Fortsæt til indhold

2025 kommer til at være et stort år for Christian Degn: »Det bliver magisk«

Vagn starter i børnehave, Trine skal føde, taget skal være færdigt, og så løber Blå Sol af stablen.

Samfund

2025 kommer ikke til at gå stille for sig. I hvert fald ikke, når du hedder Christian Degn.

»Når jeg en dag ser tilbage på mit liv, så vil jeg tænke, at 2025 var noget helt særligt,« siger han.

Først og fremmest fordi han bliver far for anden gang. Noget, han har været meget åben om, at han aldrig troede skulle ske, fordi han har stærkt nedsat sædkvalitet.

»At det sker to gange er fuldstændig vanvittigt. Min læge på Rigshospitalet, som er den førende ekspert på området, har sagt: ”du er den perfekte rollemodel. Du er bevis på, at vi ikke kan forklare alting endnu, og derfor er der brug for vores forskning”,« siger tv-værten og fortsætter:

»Det er ligesom i skolegården. Hvis du er er dårlig, handler det om at holde sig til de gode. Det er Trine. Det hele er hendes fortjeneste.«

»Det er ligesom i skolegården. Hvis du er er dårlig, handler det om at holde sig til de gode. Det er Trine. Det hele er hendes fortjeneste,« siger Christian Degn om at blive far trods stærkt nedsat sædkvalitet. Privatfoto

Derudover starter sønnen Vagn i børnehave i løbet af foråret.

»Det bliver et stort forår for Vagn - og for hans forældre,« siger Christian Degn smilende, inden han fortsætter:

»Den her gang er det mere spændende - hvad er han for en? Jeg var mere i alarmberedskab første gang, Trine skulle føde. Nu ved vi, hvad der sker, så jeg glæder mig bare til at møde ham.«

”Den er der”-følelsen

Noget andet, der kommer til at gøre 2025 til et helt særligt år for Christian Degn, er Blå Sol. Han står sammen med en række andre personer bag den spritnye festival, der bliver holdt for allerførste gang på Nordre Fælled i Randers i juni.

»Det bliver fantastisk at se Blå Sol blive til virkelighed. Jeg glæder mig mest til at opleve helheden - se om det virker, og om folk kan se idéen. Jeg håber, vi når der, hvor alle tænker ”den er der”,« siger han.

Det er ikke som sådan ham, der står bag festivalen - i hvert fald ikke alene.

Christian Degn sammen med sin folkeskolekammerat Ronnie Bach på Nordre Fælled, hvor Blå Sol finder sted til sommer. De to udgør formandskabet i foreningen bag festivalen. Privatfoto

»Det er ikke mig, der ejer det. Det er Randers og Kronjylland. Det er en forening, der er drevet af frivillig energi, og så er der en projektkoordinator, der er ansat på halv tid,« siger Christian Degn, der selv er næstformand i bestyrelsen og talsperson.

Han er i øvrigt selv en ivrig festivalgænger.

»Jeg elsker at komme ud og høre musik og møde mennesker. Men nu må vi se, hvor mange festivaler det bliver til i de kommende år,« siger han.

»Det kommer vi nok. Vi har begge to selv arbejdet på festivaler, så mon ikke vores børn også vil synes om det,« siger hans kæreste Trine Johst Vammen fra et tilstødende rum.

»Tak skat, det er jeg glad for du siger,« siger Christian Degn grinende.

Overrasket over svar

Idéen til en festival i Randers har Christian Degn egentlig haft i mange år, men det var først efter han flyttede tilbage til byen, at han gjorde alvor ud af det. Han begyndte at vende idéen med flere personer, som han tænkte, måske kunne være en del af projektet.

En af dem var hans gamle folkeskolekammerat Ronnie Bach. Hans svar var nogenlunde sådan her:

»Det, tror jeg sgu, vi gør.«

»Hvad? Vil du være med?« svarede Christian Degn.

Og ja, det ville Ronnie Bach gerne. Faktisk er han i dag formand for Blå Sols bestyrelse.

»Jeg får helt gåsehud, når jeg fortæller om det nu. Dem, der går først med på en ny idé, er de mest modige. Og det var Ronnie. Nu ruller det som en lavine,« siger Christian Degn og fortsætter:

»Vi samlede en masse dygtige folk i det tidlige forår 2023, og siden er det bare væltet ud med dygtige, lokale powermennesker. Vi har en masse talenter, der kan alt muligt. Det anede jeg ikke. Jeg kan mærke, jeg bliver helt rørt, når jeg snakker om, hvor mange dygtige mennesker, der er involveret.«

Han fortæller, at holdet bag Blå Sol gerne skal op på mellem 500 og 1.000 frivillige.

