Børnene skal kede sig - men Lisa falder i: »Gør det endda når jeg er på toilettet«

»Jeg har en form for afhængighed af sociale medier. Det er jo egentlig lidt pinligt og grænseoverskridende at fortælle om,« siger Lisa Perkins fra sofaen i privaten i Vitten.

Alligevel har hun indvilget i at fortælle om, hvorfor hun i december helt dropper sociale medier. Håbet er at kunne inspirere andre.

Det hele begyndte for fem år siden.

»Jeg måtte jo erkende, at jeg var afhængig. Jeg har en trang til at være opdateret hele tiden. Og i stedet for at tjekke DR eller TV2 ud, så har jeg en trang til at se, hvad andre læser, og jeg kan også bruge lang tid på at læse kommentarspor,« fortæller hun og fortsætter.

»Det tog bare mere og mere om sig i forhold til, hvor lang tid jeg var derinde hver dag, så jeg var nødt til at cutte det helt af. Tage en kold tyrker. For jeg kan tydeligvis ikke styre det og bare lægge det fra mig – jeg føler, at jeg er nødt til at tjekke det hele tiden.«

Det førte altså til, at hun indførte ingen sociale medier i december. Det har hun holdt ved hvert af de seneste fem år – nogle år har det været tre måneder, andre, som i år, er det ”kun” en.

Hun indleder måneden med at melde ud på de sociale medier, at nu holder hun en pause derfra. Det gør hun for at blive holdt op på det.

Når nytåret er ovre, og der står januar på kalenderen, må Lisa Perkins atter logge på Facebook, Instagram og Linkedin. Der bruger hun det bare ikke særlig meget, fordi hun netop lige har vænnet sig af med det.

»Men så lige så stille vokser forbruget igen, og sidst på året er jeg helt afhængig igen.«

Vanen fordufter

At der faktisk er tale om en slags afhængighed, som Lisa Perkins har, vidner de første par uger af december om.

»Jeg er meget bevidst om, at nu keder jeg mig. Det er en rastløs følelse. Jeg får lyst til at få nogle input i stedet for bare at glo. Det ligger bare i mig, at jeg så griber efter telefonen. Det er en voldsomt integreret vane, som at trække vejret,« siger Lisa Perkins.

I takt med at dagene skrider frem, fordufter vanen, og efter et par uger tænker hun ikke længere over fraværet af sociale medier.

Det kan dog mærkes på forskellig vis i hverdagen.

»Det er meget tid, jeg sparer. Hver gang jeg tager en pause i løbet af dagen, er jeg jo vant til altid at tage telefonen. Selv når jeg er på toilettet, ser jeg normalt reels eller læser en artikel. Det er da lidt spøjst, at vi fortæller vores børn, at det er sundt at kede sig, men jeg kan ikke selv finde ud af det,« siger Lisa Perkins med et smil.

På de sociale medier er det især artikler, hun bruger tid på, og de såkaldte reels, som er korte videoer, der bare fortsætter den ene efter den anden.

Der går stadig kun fem minutter, før den rastløse følelse indfinder sig i Lisa Perkins’ krop, men i stedet for at gribe ud efter mobilen går hun nu i gang med en aktivitet.

»Jeg bager eksempelvis meget mere i december,« siger hun og tilføjer:

»Men jeg får også bare tænkt mange flere af mine egne tanker. Hvilket er virkelig sundt. Jeg har ADHD, så det er super godt for mig at tænke mine egne tanker i stedet for hele tiden at få input. Uden telefonen i hånden giver jeg mig selv meget mere tid til at have en indre dialog.«

Desuden falder hun meget hurtigere i søvn om aftenen, simpelthen fordi hun ikke liiige skal se den næste video og den næste og den næste.

Mere nærværende

En anden stor fordel ved at lade telefonen hvile, er nærværet til Lisa Perkins’ fem børn: En på syv måneder, en på fem år, en på syv år og to på ni.

»Jamen, jeg har jo bare flere stunder med børnene. I løbet af året sker det tit, at børnene spørger mig om noget, mens jeg er ved at læse en artikel, som jeg så lige skal læse færdig først. Uden sociale medier er det bare nemmere for mig at involvere mig i det, de laver,« siger hun.

»Det er meget selvkørende og selvstændige børn, som leger meget med hinanden. Mens de leger, læser jeg ofte lige en artikel, men så hører jeg dem ikke på samme måde. I dag ser og hører jeg, hvilke dynamikker, der foregår mellem dem,« fortsætter hun og tilføjer:

»Og så tager jeg jo også lige det dér ekstra spil Uno eller Kalaha.«