Mistrivsel skal synges væk: »Musik er jo bare et fantastisk naturmiddel«
Sangkraftcenter er klar med nyt projekt, der har fokus på at hjælpe mennesker i mistrivsel til at synge sig gladere.
»Hvem er nogensinde gået fra en fællessang uden at være mere opløftet og glad, end da de kom?«
Rasmus Mogensen fra Skanderborg Synger slår ud med armene og smiler. Spørgsmålet er retorisk ment, men rummer kernen i et nyt projekt – et sundhedskor – som Skanderborg Synger står bag sammen med Sangens Hus.
»Sundhedskoret henvender sig til mennesker, der ønsker at deltage i et musikalsk fællesskab, uanset om de er udfordret af stress, er ensomme eller er i en livssituation, hvor trivslen er udfordret. Her kan de opleve glæden ved at synge sammen i trygge rammer. Det er lige meget, om man har sunget før eller ej. Og det er heller ikke kun for folk med diagnoser. Det er for mennesker, der af den ene eller anden grund mistrives – fysisk, psykisk eller socialt,« understreger Rasmus Mogensen.
Det er vigtigt for trivslen at blive stimuleret både fysisk, følelsesmæssig, socialt og kognitivt. Her kan sang binde det hele sammenRasmus Mogensen, Skanderborg Synger
Sundhedskoret betragter han som en sundheds- og trivselsfremmende aktivitet.
»Det er vigtigt for trivslen at blive stimuleret både fysisk, følelsesmæssig, socialt og kognitivt. Her kan sang binde det hele sammen. Sang kan både forbedre den fysiske og psykiske sundhed og forbedre vores livskvalitet. Alle, der har prøvet at synge sammen med andre, har oplevet, hvordan sangen skaber en fællesskabsfølelse,« forklarer Rasmus Mogensen.
Positive sidegevinster
»Samtidig giver sang mange positive sidegevinster for sundheden. Du bruger kroppen, når du synger. Sang forbedrer din vejrtrækning og øger din stemme- og muskelstyrke og giver bedre kondition. Der er rigtig mange mekanismer, der spiller sammen. Og det er lysten, der bærer det. Sang er en hurtig måde at blive glad på,« tilføjer han.
Skanderborg Synger har i forbindelse med oprettelsen af sundhedskoret fået en aftale med Skanderborg Kommune om at låne et lokale med klaver på FLOK, Skanderborgs frivillig- og fællesskabshus på Sølund, hvor Sundhedskoret starter op 18. februar.
Rasmus Mogensen er tovholder på Sundhedskoret, og lige nu har han travlt med at finde medlemmer til koret. Korlederen har han allerede på plads.
»Korleder bliver Freja Nørager. Hun er uddannet fra Musikkonservatoriet og sindssygt dygtig. Hun kan virkelig fået noget lyd ud af andre mennesker,« smiler han.
Det er gratis at deltage i koret, men det kræver tilmelding. Interesserede kan kontakte Rasmus Mogensen og høre mere om koret og tilmelde sig.
Sangen kan påvirke dit helbred både fysisk og psykisk og have en helende effekt. Sang kan også være præventivt.Freja Nørager, korleder, Sundhedskoret
Begejstret for ideen
Den kommende korleder, Freja Nørager, ser frem til at starte koret op. Hun er netop nu i gang med et særligt uddannelsesforløb for sundhedskorledere, som Sangens Hus står bag.
»Sundhedskoret er en ret fantastisk ide på så mange måder. Sangen kan påvirke dit helbred både fysisk og psykisk og have en helende effekt. Sang kan også være præventivt. Vi har i Danmark en stærk tradition for fællessang, og vi ved fra flere undersøgelser, at sangen samler folk og skaber glæde. Musik er jo bare et fantastisk naturmiddel,« konstaterer hun smilende.
»Det her koncept, hvor sangen er med til at danne ramme om et særligt fællesskab med henblik få at skabe trivsel og fællesskab, som alle kan være en del af, har rigtig mange kvaliteter, så jeg er meget begejstret for ideen,« understreger Freja Nørager.
Som korleder bliver det hende, der står for sundhedskorets musikalske repertoire.
»Indholdet gør jeg mig rigtig mange tanker om i øjeblikket. Deltagerne skal lære noget korteknik, og de skal udvikle deres sangkompetencer – det skal ikke kun være fællessang fra Højskolesangbogen. Men præstationen er ikke vigtig, og målet er ikke at komme ud og give koncerter. I Sundhedskoret handler det om glæden ved at synge og om at skabe et grundlag, hvor alle kan være med. Og med det formål at gå glad herfra.«