Solceller, vindmøller og færre biler: Kæmpe klimaplan skal gøre Aarhus CO2-neutral
Detaljeret plan skal få Aarhus i mål med CO2-neutralitet i 2030. Nu bliver borgerne hørt.
Under overskriften ’En del af løsningen’ har Aarhus Kommune nu sendt en ny klimaplan i høring blandt aarhusianerne.
Klimaplanen er blevet til, efter et bredt flertal i byrådet i april 2024 vedtog en omfattende klimastrategi, der skal få kommunen endegyldigt over stregen i forhold til det ambitiøse mål om at blive CO2-neutral. Et mål, der blev sat tilbage i 2008.
Planen står Teknik og Miljø bag, og den peger på, hvilke konkrete skridt der skal tages med et indsatskatalog og en miljørapport, som aarhusianerne nu kan give input til.
Og der skal ske rigtig meget. Blandt andet kræves der en markant udbygning af den offentlige transport, at man finder en vej til at fange udledningen fra kraftvarmeværket i Lisbjerg, og så skal der sættes otte vindmøller og 1.600 hektar solceller op.
»Vi har alle sammen et ansvar. Som kommune kan vi skabe rammerne for klimaindsatsen, men vi kan ikke nå målet alene. Samarbejde på tværs og stærke lokale, nationale og internationale partnerskaber er nødvendige. Kun sammen kan vi skabe de nødvendige betingelser for udviklingen af nye teknologier, grøn innovation og nye vaner, der kan få os i mål med en grøn omstilling af Aarhus,« siger borgmester Anders Winnerskjold (S) i en pressemeddelelse.
Klimaplanen udfolder otte overordnede indsatsområder, som samlet skal føre til reduktioner på ca. 756.000 tons CO2.
»Med den nye klimaplan fokuserer vi på de initiativer, der giver størst mulig CO2-reduktion for pengene. Planen er baseret på et her og nu billede af indsatserne, men den er dynamisk og kan justeres, hvis der eksempelvis opstår nye teknologiske muligheder,« siger Nicolaj Bang (C), rådmand for Teknik og Miljø.
Planen er i offentlig høring frem til 20. februar og kan findes på kommunens høringsportal.