Fortsæt til indhold

Slår landets største biografer: »Det har været et fantastisk år for os«

Bestyrelsen bag biografen jubler over succesfuldt år.

Samfund

Hadsten Bio er et kulturelt samlingspunkt for både unge og gamle i byen.

Det sætter det seneste års resultater i den historiske biograf nu tyk streg under.

I 2024 har biografen ikke kun formået at bevare filmoplevelserne for lokalbefolkningen, men dens betydning for samfundet er vokset.

Med et målrettet fokus på at tilbyde både storfilm og unikke filmoplevelser, har biografen cementeret sin rolle som et vigtigt samlingspunkt i Hadsten.

Det fortæller Palle Lindkvist, frivillig idémand og bestyrelsesmedlem hos Hadsten Bio.

»Det har været et fantastisk år for os, og vi er utroligt stolte af, hvad vi har opnået. Vi har arbejdet hårdt på at forbedre vores tilbud og gøre biografen endnu mere fleksibel og tilgængelig for vores publikum.«

Han understreger, at det er den stærke opbakning fra lokalsamfundet, der har været med til at gøre biografen til det, den er i dag.

Hadsten Bio er et lokalt samlingspunkt. Nu fejrer de rekordår. Foto: Mark Sigetty.

Ny fleksibilitet

Biografens succes skyldes blandt andet det frivillige engagement, som gør det muligt at tilbyde et væld af særlige filmoplevelser, der er skræddersyet til byens behov.

Fra SmalBio, der fremviser kunstneriske perler fra hele verden, til BabyBio, hvor forældre med små børn kan nyde film med tilpasset lyd og lys – biografen har skabt et tilbud, der strækker sig langt ud over de almindelige filmvisninger.

I 2024 har Hadsten Bio solgt 22.036 billetter, en markant stigning fra 20.719 billetter året før.

Det er ny rekord for biografen.

Samtidig er antallet af forestillinger blevet reduceret. Det har ført til en stigning på over 9 pct. i billetsalget i forhold til landsgennemsnittet, der har set et fald i besøgstal.

Et af de vigtigste tiltag har været oprettelsen af et daghold, der sikrer, at biografen er åben, når der er efterspørgsel. Populære film som Variana 2 og Børnene fra Sølvgade har også spillet en stor rolle i at tiltrække ekstra publikum.

Som en tak for den store opbakning inviterer Hadsten Bio alle til en fejring lørdag den 1. februar mellem 9 og 13.

Her vil der være kage, popcorn, saftevand og kaffe, og børnene kan nyde en film, mens de voksne kan møde de frivillige og fejre biografens succes.

»Vi ser det som en måde at give tilbage til dem, der har været med til at gøre dette muligt.«