Fortsæt til indhold

Passionen spirede i mormors køkken: Nu lever Kristina af den

Passionen voksede i takt med timerne i mormors køkken – for nylig sprang Kristina Hundahl Rossen ind i livet som selvstændig.

Samfund

I små sirlige bevægelser presser Kristina Hundahl Rossen frosting på toppen af to små browniemuffins foran sig.

Oven på den hvide frosting lægger hun et lille marcipanhjerte efterfulgt af et par små guldkugler på hver. Ved siden af de to små muffins er der en større brownie, som også skal pyntes.

»Det er jo snart valentinsdag, så jeg er ved at forberede lidt i den forbindelse,« fortæller Kristina Hundahl Rossen, der ellers har rygende travlt i sin lille enkeltmandsvirksomhed, Kristinas Kager.

Foto: Katrine Friis Pedersen
Det er vigtigt for Kristina Hundahl Rossen at slå fast, at hun går rigtig meget op i hygiejnen, når hun har gang i kagebagningen. Det er både med hårnet, forklæde og handsker. Foto: Katrine Friis Pedersen

Din Avis Skanderborg møder Kristina Hundahl Rossen i et lille lokale bagerst i keramikbutikken i Bibliotekshaven 3 i Galten. Siden begyndelsen af januar har Kristina Hundahl Rossen lejet sig ind hos Vaarhus Ceramics.

Det er virkelig nervepirrende. Jeg kan stadig mærke det i kroppen. Det går bare så stærkt det hele, men jeg kan virkelig mærke, at det er det helt rigtige for mig at gå all in med kagerne.
Kristina Hundahl Rossen, ejer Kristinas Kager

»Så har jeg jo også nogle til at teste mine kager,« griner Kristina Hundahl Rossen og peger ud mod det store lokale, hvor Julie Frandsen holder til med sit keramik.

Kristina Hundahl Rossen mærker sommerfuglene helt nede i maven, når hun tænker over det store spring, hun turde tage som ny iværksætter for tre måneder siden. Foto: Katrine Friis Pedersen

Sommerfuglene basker

Og der sendes efter sigende mange kager ud på den anden side af døren. Kristina Hundahl Rossen har nemlig nok at se til.

»I den her weekend har jeg syv bestillinger af større kager,« fortæller Kristina Hundahl Rossen.

Det er både talkager, bogstavkager og kager til andre mærkedage som bryllupper og barnedåb.

»Det er ret overvældende, at der har været så stor interesse for det. Ud over at det skal se pænt ud, så er det mindst lige så vigtigt, at det, der er indeni, også smager godt. Det tager længere tid at lave sådan nogle kager, fordi jeg ikke vil gå på kompromis med noget. Næsten alt kan lade sig gøre, så kommunikationen fylder også en del, så vi kan finde frem til både udseende og smag sammen,« fortæller Kristina Hundahl Rossen, der også gør meget ud af at fortælle, at arbejdet med at bage og dekorere kagerne altid foregår med forklæde, hårnet og handsker.

Et eksempel på en af de kager, der bliver bagt og dekoreret hos Kristinas Kager. Privatfoto

»Det er vigtigt for mig, at alt er rent og hygiejnisk. Det er kun lige i dag, jeg ikke har det på, fordi det jo bare er kager til internt brug,« siger Kristina Hundahl Rossen.

Hygiejnen var en af årsagerne til, at hun ikke ville etablere virksomheden hjemme i privaten.

»Det ville slet ikke gå med to børn og en hund,« griner Kristina Hundahl Rossen.

»Men mine børn på fire og ni år er et enormt godt heppekor. De er virkelig gode til at heppe på mig i alt det her,« siger Kristina Hundahl Rossen.

Og det er der brug for. Rejsen mod at blive selvstændig har krævet mange dybe vejrtrækninger, tanker og spekulationer. I mange år arbejdede Kristina Hundahl Rossen som sagsbehandler i både Aarhus og Skanderborg Kommuner, indtil hun for tre måneder siden tog springet.

