Nye biler kræver nye opfindelser: Lokal virksomhed udvikler smart tilbehør
Skomø i Ebeltoft har udviklet en ramme til nummerpladen, som ikke forstyrrer nye bilers kamerasensorer
Nutidens biler bliver stadig mere avancerede med et væld af sensorer, radarer og fine systemer.
Det skaber nye udfordringer til teknologi og tilbehør, også når det gælder så små detaljer som rammer til nummerplader.
Skomø A/S, en virksomhed med godt 20 ansatte i Ebeltoft, er sandsynligvis relativ ukendt af de fleste, da den laver nicheprodukter til primært autobranchen.
Men her har de netop, sammen med Starmark og Ejner Hessel, udviklet en ramme, som er smart.
Den hedder SensorSafe og er designet til at arbejde med moderne teknologi uden at forstyrre følsomme systemer.
Den adresserer altså de udfordringer, der opstår når autobranchens teknologi udvikler sig og giver udfordringer til Skomøs kunder, som bilforhandlere og værksteder.
Det kan dog også give bilisterne udfordringer. Der kan nemlig ske det, at kameraet pludselig registrerer en genstand, der i virkeligheden bare er rammen, men som kan føre til uhensigtsmæssige automatiske opbremsninger eller lignende.
Den nye ramme ser derfor anderledes ud end de tidligere. Forskellen er, at den nederste del er kortere, så rammen ikke risikerer at dække for sensorerne.
Den nye SensorSafe-ramme er altså skabt specifikt for at minimere risikoen for påvirkning af de følsomme sensorer, der findes i bilens front.
Det er især relevant for forhandlere, der arbejder med biler udstyret med avancerede førerassistentsystemer som for eksempel radar og kameraer.
Ved at reducere den såkaldte sensorinterferens hjælper rammen med at bevare bilens sikkerhedsfunktioner intakte.
Det fortæller direktør for Skomø A/S, Michael Gaunø
»SensorSafe-rammen repræsenterer det næste skridt i nummerpladerammernes udvikling. Vi har kombineret funktionalitet og æstetik for at skabe en ramme, der både ser godt ud og fungerer perfekt med bilens avancerede systemer,« udtaler direktør Michael Gaunø.
Siden 1968
Det var Ole Skotte Møller, deraf navnet Skomø, som i 1968 grundlagde virksomheden i Ebeltoft.
I starten var Skomø et handelsfirma, men senere i 1979 blev de første maskiner indkøbt, således at en vis egenproduktion kunne startes.
Produktionen foregår i dag i Ebeltoft og maskinparken er gennem årene udbygget til det, som Skomø selv kalder for en af Danmarks mest moderne og effektive inden for sin branche.
I starten havde Skomø hovedsagelig fokus på at producere og markedsføre reklameartikler med seriegrafisk tryk til bil- og caravanforhandlere, særligt nummerpladerammer, p-skiver og nøglevedhæng.
I 2005 blev Skomø købt af Tommy Bøgehøj, i lokalområdet i dag også kendt som byrådspolitiker, og han igangsatte en yderligere udvikling af kundesegmenter, produkter og produktionsteknologier.
www.skomo.dk blev udbygget, således at det i dag er muligt for kunderne at foretage handel på nettet hele døgnet rundt.
I september 2016 købte Lagercrantz Group, Sverige, Skomø, som fortsatte som selvstændig virksomhed med samme personale i sit nuværende domicil i Ebeltoft.
Efter i seks år at have ledet Skomø A/S overdrog administrerende direktør Sine Ø. Bielefeldt i sommer stolen til Michael Gaunø, da hun savnede kontakten til den daglige drift og derfor valgte at returnere til rollen som fabrikschef.