Ny broderi-butik med Van Gogh, Picasso og Salvador Dali på programmet vil dyrke hygge og samvær
Ny butik i Skanderborg vil mere end blot sælge produkter.
Broderi.
Hvilket billede toner sig frem for dit indre øje? Hvis det er huse, fugle eller blomster på en væg eller pude, er du næppe alene. De klassiske broderier er dog kun en del af broderi-universet anno 2025, og det kan måske komme Annette Balsgaard og Frank Nørgaard til gode.
Parret barsler med en brodeributik, Francette, der inden længe åbner i Adelgade, og ideen er at skabe et kryds mellem salg og hyggeligt samvær. Butikkens navn er i øvrigt identisk med parrets datters mellemnavn.
Frank Nørgaard har over nogle år designet en produktserie på omkring 200 kits med originale broderier. Et kit består af stramaj, garn, farver, et design samt en kort vejledning. Med andre ord alt, hvad man behøver for at skabe et broderi.
2+2=5
Annette Balsgaard har gjort sig en del tanker om, at Francette også skal være et sted, hvor man kan dyrke et socialt fællesskab.
»Jeg er blevet grebet af broderi, og det er et godt og rart miljø at være i. Det giver meget, når man kan se, hvad andre har i hænderne, og man kan inspirere og hjælpe hinanden. Stedet kan blive en slags idébank, og når vi er i butikken, er dørene åbne, hvis man har nogle spørgsmål,« siger hun og fortsætter:
»Vi kommer til at melde nogle tidspunkter ud, hvor folk kan komme ind og have det hyggeligt sammen, og på sigt kunne jeg godt tænke mig at lave workshops, hyggeaftener og måske nogle samarbejder med andre butikken i byen. Vi har Stof & Sy, og jeg håber, at to og to kan give fem. Vi vil gerne være med til at udvikle lokalmiljøet.«
Annette og Frank Balsgaard bor i Højvangen er begge lige omkring de 60 år. Annette Balsgaard er medejer af Broderi Moderne i Aarhus, hvor det dog er andre producenters produkter, der sælges i butikken.
»Når vi starter, er det primært med vores egne designs. Det kommer ikke til at ligne noget, der er der i forvejen. Vores tre signaturkits, som vi kalder dem, bliver en Van Gogh, en Picasso og en Salvador Dali,« siger Frank Nørgaard.
Frank Nørgaard kommer til at være i butikken fuld tid, mens Francette for Annette Balsgaard bliver et projekt ved siden af et job som controller hos Rambøll.
Unge stikker og stikker
Som det gælder for andet håndarbejde, fik brodering en renæssance under coronaen, ikke mindst blandt unge mennesker.
Det kan broderist, forfatter og foredragsholder Trine Runge Jessen tale med om.
»Det er mega populært, og det er fedt. De stikker og stikker med nåle, og brodering er gået fra at være en kedelig håndarbejdsteknik til at være en håndarbejdsteknik, man kan udtrykke sig med. Og så får man sådan en dejlig ro i skallen og i nervebanerne af at sidde og brodere. Jeg rejser faktisk rundt og holder faktisk foredrag med en hjerneforsker, for der er så meget evidens for, hvad det gør at have håndarbejde mellem hænderne,« siger hun.
Ifølge Annette Balsgaard er en »ny generation ved at tage over,« når det gælder brodering.
»Det handler om at ramme den gruppe, for ellers er vi jo en uddøende race. Jeg oplever utrolig mange unge, der køber en helt plain hvid t-shirt i H&M, og så broderer de noget på, så det er en speciel t-shirt alligevel. Det er ikke så dyrt, og man viser, at man har brugt tid på noget, som man har en interesse for. Mange sætter også et aftryk på deres jeans, så de er noget unikt og ikke en standardting, og det er super populært med broderi på din clutch.«
Om de unge kommer til at valfarte til Francette, må tiden vise, men Skanderborg og Adelgade får en butik med rendyrket kærlighed til håndarbejde.
Francette åbner forventeligt i midten af marts.