»Det er virkelig nervepirrende. Jeg kan stadig mærke det i kroppen. Det går bare så stærkt det hele, men jeg kan virkelig mærke, at det er det helt rigtige for mig at gå all in med kagerne,« siger Kristina Hundahl Rossen.

Det, der fik det hele til at eskalere, var, da jeg i sommer stod for bryllupskagen til min venindes bryllup med 80 gæster. Det var så fed en følelse at være med til så stor en del af et bryllup, hvor jeg kunne høre, hvor meget gæsterne talte om kagen. Det var fedt.
Kristina Hundahl Rossen, ejer Kristinas Kager

Selvom hun er ny som selvstændig er hun langtfra ny som kagebager.

»Jeg har altid hjulpet familie og venner med at lave kager gennem tiden. Det, der fik det hele til at eskalere, var, da jeg i sommer stod for bryllupskagen til min venindes bryllup med 80 gæster. Det var så fed en følelse at være med til så stor en del af et bryllup, hvor jeg kunne høre, hvor meget gæsterne talte om kagen. Det var fedt,« fortæller Kristina Hundahl Rossen med et stort smil på læberne.

Passionen har hun fra en helt særlig person.

»Jeg har bagt kager, siden jeg som helt lille var med i køkkenet med min mormor. Jeg har et barndomsminde om, at hun altid sørgede for hyggen i at bage kager,« siger Kristina Hundahl Rossen, der tænker tilbage på en barndom spækket med gode minder fra sin mormors køkken.

»Min mormor havde altid en ja-hat på. Og hun var meget rolig i køkkenet. Og så var hun verdensmester i at lave æbleskiver, så en dag inviterede hun hele min børnehave hjem i haven til æbleskiver. Det er ret rørende, hvordan sådan noget kan være med til at sætte minder i gang. Det var altid hyggeligt at være med. Der var meget frie rammer og så alligevel med god vejledning. Hun passede på os i køkkenet. Og det gav mig en nysgerrighed,« fortæller Kristina Hundahl Rossen.

Tag børnene med

Netop mormorens rolighed og følelsen af at blive inddraget som barn forsøger hun at bringe videre i privaten.

»Jeg forsøger selv at have mine børn med i køkkenet i et større og større omfang. Når de er med og får lov at lave deres eget, bliver de så glade og synes, det er så hyggeligt at være en del af processen,« siger Kristina Hundahl Rossen og fortæller lidt senere under besøget om et af sine nyeste tiltag i firmaet.

»Jeg prøver at appellere til travle børnefamilier med en »pynt-selv-talkage«. Så kan man tage hyggen med hjem, men man behøver ikke selv stå for at bage kagen. Det sørger jeg for, og man får pynt med til kagen. Så kan børnene selv være med til at pynte kagen,« lyder det fra Kristina Hundahl Rossen.

Men det er ikke det eneste.

»Flere har kontaktet mig omkring, at de godt kunne tænke sig at tilbyde børnene en bagedystoplevelse. Hvor man kan samle måske op til 10 børn, hvor de skal pynte en kage på forskellige måder. Det skal være gennemtestet, fordi det skal være ordentligt. Men jeg vil gerne tilbyde noget andet for at give en god oplevelse.«

»Det kan også være forskellige teambuildings, hvor man kan fordybe sig i noget sammen. Der er mange forskellige grene i det her, så jeg kommer til at løbe stærkt,« slår Kristina Hundahl Rossen fast.

Men hun glæder sig. Ingen tvivl om det.

»Men jeg skal lige kunne følge med. Det er stadig meget nyt, og jeg skal også lige helt på plads her i mit lokale. Nogle gange skal jeg lige trække vejret,« siger Kristina Hundahl Rossen og trækker vejret dybt ned i maven.

»Det er meget nervepirrende.«