Flere og flere holder alkoholfrit nytår: »Det har altid generet mig, at jeg skal drikke noget, der ligner en flaske saftevand«
Der kan være mange grunde til, at folk vælger alkohol helt eller delvist fra. Butiksindehaver slår et slag for, at der skal være noget festligt for alle til nytår.
Siden 2010 er salget af øl med en alkoholprocent på under 0,5 seksdoblet. Det viser tal fra Coop Analyse. Noget tyder altså på, at flere og flere danskere vælger alkoholiske drikke fra til fordel for alternativerne.
Mange vil også kende fænomenet sober curious. Fænomenet kommer fra USA og betyder ’at være nysgerrig på at være ædru’ - uden nødvendigvis fuldstændigt at afholde sig fra at drikke alkohol.
I 2019 udgav forfatteren Ruby Warrington bogen ’Sober Curious’, hvor hun lagde vægt på fordele som uforstyrret søvn, øget koncentration, stort nærvær og dybe relationer, som venter på den anden side af alkohol.
Hashtagget #sobercurious har i skrivende stund over 800.000 opslag på Instagram, så det at vælge alkohol fra, kan man roligt sige, er en del af et større internationalt fænomen.
Og det kan også mærkes i Randers, hvor blandt andre Gaias Basar sælger alkoholfri drikke.
»Kunderne har altid søgt alkoholfri drikke hos os - især her op til højtiderne, når der kommer gæster, som af forskellige grunde vælger alkohol fra,« siger indehaveren Dorte Heitmann i en pressemeddelelse.
Vækker altid spørgsmål
Dorte Heitmann fortæller, at hun selv gerne vil nyde alkoholfri drikke. Og derfor sætter hun både som gæst og vært nytårsaften pris på, at der bliver gjort noget ud af det for dem, som netop denne aften har valgt alkohol fra.
»Jeg tager pænt tøj på og lakerer mine negle, når jeg skal til middag, og så har det altid generet mig, at jeg skal sidde og drikke noget, der ligner en flaske saftevand - og som i øvrigt også altid vækker spørgsmål i selskabet om, hvorfor jeg ikke drikker vin,« siger hun og fortsætter:
»Det handler også om, at jeg som vært gerne vil servere noget, der både er lækkert at indtage, og som også præsenterer sig godt, for mine gæster, som helt har fravalgt eller bare ønsker at minimere alkohol.«
Et fermenteret alternativ
En alkoholfri drik kunne for eksempel være kombucha, der fremstilles ved fermentering af sødet te tilsat gær- eller bakteriekultur.
Du kan blandt andet købe kombucha fra virksomheden Arensbak, som trækker tråde til Randers.
Søskendeparret Vibeke og Christian Arensbak fik i 2021 idéen til Arensbak Gourmetdrikke og allierede sig med blandt andre den randrusianske sommelier Emilie Øst-Jacobsen.
Mange vil nok genkende hendes efternavn, da hun er datter af Jørgen Øst-Jacobsen, som har været restauratør på flere randrusianske restauranter gennem de sidste 30 år - blandt andet på Værket, står der i pressemeddelelsen.
Det er herfra Emilie Øst-Jacobsen har sin interesse for vin. Hun blev uddannet sommelier ved Kong Hans Kælder i København og har efterfølgende fået en større og større interesse for wine proxies, der er en betegnelse for et alkoholfrit vinøst alternativ til vin.
Nu har hun med Arensbak vundet flere internationale priser, og flaskerne findes på kortet hos diverse Michelin-restauranter.