Nye butikker og nye muligheder - handelsby vil genopfinde sig selv
Der blæser efterhånden lidt mere optimistiske vinde over Grenaas midtby, og citychef Karol Fuks vil have alle med til at puste nyt liv i byen.
I virkeligheden afhænger meget af, hvilken vinkel man ser Grenaa fra.
For faktum er, at når man slentrer rundt i gaderne i midtbyen, så møder man stadig lidt for mange ’Til leje’-skilte i tomme vinduer.
Men faktum er også, at handelsbyen efter nogle hensygnende år igen kan mærke sin puls.
Flere nye butikker og restauranter er på vej, og allerede eksisterende Grenaa-virksomheder har valgt at satse på midtbyen ved at flytte deres forretning ind til centrum.
Modehuset Kruse & Molbech åbnede i Storegade i december efter flytningen fra Rugvænget, og Good World Poke Bowl åbner snart i Østergade efter flytningen fra den anden ende af byen på havnen. Blot som et par af eksemplerne.
Den italienske restaurant Saporeum åbner på Torvet til april, og i Lillegade bliver det snart igen muligt at handle herretøj, når Mr. Grenaa åbner.
Spørgsmålet er, om man fortsat skal tale om, at Grenaa altså bare ikke er, hvad den har været. Eller måske i højere grad tale om, at Grenaa er ved genvinde sin styrke?
Nu er det naturligvis hans job at tale byen op, men stiller man spørgsmålet til citychef Karol Fuks, er han ikke i tvivl om, at vindene blæser i en anderledes positiv retning nu.
Netop derfor handler det om at få den vind i ryggen nu. Men hvis man vil have medvind, skal man også selv opsøge den.
»Hvis vi bliver ved med at fortælle hinanden, at byen er død, så ender den jo med at være død. Vi kunne jo også forsøge at vende det til at fokusere på de muligheder, vi har for at vende udviklingen,« siger Karol Fuks.
»Nu må tiden være slut, hvor vi render rundt og punker hinanden og taler negativt, for det giver også kun negative svar. Specielt i en by som Grenaa, som i forvejen kæmper lidt med dårligt selvværd. Der skal vi da fokusere på de gode ting, som sker i byen og tale Grenaa op i fællesskab i stedet. Vi kan jo starte med at tale om, hvilke muligheder, der rent faktisk er i, at vi har butikslokaler til leje,« fortsætter han.
Inspiration fra Lillebælt
I efteråret 2024 blev initiativet Sammen om Grenaa sat i gang.
Her satte Handel Grenaa sig rundt om et bord sammen med byens øvrige erhvervsforeninger og Norddjurs Kommune for at brainstorme på, hvordan de forskellige interessenter i fællesskab kan løfte byen.
Det førte blandt andet til en studietur til Middelfart, som er lykkedes med at vende en negativ udvikling til en levende bymidte.
Kort før jul sendte Norddjurs Kommune derefter en ansøgning om puljemidler af sted, som sammen med penge fra kommunes egen kasse forhåbentlig skal være med til at give økonomisk ballast til at igangsætte en decideret udviklingsplan for bymidten i Grenaa.
Ikke flere brosten
Der kommer først svar på ansøgningen til april, og derfor er der endnu ikke lagt nogle konkrete planer.
Karol Fuks er dog ikke i tvivl om, hvad han mener, pengene bør gå til.
»Jeg synes, pengene skal bruges til hoveder og hænder, der reelt kan gøre en forskel. De fleste, der engagerer sig i byudvikling gør det frivilligt, men når man er selvstændig og arbejder 60-80 timer om ugen og også lige skal have tid til at passe familien og spille badminton to gange om ugen, så er det svært at lave seriøs byudvikling ved siden af. Den eneste måde, man kan rykke noget på, er ved at finde nogle dygtige, professionelle mennesker, som får penge for deres arbejde,« siger Karol Fuks.
Og i forlængelse af det håb har han et andet. Samt en opfordring til kommunen.
»Vi skal ikke bruge flere penge på brosten. Hvis det var op til kommunen, brugte vi jo pengene på brosten og statuer alle vegne, men det får vi ikke mere liv i gaderne af. Så får vi verdens pæneste døde midtby. Vi skal have mennesker i gaderne for den afledte effekt af det er jo, at så går de også ind i butikkerne og køber noget,« mener Karol Fuks.
»Skrækeksemplet er jo springvandet (Skålen, red.). Det skulle være det helt store samlingspunkt i byen, og det skulle være så hyggeligt med alle de børn, der leger i vandet, men fire ud af fem gange, man kommer derned, så er der ikke vand i. Så er det bare et hul i jorden. Der vil jeg argumentere for, at den plads kunne vi have brugt til en masse andre formål, for det er aktiviteter, der skaber liv i byen. Det gør et springvand simpelthen ikke.«
Kunstnerisk turistattraktion
I forhold til de nuværende tomme lokaler, som stadig er med til at give et broget udtryk i midtbyens gader, så har citychefen idéer.
Han forestiller sig et scenarie, hvor en gruppe af de lokale kunstnere kan gå sammen om midlertidigt at leje sig ind i nogle af de tomme lokaler.
Her kan de udstille og sælge deres kunst og eventuelt på skift passe forretningen og samtidig være med til at give Grenaa et helt nyt udtryk.
»Vi får noget unik lokal kunst, og vi slipper for tomme vinduer. Det er simpelthen win-win. Det er også ting, som er helt unikke for os, og vi ved, at trenden er, at folk gerne vil have nogle oplevelser, så det kan være, at det ligefrem kan blive en turistattraktion, og når man alligevel er i byen, så kan man også lige se, hvad den ellers har at byde på,« funderer Karol Fuks.