Fortsæt til indhold

Ny daginstitution indviet: »Vi har fået kommunens flotteste børnehus - måske endda det flotteste i Danmark«

Der er plads til mange børn i det nye børnehus, og derfor er der lagt vægt på små og store fællesskaber, og at børnene ikke bare skal føle sig som en blandt mange.

Samfund

Frej havde ikke meget tålmodighed. Der var i hvert fald ingen, der nåede at tælle til tre, før han havde klippet den røde snor, der symboliserede indvielsen af Randers Kommunes nyeste daginstitution, Børnehuset Dronningborg, over.

Borgmester Torben Hansen (S) havde fået fire drenge - Frej, Cornelius, Elliot og Jonathan - til at hjælpe sig med indvielsen.

»Der er kun en, der kan klippe med saksen, men så kan vi andre hjælpe med at holde snoren,« sagde Torben Hansen.

Kun en kunne holde saksen, så borgmester Torben Hansen (S) spurgte, om de andre ikke kunne holde snoren. Foto: Cecilie Bisgaard

Meget mere nåede han ikke at sige, før Frej havde klippet - til stor fornøjelse for de fremmødte voksne.

På snoren hang der nogle ting, som børnene havde lavet af genbrugsmaterialer specielt til indvielsen. Det forestillede børnehuset, en voksen og en baby.

Efter snoreklipningen var der highfives til de fire drenge. Foto: Cecilie Bisgaard

Dronningens fødselsdag

Træ er et af de byggematerialer, som der er brugt mest af til den nye daginstitution. Og det kan du lugte, så snart du træder indenfor.

»Det dufter dejligt. Her ser hjemligt, rart, lunt og dejligt ud. Og det skal det være - hjemligt - for de børn, som kommer til at tilbringe mange timer her,« sagde borgmester i sin tale ved indvielsen.

Træ går igen både i selve børnehuset og på legepladsen. Foto: Cecilie Bisgaard

Børnehuset Dronningborg er opført lige ved siden af Dronningborghallen. Den skal på et tidspunkt rives ned, og det betyder, at »der måske kommer lidt larm eller lidt støv«, sagde Torben Hansen. Men han mente også, at der var en fordel.

»Mon ikke det giver anledning til at kigge lang, lang tid på de store maskiner, der kommer til arbejde derovre,« sagde han.

Formanden for Børne- og Familieudvalget, Mogens Nyholm (RV), fik også lov til at sige et par ord på indvielsesdagen. Han ville blot ønske personalet, børnene og forældrene tillykke med den nye daginstitution - og så ville han lige påpege noget.

»I dag (5. februar, red.) er det jo dronning Marys fødselsdag, så selvfølgelig skulle det være i dag, vi indvier en ny daginstitution i Dronningborg,« sagde han.

Der skal selvfølgelig kage til, når man indvier en ny daginstitution. På kagen her er der et billede af Børnehuset Dronningborg. Foto: Cecilie Bisgaard

Små og store fællesskaber

Undervejs i byggeprocessen har pædagogisk personale været inddraget. Jane Andersen, der er leder af Pasningsdistrikt Nordøst, som Dronningborg hører under, fortæller, at hun har insisteret på flere dele af blandt andet indretningen, som nu er blevet ført ud i livet.

»Børnehaven har plads til 100 børn, og for man ikke bare skal føle sig som en blandt mange, har vi opdelt gaderoberne, så der er to med plads til 50 børn i hver,« siger hun til Din Avis.

Der vil i alt komme til at være fire børnehavegrupper med plads til 25 børn i hver, når børnehaven på sigt bliver fyldt op. Hver gruppe har sin egen stue, men der kan nemt åbnes ind til stuen ved siden af, så man både kan indgå i store og små fællesskaber.

På samme måde er der nicher på gangen, hvor en mindre gruppe børn kan samles om en aktivitet. Der er vinduer ind til hver stue, så intet føles lukket af, og så man altid kan se fællesskabet og andre børn og voksne.

På det pædagogiske personales opfordring er gangene indrettet, så de også kan bruges til leg og læring, fortæller Jane Andersen, der er leder af Pasningsdistrikt Nordøst. Foto: Cecilie Bisgaard

»Vi har fået lavet brede vindueskarme - det er os, der har efterspurgt det - så man kan sidde og læse en bog, hvis man har lyst. Gangarealerne skal også kunne bruges til leg og læring, så derfor har vi både legeområder og nicher på gangene,« siger Jane Andersen og fortsætter:

»På stuerne er der en rumopdeler, som også både kan bruges til leg og opbevaring. Dem har PN Tømrer og Byggefirma fået deres møbelsnedker til at lave efter vores ønsker. Det er blevet så godt.«

Møblet her fungerer både som rumopdeler, opbevarings- og legemøbel. Foto: Cecilie Bisgaard

Stærk udelivsprofil

Børnehuset Dronningborg har også en stor legeplads. Alle stuer har adgang til legepladsen, og der er ’våd-gaderober’, hvor flyverdragterne og gummistøvlerne hører til, så de ikke er sammen med de rene ting i børnenes almindelige garderobe.

»Vi har en stærk udelivsprofil. Vi har christianiacykler, så alle kommer på skift på tur ud i naturen. Vi har shelters på legepladsen, og vi har fået en ly-og-læ-bygning, så man kan være ude i al slags vejr. Den skærmer også for solen på varme dage,« siger Jane Andersen.

I krybberummene, hvor vuggestuebørnene kan sove lur i en barnevogn, er der også god ventilation. Der er ikke varme på, så der er køligt om vinteren - et bevidst valg i forhold til udelivsprofilen.

»Vi har nok fået Randers’ flotteste børnehus. Måske er det endda blandt de flotteste i hele Danmark,« siger hun.

Bag bakken ligger det ly-og-læ-hus, der skal sikre, at børnene kan lege udenfor i al slags vejr - både regn og kraftig sol. Foto: Cecilie Bisgaard