»Jeg tror ikke 800 er urealistisk, og der er en masse, der gerne vil være med. Det er fantastisk. Jeg tror, folk her lokalt er mere tilbøjelige til at hjælpe til end i København, fordi vi kender hinanden på en anden måde. Der er god energi i at kende hinanden og komme hinanden ved. Vi ved, at vi er nødt til at bakke op om tingene, før de bliver til noget,« siger han og fortsætter:

»Hvis festivalen lykkes, så vil jeg huske den dag, hvor vi skrev kronjysk historie. Det er noget, vi vil blive husket for - både hvis det ender godt og skidt. Men især hvis det ender godt.«

En ny kulturinstitution

Ønskescenariet er, at der bliver solgt mindst 5.000 billetter til Blå Sol. Et mål, som Christian Degn mener, nok skal nås.

»Lykkes det her, så er vi ved at lave en ny kulturinstitution i Kronjylland. Og det håber jeg da, at det bliver. Jeg tror også, det er derfor, der er så mange, der gerne vil være frivillige. Det betyder noget i folks liv, og måske kan det blive et nyt samlingspunkt, hvor man for eksempel mødes med sine gamle folkeskolekammerater,« siger han og fortsætter:

»Når vi er færdige, så tror jeg, at mange vil have et anderledes billede af, hvad vi kan i Kronjylland.«

Selvom han endnu ikke ved, om der kommer en gentagelse af Blå Sol til næste år, så er Christian Degn fuld af forhåbninger.

»Det skal lykkes. Hvis de kan i Hobro og Frederikshavn, så må vi også kunne her. Jeg kan huske, at der i 90’erne var over 30.000 til Randers Rock, så jeg tror virkelig på det,« siger han, inden han trækker på smilebåndet og fortsætter:

»Om ikke andet, så fik vi Blå Thor tilbage på fad. Det er en stor ting for en randrusianer.«

Den helt store Zippo-lighter

Men udover Blå Sol og en lille ny så ved Christian Degn faktisk ikke så meget om, hvad hans 2025 kommer til at indeholde.

»Jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at lave af tv næste år. Jeg plejer at lave ’Nybyggerne’, og der kommer snart en ny sæson. Jeg er spændt på, om der bliver bestilt endnu en sæson,« siger han.

Han er også vært på programmet ’Ordet er mit’, men her blev de seneste optagelser færdige i november.

»Jeg tror, Degns Saloon kommer til at køre videre. Jeg måtte aflyse med Stig Tøfting i år (2024, red.), men vi har en aftale om, at vi gennemfører på et tidspunkt. Ellers er jeg stadig dj, og jeg bliver hyret om ordstyrer og konferencier. Det går ret godt. Jeg tror, det kommer mig til gode, at jeg både har lavet folkelige ting og været undersøgende journalist,« siger han.

»Det bliver et stort forår for Vagn - og for hans forældre,« siger Christian Degn. Privatfoto

Du får mange ting at se til i 2025?

»Er det ikke, som det plejer?« griner Christian Degn og fortsætter:

»Da jeg gik på Statsskolen, fandt jeg ud af, at jeg er en, der kan lide at sætte enormt mange ting i gang. Dengang var det blandt andet et fodboldstævne. Jeg har fundet ud af, at enormt mange mennesker gerne vil. Det er ligesom Bruce Springsteen synger. ”You can’t start a fire without a spark”. Så kan jeg være gnisten i den helt store Zippo-lighter.«

Forventningens glæde

Selvom Blå Sol fylder og fortsat kommer til at fylde meget, så understreger Christian Degn, at det, han glæder sig allermest til i 2025, er at blive far igen.

»2025 bliver magisk. Det er ligesom at være et lille barn, og du skal åbne en stor pakke. Du ved ikke, hvad der gemmer sig inden i, men du glæder dig til at finde ud af det. Hvordan går festivalen? Hvad bliver der af arbejdsopgaver? Hvilken søn får jeg? Jeg glæder mig til at lære ham at kende,« siger han og fortsætter:

»Jeg håber, virkeligheden følger med forventningen, så det ikke ender med at være bløde sokker.«

Det, Christian Degn glæder sig allermest til i 2025, er at blive far igen. Her ses han sammen med sin kæreste Trine Johst Vammen. Privatfoto

Derudover skal Christian Degns kæreste Trine finde nyt arbejde, når hun ikke længere er på barsel.

»Jeg håber, hun finder noget fedt, for det fortjener hun. Hun er supersej. Hun har virkelig satset ved at flytte fra hele sit netværk. Jeg kan godt se, at kvinder bliver slået ud af kurs karrieremæssigt, når de har været på barsel to gange,« siger han og fortsætter:

»Så længe jeg er sund og rask, har jeg hver dag muligheden for at gøre livet endnu bedre. Det er vigtigt at minde os selv om - især når livet driller.«