heller ikke er, som det skal være. Om der er noget med de andre bygninger,« sagde dagtilbudschef i Randers Kommune, Lars Lynghøj, på det tidspunkt til Din Avis.

Manglende sikkerhed

Først viste det sig, at der ikke måtte drives daginstitution på første salen af en af daginstitutionens bygninger, hvor en børnehavegruppe ellers holdt til. De børn bliver derfor hver morgen sendt med bus til Børnehuset Munkdrup, der ligger ni kilometer væk.

»Det betyder måske, at nogen skal afleveres tidligere eller hentes lidt senere. Ellers skal forældrene selv hente og aflevere derude. Det er ikke optimalt, men vi har ikke noget valg,« har Lars Lynghøj sagt til Din Avis.

Men nu viser det sig så, at der er flere udfordringer med Børnehuset Toftegaards bygninger. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen har fået lavet en rapport, hvor alle daginstitutionens bygninger er blevet gennemgået. Konklusionen er, at flere af bygningerne ikke lever op til det sikkerhedsniveau, som der bør være.

”Særligt den bygning som rummer salen og de tre stuer, hvor ’Hammerhajerne’ (en af daginstitutions børnehavegrupper, red.) har til huse, lever ikke op til krav omkring bærende konstruktioner og brandsikkerhed,” lyder konklusionen blandt andet.

»En akut løsning«

På grund af den manglende sikkerhed bliver 28 børnehavebørn fra mandag 2. december genhuset i en pavillon ved siden af Huset Nyvang, der ligger i Randers i området mellem Mariagervej og Nyvangsvej. Der er 12 kilometer mellem de to daginstitutioner. Pavillonen er tidligere brugt som midlertidig daginstitution, og lokalerne er ”velegnede”, skriver Randers Kommune.

I løbet af weekenden er en del af legetøjet og inventaret fra Hammerhajernes lokaler i Børnehuset Toftegaard flyttet til pavillonen, så børnene mandag kunne møde ind til kendt legetøj.

»Det er gået meget stærk. Vi har fået viden om, at bygningen ikke er sikker, og derfor handler vi omgående. Der er tale om en akut løsning, som jeg håber, forældrene vil hjælpe med, at børnene kan håndtere så godt som muligt,« siger dagtilbudschefen i pressemeddelelsen.

Fordi det er gået så stærkt, har det ikke været muligt at tilrettelægge kørsel af børnene, og forældrene skal derfor selv køre deres børn til Huset Nyvang.

Brandvagt indsat

Den gennemgang, som Randers Kommune har fået lavet, viser også, at yderligere tre bygninger er udfordret i forhold til at være sikre i deres konstruktion, hvis der opstår brand. I de bygninger holder en børnehavegruppe og vuggestuegruppen til. Der er også et multirum.

»I de bygninger installerede vi i løbet af weekenden serieforbundne røgdetektorer, og vi har indsat en brandvagt fra mandag morgen. Efter dialog med vores rådgivere er vurderingen, at denne løsning er forsvarlig for en kortere periode, hvilket vil sige en uges tid,« siger Lars Lynghøj.

Det betyder, at de to børnegrupper skal flyttes om en uges tid. Vuggestuegruppen skal altså flyttes til nye lokaler for anden gang på kort tid.

»På den måde er vi sikre på, at vi kan håndtere situationen helt forsvarligt, mens vi finder en god løsning for børnene fremover. I løbet af denne uge vil det være vores hovedfokus at finde plads til børnene andre steder og forhåbentlig tæt på lokalområdet,« siger dagtilbudschefen.

Politiske løsninger

Borgmester Torben Hansen (S) siger, at han i samarbejde med andre politikere i byrådet vil se på, hvad en god og permanent løsning kan være.

»Det er klart, at vi ser på det her med stor alvor. Situationen er blevet håndteret både hurtigt og effektivt, og jeg hører, at forældrene arbejder meget konstruktivt sammen med kommunen om at håndtere situationen. Det vigtige er, at børnene kan have en god hverdag og, at bygningerne, som udgør rammen om børnene, er sikre,« siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Nu vil jeg sammen med udvalgsformanden se på, hvordan vi i byrådet kan finde en god og varig løsning. Det kunne for eksempel være en ny daginstitution i Assentoft.«

Formanden for Børne- og familieudvalget, Mogens Nyholm (RV), er helt enig i, at der skal findes en permanent løsning for Børnehuset Toftegaards børn.

»Det er en rigtig ærgerlig situation, men det er godt, at der nu bliver handlet. Ingen havde ønsket det her, og det er virkelig træls for forældre og medarbejdere, men nu står vi i situationen, og der er fundet midlertidige løsninger. Nu skal vi sammen finde en god og varig løsning,« siger han.