Kendt fiskehandler fjerner slikskålen: »Jeg har ikke været stolt over at sælge den«
Kunderne vil rigtig gerne have den, men P. Clausens Fiskehandel har nu fjernet fisken fra disken. Årsagen er moralsk, og man håber, kunderne hopper med på vognen.
Et nyt år er lig med nye vinde, der blæser hos P. Clausens Fiskehandel.
Den kendte forretnings indehaver Jakob Clausen annoncerer i en video på Facebook, at man nu ikke længere kan købe den ellers så populære fisk laks.
Laksen, som ellers er mange danskeres førstevalg, når den ugentlige fiskedag skal sikres, er nemlig slet ikke bæredygtig, fortæller Jakob Clausen.
Faktisk har han alle dage forsøgt at tale sine kunder fra at købe fisken med den karakteristiske orange farve.
»Jeg har haft en akilleshæl i alle de ti år, jeg har haft forretningen, og den hedder primært færøsk laks. Og det er fordi den kommer fra opdræt,« siger Jakob Clausen i videoen.
Det er altså fiskens ophav, der er årsag til beslutningen, som altså omfatter al opdrættet fisk, således også dorade og havbars.
»Vi bør have fokus på de fødevarer naturen giver os, i stedet for at sælge fisk fra opdræt, som har levet af piller og svømmet rundt i bur i havet eller på land,« står der i den ledsagende pressemeddelelse.
Fjerner slikskålen
Jakob Clausen stiller selv spørgsmålet »hvorfor først nu?«.
Det besvarer han med en analogi om slik.
»Det er ligesom at stille en skål slik foran sine børn og sige til dem ”I må ikke tage noget, det er dårligt for jer”. Når man så vender ryggen til, tager de alligevel af skålen. Det er sådan, jeg har haft det med laks - jeg har forsøgt at tale jer fra at købe det. Men nu fjerner jeg slikskålen fuldstændig,« siger Jakob Clausen.
Laksen har ikke været en vare uden betydning for forretningens regnskab.
Således har den tegnet sig for en omsætning på omkring 800.000 kr. i 2024, ifølge Jakob Clausen. Tager man de andre opdrættede fisk med i regnestykket, er det en omsætning på omkring 1,6 mio. kr., man nu fjerner fra disken.
»Det kan blive nådestødet til Clausens Fiskehandel,« som Jakob Clausen selv siger.
Han sætter dog sin lid til, at kunderne køber ind på idéen og i stedet vil købe andre mere bæredygtige fisk.
Laks er lort
Videoen med den opsigtsvækkende annoncering er gået mere eller mindre viralt på Facebook. I skrivende stund er den delt 1.800 gange, kommenteret 998 gange mens 8.800 synes godt om den.
Ved bare at kaste et blik på de øverstliggende kommentarer er der forskellige holdninger til beslutningen.
Mens én minder Jakob Clausen om selv at være etisk bevidst »når du selv køber en billig flæskesteg til jul«, spår en anden, at forretningen ikke engang overlever et år uden opdrættet fisk.
Det er dog også til at få øje på de opbakkende kommentarer.
»Et eksempel flere fiskehandlere med bæredygtigt fangede fisk på disken bør støtte op om,« mener én.
»Det er fandme sejt gjort! Tænk sig hvis Coop og Rema 1000 tog samme beslutning, bare når det kom til okse-/svine-/kyllingekød... Det ville virkelig kunne rykke noget, når det kommer til dyrevelfærden og til fødevarekvaliteten!« skriver en anden.
I både video og kommentarfelt henviser Jakob Clausen til en tidligere video fra sin hånd. En video han angiveligt har fået »en del skældud for«.
Den har den fængende titel »Laks er L O R T« og her redegør han for, hvorfor han hader laks. Den er ligeledes blevet set flittigt på Youtube, hvor den har fået over 400 kommentarer.
Nu er laksen altså en saga blot i P. Clausens Fiskehandel på havnen i Aarhus, og ifølge Jakob Clausen kan han nu 100 pct. stå ved det, han sælger.