Fortsæt til indhold

Efter 19 år: Hjertet banker for at hjælpe - men nu er tiden kommet

Lena Møller Pedersen har aftjent sin borgerpligt og mere til. Nu appellerer hun og lokalforeningen til, at en afløser melder sig på banen.

Samfund

Tirsdag 4. februar bliver en særlig dag for Røde Kors Midtdjurs.

Efter 19 år som frivillig formand og leder af afdelingens bestyrelsesarbejde, takker Lena Møller Pedersen, Kolind, af ved generalforsamlingen.

Derfor søger lokalforeningen en ny, engageret formand, der kan tage over og fortsætte det vigtige arbejde i Ryomgård og Kolind området.

Lena Møller Pedersen, som er tidligere lærer på Kolind Skole, har gennem årene været en drivkraft i Røde Kors Midtdjurs.

Genbrugsbutikken i Jernbanegade 12 har været et centralt omdrejningspunkt, hvor kunderne altid kan finde gode fund og få en hyggelig snak med de frivillige.

Lena Møller Pedersen fortæller: »Vi sætter en ære i at skabe en flot og imødekommende butik, hvor der er plads til både hygge og handel. Vores frivillige brænder for at give kunderne en god oplevelse. Samtidig giver indtægterne Røde Kors en mulighed for at hjælpe der, hvor der er behov.«

Det bløde punkt

Men den snart forhenværende formand har ikke kun haft fokus på butikken.

Hendes hjerte har især banket for børnene i lokalområdet.

»Jeg har gennem mit engagement i Røde Kors oplevet at kunne gøre en vigtig forskel for mange børn i vores område. Vi har sørget for, at børn kommer på ferielejre, og vi har uddelt julehjælp. Det er der ikke blevet mindre behov for med årene – desværre.«

Bestyrelsesarbejdet har også været en stor del af Lena Møller Pedersens tid i Røde Kors.

»Det har været en stor glæde for mig at samarbejde med alle de gode og dygtige frivillige, der har været med. Vi har i bestyrelsen altid kombineret effektivitet med hygge. Der skal ske noget fra hånden, når vi er samlet, men det må godt være på en hyggelig måde.«

Kom nu frem

Nu står de Røde Kors frivillige i Midtdjurs området med et stort ønske til den kommende generalforsamling: En ny formand – og gerne en, der har lyst til at engagere sig i det vigtige lokale arbejde. Røde Kors gør nemlig en stor forskel både lokalt og internationalt.

Udover butikken er Røde Kors Midtdjurs aktiv med bl.a. uddeling af julehjælp til børnefamilier, landsindsamling, sommerlejre og forskellige andre aktiviteter målrettet familier og ældre.

Det er i moderne tid en sejtrækker at finde nye til foreningsbestyrelser, men Røde Kors har en oprigtig tro på, at der vil melde sig emner inden generalforsamlingen.