Randers skåler videre - Øl i Arenaen vokser
Lille fremgang i publikum giver Arena Randers blod på tanden.
For andet år i træk blev der holdt Øl i Arenaen i Arena Randers, og ifølge direktør Morten Arnesen var der fremgang på flere fronter.
»Vi er begejstrede. Vi kan se, at der er flere tilskuere. Hvis vi bare kigger på vores generelle omsætning, så er der også en stigning. Vi har fået tilbagemeldinger, hvor folk er glade, og nogle har lige skulle sove på det, men er kommet tilbage med gode meldinger. På den måde er vi tilfredse«, siger han.
Arrangementet, der fandt sted 1. februar, havde flere gæster end sidste år, og det er en udvikling, der giver blod på tanden for Arena Randers og Morten Fogdahl-Wiese, der sammen med kammeraten Dennis Mejdal står bag det randrusianske ølmærke Beard Brew.
De står sammen bag ølfestivalen ’Øl i Arenaen’, og nu kommer der med sikkerhed en ølmesse igen i 2026.
»Vi ser muligheder, når vi kigger ind i det. Vi er ekstra glade for det her, fordi vi selv er afvikler på det. Det er bygget af os, sammen med Morten. Det giver et stort ejerskab i huset og byen, og det giver også en ekstra stolthed, fordi vi ved, at vi ikke kan pege på andre, når tingene ikke fungerer. Og når det fungerer, er det også vores fortjeneste«, forklarer Morten Arnesen.
Sidste år blev der sat et loft på 700 gæster pr. sektion, men i år valgte arrangørerne at se, hvor langt de kunne komme uden en fast begrænsning. Drømmen er 2.000 besøgende efter de første tre år.
»Vi nåede slet ikke op på 2.000 i løbet af dagens to sessioner, og det har vi heller ikke troet, vi ville nå i år. Vi har set en stigning på omkring 10 procent i billetsalget i forhold til sidste år, og det viser, at vi bevæger os i den rigtige retning«, siger Morten Arnesen.
Én af de ting, der arbejdes med til næste år, er en justering af konceptet med to sessioner. Nogle gæster har været frustrerede over at blive sendt ud og skulle ind igen, og det kan der være ændringer på vej for.<MU>
»Vi kigger på at lave en model, hvor der er et antal billetter, der går på tværs af sessionerne, så man kan vælge at blive. Vi har ladet os inspirere af, hvordan andre festivaler har gjort det. Fire timer er jo heller ikke lang tid, hvis man gerne vil fortsætte i godt selskab«, forklarer han.
Arena Randers arbejder desuden på at udvikle flere oplevelser i løbet af året, der kobler mad, øl og fællesskab.<MU>
»Vi har haft juleøl i Loungen i november, hvor vi havde udsolgt. I maj laver vi Øl og Mad, og der er vi også allerede godt på vej med billetsalget. Vi vil gerne skabe oplevelser, der giver genklang i byen og bygger videre på den gode stemning, vi mener vi har skabt med Øl i Arenaen«, siger Morten Arnesen.