Fra gold brakjord til frodig natur: At være jæger er mere end bare at skyde og nyde
Efter en avisartikel om Ebeltoft Sparekasses Fonds udfordringer med at finde modtagere til deres midler, sendte Elsegaarde Jagtforening en ansøgning og modtog støtte til et stort naturprojekt. Nu har de plantet 2000 træer og buske i deres jagtområde.
1. maj 2024 bragte Ebeltoft Folketidende en artikel om Ebeltoft Sparekasses Fond, som var kede af, at de havde penge til forskellige almennyttige formål, men ikke nogen at give dem til.
Efter at have læst artiklen var Elsegaarde Jagtforening hurtig på tasterne og sendte en ansøgning til fonden om et tilskud til et naturprojekt på sit jagtområde.
Foreningen havde i foråret plantet 500 buske og træer gennem ordningen ”Plant for Vildtet”, hvilket de gerne ville følge op på med en efterårsplantning.
Ansøgningen til fonden bar frugt, og det betyder, at der i november og december i år er blevet plantet cirka 800 træer og buske.
Med dem, der allerede blev plantet i 2023, kan foreningen nu bryste sig af at have sat hele 2.000 vildtvenlige og naturforbedrende buske og træer i jorden.
»Man kunne måske nok forledes til at tro, at det er et resultat af de seneste års megen og absolut relevante snak om vores skrantende natur og manglende biodiversitet, herunder aftalen om Grøn Trepart. Men det er ingenlunde tilfældet«, siger Elsegaarde Jagtforenings formand, Jørgen Brøgger, og tilføjer:
»Nej, vi har udført natur- og vildtpleje i mange år, men indtil sidste år i noget mindre målestok end nu.«
I sving hele året
Da foreningen sidste år fejrede 90-års fødselsdag var flere naboforeninger, Danmarks Jægerforbund, samarbejdspartnere og medlemmer så venlige at konvertere normale fødselsdagsgaver i form af blomster eller flasker til kontante bidrag.
»Det betød, at vi kunne øge vores indsats med at omdanne et åbent og goldt brakareal til frodig natur,« siger Jørgen Brøgger og tilføjer, at de er Ebeltoft Sparekasses Fond dybt taknemmelige for donationen.
»Den har gjort det økonomisk muligt for os at fortsætte vores ønske og ambitiøse plan om at være med til at give et løft til naturen.«
Tovholderen for foreningens jagtudvalg, Klaus Boll, udtaler:
»Vi har nu omdannet et større areal gold brakjord til frodig natur til gavn for især det markvildt, der er så hårdt trængt på de intensivt drevne landbrugsarealer. Udover nyplantninger har vi også sat føde- og lægivende bundbeplantning, hvor vi samtidig har ladet udgåede træer og vækster blive på biotopen, netop for at give biodiversiteten bedst mulige betingelser«
Foreningens til lejligheden udnævnte plantemester, Carsten Høgsholt, supplerer med:
»Vi har udelukkende valgt planter, der er naturlige for området og til gavn for både dyr, insekter og mikroorganismer og ikke fokuseret så meget på direkte jagtbart vildt som for eksempel råvildt. Det er ikke det, der er hårdest trængt i den danske natur i dag.«
Han understreger, at en naturindsats i denne størrelsesorden kun er mulig ved godt samarbejde og praktisk hjælp fra jagtudlejeren.
En højere enhed
Foreningens næstformand, K.A. Hansen, siger:
»Det at være jæger er andet og langt mere end blot det at gå ud og nedlægge et vildt dyr for at få noget godt kød på middagsbordet. Der er mange ikke-jægere, der ikke ved, hvad jægerne gør for naturen. Jagtsæsonen er kun nogle få måneder om året, men som ansvarlige jægere er vi i sving stort set hele året.«
Han nævner først og fremmest revir- og vildtpleje, men også, at de bygger beskyttede andereder, så rovdyr og -fugle ikke kan plyndre dem for æg og ællinger.
De skaber vækstbetingelser for eksisterende beplantning og bekæmper rovvildt som især mårhund, ræv og krager.
»Alt det er medvirkende til at give os glæden ved at være jægere, at færdes i naturen og hjælpe den, hvor det kan gøre gavn.«
Men det er stadig glæden ved at kunne høste af naturens overskud, der er i højsædet.
»Der er intet, der slår et smukt dækket bord med en god vildtmiddag på tallerkenerne. Så går det hele op i en højere enhed«.