Her er vinderen af årets julepynt
Den samme butik vinder for femte år i træk konkurrencen om den flotteste juleudsmykning
Den lokale Handelsstandsforening arbejder benhårdt for at rykke Ebeltoft op på listen over danske julebyer.
Byen skal være dét sted, man helt automatisk tager hen, hvis man gerne vil indånde julestemning i store, idylliske doser.
Der har været gjort flere tiltag, og et af dem har været en konkurrence, der har løbet hele december måned.
Her har butikker, caféer og restauranter givet den gas og pyntet facader og vinduer op, for at vinde konkurrencen om at have den flotteste juleudsmykning.
I år deltog 19 butikker i konkurrencen, og der blev afgivet 315 stemmer.
Vinderen er dog ikke en overraskelse, hvis man kigger på de seneste fem års afstemninger.
Igen i år - og altså for femte år i træk - blev det nemlig Jane Schmidt og hendes forretning Ebeltoft Guld & Sølv i Adelgade, der vandt.
Den fik 104 stemmer.
På en 2. plads kom frisør Hårgalleriet med 66 stemmer, mens 3. pladsen gik til Mols Bolsjer med 50 stemmer.