Fortsæt til indhold

Sur smiley og politianmeldelse til kontroversiel slagter - han har gjort det før

Det kræver særlig autorisation at levere slagtervarer til en engrosvirksomhed. Det havde en lokal slagter ikke, og derfor har virksomheden indkasseret en sur smiley og en politianmeldelse.

Samfund

Et administrativt fejltrin koster nu Hårby Slagteren en smiley med nedadvendte mundvige.

Fødevarerejseholdet politianmeldte virksomheden i slutningen af 2024 på baggrund af et besøg hos en engrosvirksomhed, som slagteren har leveret medisterpølse og oksesmåkød til uden at have den nødvendige autorisation.

I en kontrolrapport skriver Fødevarestyrelsen, at forholdet er blevet politianmeldt, fordi virksomheden tidligere har fået sanktioner for overtrædelse af samme bestemmelser.

Hårby Slagteren er autoriseret til slagtning og efterfølgende produktion af kødprodukter til private forbruger og til andre detailbutikker.

Produktion og levering af fødevarer til en engrosvirksomhed er imidlertid omfattet af krav om autorisation og er ikke omfattet af gældende undtagelser fra krav om autorisation for detailvirksomheder, understreger Fødevarestyrelsen, der samtidige fremhæver, at Hårby Slagteren ikke har anmeldt denne væsentlige ændring i sine aktiviteter eller søgt om autorisation hos Fødevarestyrelsen til denne aktivitet.

Hårby Slagteren bemærkede ifølge kontrolrapporten, at man ikke har været opmærksom på den manglende autorisation, da det er ret nyt, at man er begyndt at levere til engrosvirksomheden.