Populær havefest fortsætter: Ny arrangør tager over
Hadstens populære havefestival lever videre, når fem lokale foreninger overtager stafetten fra Keld og Charlotte Sørensen.
Efter tre år med Musik På Toppen har Keld og Charlotte Sørensen valgt at give stafetten videre.
Festivalen, der hurtigt er blevet en institution i Hadsten, overtages nu af fem lokale foreninger, som vil drive den videre i samme ånd – blot på en ny lokation.
»Vi har sat Villa Grande til salg, så det var naturligt at stoppe. Det er altid svært at arrangere en fest i en andens have,« siger Keld Sørensen, der dog er glad for, at festivalen fortsætter.
»De spurgte, om de måtte køre det videre, og jeg sagde selvfølgelig ja. Det glæder mig, at der stadig sker noget i byen.«
Fra havefest til folkefest
Musik På Toppen opstod under corona, da Hadsten manglede en større musikbegivenhed.
»Jeg sagde til min kone: Vi holder sgu en havefest af de store,” fortæller Keld Sørensen.
Festivalen voksede hurtigt og tiltrak tusindvis af gæster. Derfor er han glad for, at fem lokale foreninger nu står bag videreførelsen.
Den nye lokation bliver fodboldbanerne ved Østervangskolen, som Sørensen ser som en oplagt løsning.
»Man kan ikke holde det midt i byen på grund af støjen. Her er der et naturligt aflukke af træer.«
Selvom der kommer nye arrangører, bliver konceptet næsten identisk.
»Det er det, jeg hører. Der vil stadig være VIP-borde, barer og madboder, men jeg tænker, det bliver sportsklubberne, der står for servering og service i stedet.«
Selvfølgelig deltager vi. Vi skal da sidde ved et bord med en kold øl i hånden.Keld Sørensen
Publikum har taget godt imod nyheden.
»Folk synes, det er fedt, at det kører videre, og det synes vi da også selv.«
Musik På Toppen afholdes i år den 14. juni, og Sørensen ser frem til at nyde festivalen fra den anden side af baren.
»Selvfølgelig deltager vi. Vi skal da sidde ved et bord med en kold øl i hånden.«