Nu kommer der nummerpladescannere på genbrugsstationerne
Håbet er, at nummerpladescannere gør det lettere at være erhvervskunde på Aarhus' genbrugsstationer.
Når det nye år er skudt ind, vil folk, der benytter Aarhus’ genbrugsstationer med erhvervsbiler, opleve markant ændring.
For fra 1. januar opkræves erhvervskunder gennem særlige nummerpladescannere, som mange nok kender det fra moderne parkeringshuse. Konkret betyder det, at erhvervsbiler, som er registreret i Skats Motorregister, automatisk vil modtage en faktura for indkørsel på genbrugsstationen.
Det oplyser forsyningsselskabet Kredsløb, som står kommunens seks genbrugsstationer, i en pressemeddelelsen, hvoraf det fremgår, at tiltaget skal optimere driften og automatisere processerne til gavn for alle.
»Vi ønsker at kunderne får en smidig og god oplevelse, når de bruger vores genbrugsstationer, så derfor er jeg glad for, at vi nu kan præsentere det nye system. Når vi indfører nummerpladescannere, giver det os mulighed for at bruge vores resurser på den direkte kundekontakt og vejledning omkring sortering, mens erhvervskunderne også oplever en smidigere og mindre manuel proces,« lyder det fra Lars Banke, der er chef for Affald & Genbrug i Kredsløb, i pressemeddelelsen.
Gavn for flere
Det er dog ikke kun erhvervskunder, som ifølge affald- og genbrugschefen får glæde af de nye nummerpladescannere. Med det nye system forventer han også, at det vil kunne frigøre tid i det daglige arbejde med registreringen af erhvervsbilerne på pladserne, så medarbejderne i stedet kan fokusere på at være mere direkte til stede på pladsen for at vejlede brugerne.
»Tid til kompetent vejledning og rådgivning er helt centralt for os, så vi på den måde kan sikre, at affaldet og resurserne ender de rette steder – til gavn for alle. Derfor er vi naturligvis glade for, at teknologien giver os bedre rammer til at fokusere vores indsats, hvor der er behov for den menneskelige kontakt,« fortæller Lars Banke i pressemeddelelsen.
Med indførelsen af de nye nummerpladescannere kan privatkunder med adresse i Aarhus Kommune stadig benytte genbrugsstationerne, som de plejer uden at betale for indkørsel på pladsen. Har du bil på papegøjeplader og afleverer affald privat, kan du søge om fritagelse af betaling, så længe bilen er registreret til andre formål end erhverv, fremgår det af pressemeddelelsen.
Nummerpladescannerne er aktive fra d. 1. januar 2025.