Ophørsudsalg er i gang: Derfor lukker han butikken
»Det gør også lidt ondt,« siger butiksejer, som dog er meget afklaret omkring beslutningen om at lukke sin forretning.
I 18 år har Claus Leth Pedersen haft egen guldsmede-forretning, men nu har han meldt ud, at det er slut per 16. april.
Hammel Guld, Sølv og Ure lukker.
»Det hele er meget udramatisk. Det kan faktisk ikke blive mere kedeligt. Jeg vil ikke arbejde 60-65 timer og seks dage om ugen længere. Og kun have 14 dages ferie om året. Så det har altså intet med økonomi at gøre,« forklarer Claus Leth Pedersen, dagen efter han havde afsløret nyheden på butikkens Facebook-side.
Der er særligt en ting, som ligger til grund for ønsket om at skære ned på antallet af arbejdstimer:
»Jeg har ikke været til en eneste bedstefar-dag i mine børnebørns børnehave endnu, for morfar er altid på arbejde. Jeg har tre børnebørn – dem vil jeg gerne være noget for. Og hente dem i børnehave og så videre – ligesom alle andre,« fortsætter den 57-årige guldsmed.
En helt ny fremtid
Beslutningen om at lukke har taget lang tid.
»For jeg kan jo godt lide mit job. Jeg elsker at snakke med mine kunder,« siger ejeren og tilføjer:
»Så det gør også lidt ondt. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver rørt over alle de beskeder, jeg får fra kunder, kollegaer og grossister.«
Men nu er beslutningen truffet, og der venter Claus Leth Pedersen et helt andet arbejdsliv.
»Jeg skal ud og finde noget andet at lave – et syv til fire-job med seks ugers ferie. Jeg har jo stadigvæk 10 år, jeg skal arbejde. Derfor stopper jeg også nu, hvor jeg kan nå at finde et job, som jeg bliver glad for, og de for mig. Så kan en arbejdsplads også se, at der er mange gode år i mig endnu.«
Er du nervøs for det sådan rent identitets-mæssigt?
»Jeg skifter jo fuldstændig i branche. Jeg skal ikke stå i butik. Jeg skal ud og have et stykke arbejde, hvor der er nogen, der fortæller mig, hvad jeg skal lave. Og så laver jeg det. Når jeg så er færdig med det, så kan jeg tage hjem og ikke tænke mere over det. Med butikken er det jo 24 timer i døgnet, jeg spekulerer over et eller andet. Nu må der godt snart falde ro på.«
Claus Leth Pedersen er uddannet håndværker og har altså brugt de seneste 18 år som selvstændig.
»Så jeg ved lidt om mange ting. Derfor er jeg heller ikke så nervøs for, om jeg kan finde et andet arbejde.«
»Det nager mig«
I dag ligger butikken i Østergade 32 i Hammel, men faktisk begyndte Claus Leth Pedersens butiks-eventyr i Hinnerup. Det var nemlig dér, han for 18 år siden først åbnede guldsmede-forretning.
Dér havde han butik i 10 år, før han valgte at åbne endnu en forretning i Hammel. I tre-fire år kørte han med to forretninger, indtil han valgte at lukke Hinnerup-forretningen og kun satse på Hammel.
Han startede ud i den anden ende af Østergade, men flyttede ind i de nuværende lokaler for otte år siden
»Og det har jeg været rigtig glad for. Jeg synes jo, at jeg har fået mig en rigtig pæn og lys butik.«
Det gør ondt på Claus Leth Pedersen, at han efterlader et tomrum i Hammel.
»Folk giver udtryk for, at de er kede af, at jeg lukker. Jeg kapper jo en livline til at få skiftet batterier og rem på uret samt repareret en perlekæde og så videre. Det er jeg fuldstændig klar over, og det nager mig da frygteligt.«
Butiks-ejeren fortæller, at han har forsøgt at sælge forretningen, men købere får »blankt nej i banken.«
Ophørsudsalget er nu i gang, og sidste åbningsdag er altså 16. april, med mindre der er udsolgt forinden.