Fortsæt til indhold

Så store bliver mulige vindmøller på Aarhus Havn: »Har man arealet, giver det god mening«

Flertal i byrådet har foreslået vindmøller, der vil dominere den aarhusianske skyline. Ekspert understreger vigtigheden af at inddrage aarhusianerne.

Samfund

230 meter.

Det er højden på hver af de seks vindmøller, som et flertal i Aarhus Byråd overvejer at opstille på Aarhus Havn.

Sådanne møller vil kunne levere grøn strøm til hver sjette husstand i kommunen og give et markant boost til den ellers skrantende drøm om en CO2-neutral kommune i 2030.

Men der er lang vej derhen. De fem partier fra den røde side af byrådet har indtil videre blot stillet forslag om at undersøge muligheden for et projekt i den kaliber med en grundig undersøgelsesproces, foroffentlighedsfase og borgerinddragelse.

Alt sammen noget, der vil tage flere år.

Ikke desto mindre kører debatten allerede for fulde omdrejninger - ikke mindst om, hvor meget møller i denne størrelsesorden vil ændre byens udtryk.

Så hvor højt er 230 meter egentligt? Svaret er kort og godt: Meget højt.

Det vil langtfra blive de højeste vindmøller i Danmark. Den højeste står på et testanlæg i Østerild og tårner op i 280 meters højde. Og en 300 meter høj krabat er klar om lidt.

Men der er ingen tvivl om, at møllerne vil komme til at dominere i byen. For 230 meter vil blive det klart højeste punkt i kommunen.

Kig bare ud og se, om du kan spotte Lighthouse, Unity, Aros eller domkirken. De bygninger vil blegne ved siden af seks vindmøller på 230 meter, der svarer til, at du tager domkirketårnet og lægger halvanden domkirketårne ovenpå det.

Vindmøllerne vil være over 90 meter højere end landets højeste bygning, Lighthouse, og 60 meter højere end Unity-højhuset på Randersvej, der er 170 meter over havoverfladen og kan ses fra syv forskellige kommuner.

Vi nærmer os sågar højden på Storebæltsbroen, hvis pyloner er 254 meter høje.

Her kan du se størrelsesforholdet på de ønskede vindmøller sammenlignet med andre høje bygninger i Aarhus. Foto: Aarhus Havn - illustration: Jesper Sørensen

Selvom vindmøller i 230 meter langtfra bliver landets højeste, så vil de blive de højeste etableret så tæt på en større, dansk by.

I København er der vindmøller både på land og i vandet nær Amager, men møllerne havnearealet Prøvestenen er blot 107 meter høje.

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, vil følge processen i Aarhus spændt.

»I de store byer handler den grønne dagsorden meget om isolering af bygningsmassen, en bæredygtig fjernvarme, kollektiv transport og solceller på tagene. Men har man areal til at sætte vindmøller op, giver det også god mening. Generelt er det sådan, at jo mere vedvarende energiproduktion vi kan have tæt på, hvor det store forbrug er, jo større forsyningssikkerhed og udnyttelse af energien har vi,« siger han.

At debatten allerede raser, overrasker ham ikke.

»I Aarhus skal man selvfølgelig stille sig selv spørgsmålet, om det er byens rolle at have vindmøller. Det er i hvert fald helt afgørende, at man nu har en fornuftig demokratisk proces om det. Hvis man vil det, så skal man sørge for at få inddraget befolkningen - også ejerskabsmæssigt. Jeg tror det ville være rigtig hensigtsmæssigt at lave et kraftig lokalt ejerskab.«

Ifølge professoren har lokalt ejerskab, hvor interessenter får anparter i møllerne og afkast fra indtjeningen, tidligere vist sig frugtbart.

Det har man blandt andet i Hirtshals, hvor der på den bynære havn står fire 150 meter høje vindmøller.

»De møller har enormt stor opbakning i byen, og det er et helt lokalt ejet system. Det samme har man i Hvide Sande. Der er kæmpe opbakning, fordi der er et lokalt ejerskab, strømmen går direkte i fjernvarmen og skaber billig varme for beboerne. Men i forhold til det æstetiske udtryk og den dominans, 230 meter høje møller vil have i Aarhus, skal man selvfølgelig afveje, hvad man synes er acceptabelt.«

150 meter er i øvrigt også højden på de tre vindmøller, som store dele af byrådet vil give lov til på Vosnæs Pynt på grænsen til Syddjurs Kommune. Et projekt, der har fået massiv kritik.

67 meter høj vindmølle ved Prøvestenen på Amager. Foto: Peter Klint