Byrådsflertal i chok over »håndgranat«: »Det er noget pis. Og det må du gerne citere mig for«
Nyt lovforslag fra transportminister Thomas Danielsen (V) kan forkludre grøn mobilitetsplan.
Et nyt lovforslag fra transportminister Thomas Danielsen (V) har fået mange byrådsmedlemmer i Aarhus Kommune til at finde det helt tunge retoriske skyts frem.
Lovforslaget i sin nuværende form vil nemlig stikke en kæmpe kæp i hjulet for den grønne mobilitetsplan, som et flertal i byrådet vedtog i august 2024.
Transportministerens forslag, der er sendt i høring, vil begrænse Aarhus Kommunes muligheder for at ensrette veje og etablere indkørselsforbud, ligesom forslaget i et omfang vil gøre det umuligt for lokalpolitikerne at fastsætte lokale hastighedsgrænser. Af lovforslagets tekst fremgår det, at kommunerne vil blive frataget muligheden for at regulere trafik på veje, hvor der kører over 1.000 biler i døgnet. Det gør der på alle indfaldsveje i Aarhus og et flertal af vejene i midtbyen.
Politisk leder for De Radikale i Aarhus Byråd Metin Aydin opsummerer den kritik, lovforslaget har fået med fra de rødlige partier i Aarhus.
»Forslaget kaster en håndgranat ind i vores planer om at fredeliggøre midtbyen. Det er noget pis, og det må du gerne citere mig for. Vi har brugt mange kræfter på mobilitetsplanen, og den bliver for store dele plaffet ned. Ministeren spilder vores tid og penge og idérigdom. Han undergraver nærdemokratiet, og det er alt andet end liberalt. Hvis han reelt var liberal, ville han nok mere tænke på frisættelse,« siger han.
Det har ikke været muligt at få transportminister Thomas Danielsen i tale, men i en mail til avisen skriver han, at det altid har været en statslig opgave at fastsætte hastighedsgrænserne.
»Det gælder også betingelserne for, hvornår kommunerne kan afvige de generelle hastighedsgrænser. Med det her forslag fjerner vi en masse bureaukrati, og kommunerne får lov til selv at bestemme på en meget stor del af vejnettet. Forslaget omfatter desuden ikke anlægsprojekter, hvor kommunerne ved anlæg f.eks. fjerner en vej,« lyder det.
Flere partier i Aarhus Byråd vil nu række ud til deres repræsentanter i Folketinget, og transportministeren bør også forvente en række tydeligt formulerede høringssvar fra Aarhusegnen.
»En taknemlig sms«
Ét parti i byrådet begræder ikke transportministerens udspil, og det er det samme parti, Thomas Danielsen repræsenterer. Venstre i Aarhus forlod forhandlingerne om mobilitetsplanen med den melding, at planen ville kortslutte trafikken i midtbyen.
Ifølge den politiske leder for Venstre i Aarhus og rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde, er lovforslaget – hvis det bliver gennemført – lig med »et fuld stop« til mobilitetsplanen.
»De nye elementer gør, at man ikke længere vil have lov til at ensrette og lukke hovedårer i Aarhus. Man vil reelt kunne genåbne Vesterbro Torv samt droppe at lukke Banegårdspladsen og Frederiks Allé for gennemkørende biler. Det er tre store anlægsprojekter, der vil få voldsomme konsekvenser for de aarhusianere, der er afhængige af at bruge bilen i det daglige,« siger han.
Christian Budde beskriver sig som »bilisternes borgmesterkandidat« i Aarhus og lægger ikke skjul på, at han har hvisket en ting eller to i sin partikollega Thomas Danielsens øre. Transportministeren modtog også »en taknemlig sms«, da Christian Budde læste lovudkastet.
»Vi har snakket løbende med Thomas Danielsen, og jeg har sagt meget klart, at vi har haft nogle bekymringer. Jeg håber og tror, at vi har været med til at gøre ham klogere, og jeg tror da, at vi har en lille andel i lovforslaget. Jeg er glad for, at vi har en regering, der kvitterer for de signaler, den får fra kommunalt plan,« siger han.
Christian Budde, er du ligeglad med, at klimaet har det ad h ... til, så længe bilerne kan køre i Aarhus?
»Vi er gået med i klimaaftalen, og den står på otte ben – blandt andre vindmøller og solceller. Vi er tilhængere af vindmøller, når de står de rigtige steder. Vi er også med på at investere 1 mia. kr. i carbon capture i Lisbjerg (indfangning og lagring af CO2 på kraftværket i Lisbjerg, red.), og på sigt skal der også være færre biler i Aarhus. Men det er ikke det samme, som at gå i krig med bilisterne i Aarhus. Der er mange balancer i det her.«
Rådmanden for Sundhed og Omsorg mener i øvrigt, at han kan tillade sig at skyde brystet frem, når det gælder politisk fokus på grøn omstilling. Det skyldes bl.a., at samtlige af ældreplejens 250 biler vil være blevet udskiftet med elbiler i løbet af 2025.
»Lige nu tager vi også tilløb til, at busflåden skal udskiftes, så vi får 100 pct. elbusser. Det er et eksempel til efterlevelse,« siger han.
Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan transportministerens lovforslag lander. Men han har budt op til en politisk dans, der vil få stor betydning for bilismens vilkår i Aarhus.