Fortsæt til indhold

Nu sker der noget: Planer for friplejehjem sendes i høring

Efter lang tids arbejde har Byrådet nu besluttet at sende kommuneplantillæg og og lokalplan i offentlig høring i seks uger.

Samfund

»Vi er glade for, at vi er nået dertil nu«

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Søren Erik Pedersen, formand for bestyrelsen i Hårby Friplejehjem.

Efter mange års hårdt arbejde for at få et friplejehjem til Hårby, ser det langt om længe ud til at gå arbejdsgruppens vej. Før jul besluttede byrådet at sende kommuneplantillægget og lokalplanen til friplejehjemmet i offentlig høring i seks uger.

»Nu er vi kommet der, hvor vi kan begynde at se konturen af det. I og med, at lokalplanen og kommuneplantillægget er sendt i høring. Det gør man jo kun, hvis man synes, det er en god ide,« siger Søren Erik Pedersen og henviser til byrådets beslutning.

Den enkelte bolig på Hårby Friplejehjem skal gerne komme til at se ud som denne. Illustration: Atra Arkitekterne

30 boliger

Planen er et friplejehjem på marken i forlængelse af Langagerparken i Hårby.

»Der bliver 30 boliger og så skaffer det cirka lige så mange arbejdspladser,« lyder det fra Søren Erik Pedersen.

Det har dog ikke væren nogen hurtig proces at nå frem til et forslag til et kommuneplantillæg og en lokalplan.

»Det har taget lang tid og kostet mange penge. Vi er kommet i hus, og det er det vigtigste. Nu synes jeg næsten, at alle sten er vendt og drejet og lagt tilbage i forhold til problematikken med støj,« lyder det fra Søren Erik Pedersen, der tidligere har fortalt til Din Avis, at der var nogle problemer i forhold til støj fra parkeringsanlægget på grunden.

Derfor er man klar med en løsning, hvor parkeringsanlægges ifølge forslaget til lokalplanen skal placeres på den sydlige del af grunden.

Der skal ligeledes foretages støjdæmpning af et korntørringsanlæg på Låsbyvej 58, som ligger uden for lokalplanens afgrænsning. I referatet fra Byrådet står der, at ejeren af Låsbyvej 58 og friplejehjemmets bestyrelse har indgået en privat aftale om støjdæmpning af anlægget.

Omtrent således skal indgangspartiet til Hårby Friplejehjem komme til at se ud. Illustration: Atra Arkitekterne

Arbejder videre

Selvom det efterhånden ser lyst ud for friplejehjemmet er der stadig et stort stykke arbejde i vente for alle dem, der længe har kæmpet for at gøre det en realitet.

Der er behov for endnu flere penge.

»Vi har kontakt til det pengeinstitut, der skal være med på projektet, så det er vi glade for. Efter nytår skal vi have fat i nogle virksomheder, som hver vil låne os 100.000 kroner i fem år. De 100.000 kr bliver forrentet på en fin måde, og så bliver de tilbagebetalt efter de fem år,« fortæller Søren Erik Pedersen.

»Det er et signal om, at man også lokalt vil bakke op omkring projektet.«

Bestyrelsesformanden håber, at det kommer til at gå så godt, at spaden kan sættes i jorden efter sommerferien i år.

»Og så håber vi, at vi kan byde de første beboere velkommen i efteråret 2026,« siger Søren Erik Pedersen.