Fortsæt til indhold

Sort søndag på letbanen: Passagerer gik mellem skinnerne i vintermørket

Den første afgang fra Grenaa mod Aarhus strandede efter Kolind - resten af søndagen kørte letbanen ikke mellem Grenaa og Hornslet.

Samfund

Søndag var en sort dag for Aarhus Letbane - og ikke mindst passagererne på den første afgang klokken 5.10 fra Grenaa mod Aarhus. Deres rejse sluttede brat halvanden kilometer uden for Kolind - og efter et par timers forgæves venten på at få liv i letbanetoget igen i det iskolde togsæt, forlod de toget og gik til fods mellem skinnerne i kulsort vintermørke tilbage til Kolind, hvor de selv sørgede for at komme videre.

Tre passagerer var med på den tidlige morgenafgang fra Grenaa. Den ene, en ung mand, var heldig. Han skulle kun til Trustrup - og nåede frem uden at vide, hvad der siden ventede de andre passagerer.

Avisen har talt med en af de uheldige - en anden ung mand - som er daglig bruger af letbanen, som han er afhængig af for at kunne passe sit arbejde på et lager i Aarhus-forstaden Holme. Så han kender desværre alt for godt til ustabil drift på letbanen - aflyste eller forsinkede afgange, hvor man dagligt mærker hjertet slå lidt hurtigere - for er det endnu en af de dage, hvor man på den ensporede strækning bliver forsinket og ikke kan nå den videre forbindelse til arbejdspladsen? Og derfor endnu et opkald til arbejdsgiveren, som bliver orienteret om forsinket møde.

Farvel til lønnen

Søndag var dog en tak værre - for det kunne slet ikke lade sig gøre at komme til Aarhus. Så afbud til arbejdet og endnu en dag med en mistet arbejdsindtægt.

Aflyst, aflyst, aflyst. Søndag var en sort dag for de rejsende på letbanen mellem Grenaa og Hornslet - ikke mindst passagererne på den første afgang fra Grenaa. Foto: Søren Andersen

»Det gik galt allerede efter et par meter, da vi kørte fra Grenaa. Der kom mærkelige lyde og gnister fra køreledningen, så vi kørte langsommere end normalt og vi var fem minutter forsinket, da vi kom til Kolind. Allerede der vidste jeg, at jeg også søndag ville møde for sent, men det blev jo desværre endnu værre,« siger han.

I Kolind steg en 63-årig kvinde på toget. Hun skulle til Risskov og passe sit arbejde som sosu-assistent.

»Da vi kørte fra Kolind, foregik det i sneglefart. Og efter halvanden kilometer, var det som at køre i en bil, der løber tør for benzin, men her var det toget, som løb tør for strøm. Så efter at have trillet langsommere og langsommere, gik toget helt i stå. Lyset virkede, men der var ingen varme, så i frostvejret, blev der hurtigt meget koldt i toget. Letbaneføreren kom ud og sagde, at han ville prøve at genstarte toget, men der var ingen strøm i ledningerne. Senere fortalte han, at han havde prøvet at tilkalde en reparatør, men det kunne ikke lade sig gøre,« fortæller han.

Forlod toget i mørket

Så efter tæt ved et par timers venten i det iskolde tog, blev der taget beslutning om at forlade toget og gå mellem skinnerne. I skærver og med ledninger, for vandet er på strækningen så tæt på, at det blev vurderet for farligt at gå ved siden af skinnerne.

»Vi snakkede om, hvad der var klogest. At gå fremad for at finde en vej i nærheden af skinnerne ved Koed - eller tage turen tilbage til Kolind, og vi valgte det sidste. Det var hundekoldt og kulsort - og vi snakkede om, at det var ærgerligt, at der ikke var fuldmåne, så vi kunne se bare lidt. Vi gik med museskridt og vi andre havde fat i den 63-årige kvinde, som ikke var tryg ved at gå turen. Og vi glædede os over, at der ikke var en dårligt gående passager med rollator med toget,« siger den unge mand fra Grenaa.

Vel fremme efter den kolde tur i sne og frost, fik han et lift tilbage til Grenaa med en bil, som letbaneføreren havde tilkaldt fra Grenaa. Den 63-årige kvinde gik hjem til sig selv - og den sidste passager, en ung kvinde, blev hentet af familie. Letbaneføreren gik så tilbage til toget alene.

Ved 15-tiden blev det nulstillede letbanetog trillet til Aarhus med hjælp fra et traktorlignende køretøj. Foto: Lars Norman Thomsen

Strandede i tre dage

Det er præcist et år siden, at den unge grenaaenser strandede i Aarhus, da vintervejret stoppede den kollektive trafik. Da stoppede letbanetoget dog helt fremme på Aarhus H - men uden mulighed for at komme videre. Så det blev til tre dage på hotel - og ingen arbejdsindtægt.

Han er en af mange brugere af letbanen, som undrer sig over mange ting ved det tog, som er købt til at køre mellem Grenaa og Aarhus. For eksempel, at der ikke er toiletter i et tog, som ofte bruger halvanden time på turen til og fra Aarhus. Avisen er bekendt med, at unge på vej hjem til Grenaa fra en bytur eller en fodboldkamp på Aarhus Stadion, for en sikkerheds skyld runder McDonald’s og sikrer sig de største sodavandskrus, som kan gøre nytte hvis de ikke kan holde sig hele turen. Letbanetogene rummer heller ikke en affaldsspand, så ofte ruller dåser og flasker gennem toget, ligesom passagerer må gemme et æbleskrog eller en bananskræl i lommen, når de har spist frugt. Der er heller ingen hylder til bagage eller borde at arbejde ved i et tog, som henvender sig pendlere. Og muligheden for at lade sin computer eller telefon er ikke-eksisterende, for strømstikkene har ikke virket i et år.

Men i det daglige er uvisheden - om man når frem til tiden eller ej - det værste. Den uvished deler mange - om de skal på arbejde, i skole, til studiet eller nå frem til en behandling på sygehuset i Skejby.

Som de uheldige i morgentoget søndag fortalte hinanden, da de ventede i toget og gik i vintermørket langs skinnerne, så er der ingen i ledelsen eller blandt kollegerne på arbejdspladsen i Aarhus, der kan forstå, at den kollektive trafik til og fra Djursland, er i så ringe kvalitet.

Søndag meddelte Midttrafik flere gange, at man håbede at kunne genoptage trafikken på strækningen mellem Grenaa og Hornslet - men meldingen blev ændret til en besked om, at det ikke ville ske - og i stedet blev der sat erstatningsbusser ind. Når det sker, er det ikke sagen at bo i Trustrup, for her kører busserne ikke til - de kører direkte fra Grenaa til Kolind. Alligevel kan Midttrafiks rejsegaranti ikke benyttes af passagererne fra Trustrup.

Avisen har søndag kontaktet Aarhus Letbane og tilbudt at kommentere på indholdet i denne artikel. Vi har bedt om interview med direktør Michael Borre og bestyrelsesleder Mie Krog.