Fortsæt til indhold

Nyt kulturhus: Enig dommerkomité har fundet byens nye hjerte

Efter en vildt vanskelig udvælgelsesproces er vinderprojektet for Hornslets nye kulturhus endelig fundet.

Samfund

Efter en intens konkurrence og en meget vanskelig udvælgelsesproces er vinderprojektet for Hornslets nye kulturhus endelig fundet.

Hele 26 teams deltog i konkurrencen, og efter en grundig udvælgelse blev fem teams udvalgt til at præsentere deres forslag. De fem finalister var:

  • Arkitema med COWI
  • C.F. Møller Danmark A/S med Artelia A/S
  • Mikkelsen Arkitekter A/S med flere underrådgivere
  • Skala Architecture A/S med WERK Arkitekter Aps og Brix & Camp A/S
  • SWECO Danmark A/S med SWECO Architects

Vildt vanskeligt valg

Valget af vinderprojektet var svært, men nu er beslutningen truffet, og spændingen udløses officielt den 16. december i byrådssalen i Hornslet.

En dommerkomité bestående af fagfolk, repræsentanter fra Kulturgrunden, Syddjurs Kommunes forvaltning og politikere fra byrådet har foretaget udvælgelsen, og de var enige i slutspurten.

Det kommende kulturhus er ikke blot en bygning; det er en vision for fremtiden. Kulturhuset skal rumme biografsale, kultursal, biblioteker, værksteder, galleri, café og mødelokaler.

Det skal være et sted, hvor byens borgere kan mødes, skabe og opleve kultur sammen.

Ejendomsfonden Kulturgrundens direktør, Lotte Jensen, udtrykker stor glæde og optimisme over projektet.

»De fem teams afleverede uhyre spændende projekter og løsninger, og det var mere end svært at vælge det bedste for dommerkomitéen,« siger hun.

Selvom budgettet for kulturhuset lige nu lyder på 111 mio. kr., mangler der stadig cirka 40 mio. kr. for at realisere projektet fuldt ud. Strategien er at præsentere det bedste projekt for store fonde, som vil se det endelige projekt, før de vil snakke seriøst.

Offentliggørelsen af vinderprojektet finder sted i byrådssalen i Hornslet den 16. december kl. 16-18.

Herefter vil projektet kunne besigtiges af alle borgere i Galleri Stigsen på Kulturgrunden i midtbyen på følgende dage: 22., 27., 28. og 29. december.