Tre køreskoler deler teorilokale - i tidligere blomsterbutik
Fælles teorilokale er indrettet i tidligere blomsterbutik i Grenaa.
Det siger sig selv, at økonomisk er det en temmelig skidt løsning at betale husleje i et stort og centralt beliggende butikslokale, hvis man kun bruger det nogle timer hver uge.
Sådan så situationen ud for kørelærer Ole Danielsen, der her i det nye år har etableret køreskole i Grenaa.
Han har lejet sig ind i de lokaler, som indtil for fire år siden husede Blomsterkurven på Nørregade 10.
»Men da jeg så meldte ud blandt de øvrige kørelærere i byen, at jeg var interesseret i i et samarbejde for at dele teorilokaler, meldte to andre køreskoler sig på banen, og nu er vi tre om at dele teorilokalerne,« siger Ole Danielsen.
De to andre køreskoler er CityOne Køreskole og Alldrive.
Også i Auning og Kolind
Ole Danielsen har en baggrund inden for herretøj, men etablerede for fem år siden køreskole i Auning, hvor han da var bosat. Køreskolen i Auning driver han fortsat, men efter at være flyttet til Grenaa med sin familie, har han udvidet her. Har man hukommelsen i orden vil man kunne huske ham som divisionshåndboldspiller i Grenaa IF, hvortil han kom fra IF Midtdjurs.
CityOne Køreskole er ejet af Mads Caballero Høyberg, og akkurat som Ole Danielsen er han også aktiv i to byer på Djursland - i Kolind og Grenaa. Mads er bosat i Kolind med sin familie.
Vi er tre kørelærere, som klinger godt sammen og har et fint samarbejde i det dagligeOle Danielsen
Alldrive Køreskole drives af Daniel Hansen, og modsat de to andre i samarbejdet, koncentrerer han sig udelukkende om Grenaa-området.
»Vi er tre kørelærere, som klinger godt sammen og har et fint samarbejde i det daglige. Oprindeligt var det planen, at vi ville ind i Kørelærernes Hus, men det faldt aldrig på plads, og nu er vi glade for at være her, hvor vi har indrettet os helt, som vi gerne vil have det,« siger Ole Danielsen.
Så lokalet er nu indrettet som en lille biografsal med sæder i niveau - med kopholder - og projektor med storskærm og et ordentligt lydanlæg til at bruge i teoriundervisningen. De tre kørelærere kalder placeringen midt i Grenaa for en fremragende beliggenhed med masser af mulighed for parkering.
Deles om undervisning
De har udvidet samarbejdet, så de alle tre kan undervise alle eleverne på de teorihold, som er startet op.
»Det er en stor fordel for os - og forhåbentlig også for eleverne, som ikke får undervisning af den samme hver gang. Vi underviser jo ikke ens. Man har mange arbejdstimer i ugen som kørelærer, så det er fint at kunne nøjes med at have teoriundervisning hver tredje uge her i Grenaa. To af os har jo også teoriundervisning i Auning og i Kolind,« siger Mads Caballero Høyberg.
Daniel Hansen er uddannet kontorassistent hos Norddjurs Kommune, men havde lyst til at prøve noget andet - og gik derfor i gang med kørelæreruddannelsen. Faktisk på samme hold som Mads, så vi har kendt hinanden i en del år nu.
Mads Caballero Høyberg er uddannet pædagog fra Roskilde Pædagoseminarium, og han har i ti år arbejdet i ungdomsskole i Syddjurs.
De tre kørelærere holder af, at man selv bestemmer over sin arbejdstid - og de fremhæver kontakten med de unge som en meget stor fordel ved jobbet.
»Det er ikke fordi det skal være en ungdomsklub her, men det må gerne være lidt sjovt at tage kørekort hos os. Derfor har vi sat en basketkurv op og vi har dartspil, for der skal også været noget at lave i pauserne, og vi har heldigvis masser af humor alle tre. Vi tager også alle elever med ud og bowle og har lavet en padelturnering for at ryste dem lidt sammen,« siger Ole Danielsen.
Det tager sædvanligvis tre måneder at tage kørekort til personbil, men der er også mulighed for at komme på et koncentreret lynhold, hvis man har mod på det. Og man skal normalt regne med, at et kørekort koster omkring 20.000 kroner.
I dag foretrækker de fleste at køre i en køreskolebil med automatgear - som alle elbiler er udstyret med, men der er selvfølgelig stadig mulighed for at få undervisning i en bil men manuelt gear. Og sådan en bil er de tre køreskoler også gået sammen om at have til rådighed - for man vil for det meste se dem i deres elbiler - VW ID.7, Ford Mustang og Tesla.