Fortsæt til indhold

Overtog familievirksomhed som 25-årig - nu fylder Niels Aage 80 og er stadig aktiv

Samfund
Jane Møller JensenPå vegne af AVK

Niels Aage Kjær blev født i Galten 13. december 1944. Han kom i lære i sin fars maskinværksted ’Aage V. Kjærs Maskinværksted’ i 1960, hvor han blev uddannet industritekniker i 1964. Efterfølgende læste han til maskiningeniør på Odense Teknikum.

I 1970 blev Niels Aage partner med sin far, men partnerskabet varede kun kort tid, idet Aage Valdemar Kjær døde en uge senere. Niels Aage overtog således i en alder af 25 år det lille maskinværksted i Galten med fem ansatte inklusiv ham selv og hans mor, Gertrud, som stod for bogføringen. Omsætningen var i 1970 på DKK 400.000.

I 1970 udvikler Niels Aage den første AVK-ventil til drikkevandsforsyning, og han bygger den første AVK ventilfabrik i Galten. I løbet af få år bliver ventilproduktion AVK’s primære forretning, og trods energikrise i 70’erne og få midler udviklede AVK sig til at være en international virksomhed, som ekspanderede til nære eksportmarkeder. I 1979 var AVK vokset markant og havde 100 ansatte og en omsætning på DKK 25 millioner.

AVK er i dag en global virksomhed med mere end 5.000 ansatte og en omsætning på DKK 9 mia. Succesen skyldes ikke mindst Niels Aage Kjær, som via sit drive, entreprenørskab og lederskab har formået at udvikle AVK til i dag at være en af verdens førende producenter af ventiler inden for vandforsyning, spildevandsbehandling, kunstvanding, brandbekæmpelse og en række industrielle applikationer.

I oktober 2023 valgte Niels Aage Kjær at træde tilbage som koncern-administrerende direktør og tiltrådte i stedet for som formand for bestyrelsen i AVK Holding.

Niels Aage Kjær har igennem årene modtaget flere anerkendelser – blandt andet modtog han Ridderkorset i 2010, og han blev samme år kåret til Årets Æreshåndværker i Østjylland. I 2023 blev Niels Aage Kjær og AVK kåret som EY Entrepreneur of the Year i Danmark.

Udover sin forretningsmæssige succes er Niels Aage Kjær optaget af miljøet og har i en årrække aktivt deltaget i WWF’s arbejde, hvor han blandt andet har været med til at sætte fokus på det stigende plastforbrug samt behov for bedre håndtering af genbrugsplast, hvilket han også har været med til at sætte på AVK’s agenda.

Niels Aage har desuden en stor interesse for kunst, hvilket også ses på flere af AVK’s lokationer i Galten. Derudover har AVK igennem mange år været sponsor for blandt andet ARoS og Museum Jorn. Lokalt er AVK kendt for at bidrage til kunst og kultur blandt andet med støtte til Peter Brandes udsmykning af Galten Kirke og til den lokale Skulpturby Galten.

Privat er Niels Aage gift med Ellen Margrethe og sammen har de fire børn, 11 børnebørn og et oldebarn. De fire børn har igennem mange år været aktive i AVK-koncernen. I fritiden nyder Niels Aage at spille golf eller fordybe sig i kunst og historie samt WWF-arbejdet. I øjeblikket arbejder han blandt andet på at etablere et AVK-museum i hans barndomshjem.

Når han 13. december 2024 runder de 80 år, kan han se tilbage på et langt liv centreret om rollen som fabrikant for livsværket ”AVK”.

AVK fejrer Niels Aage Kjær på dagen samt med kage til alle medarbejdere i Danmark.