Årsregnskab fra Djursland Bank: Aktionærerne kan se frem til et flot udbytte
2024 blev et godt år for Djursland Bank, der har fremlagt et flot årsregnskab.
Djurslands Bank har for regnskabsåret 2024 leveret et meget tilfredsstillende resultat før skat på 327,3 millioner kroner, skriver banken i en pressemeddelelse.
Det er et højere aktivitetsniveau end forventet samt en god økonomi hos bankens kunder, som bringer det samlede resultat op over sidste års rekordresultat. Banken sender igen i år en del af nettooverskuddet tilbage til aktionærerne, hvilket bliver indstillet til bankens generalforsamling 18. marts.
Det er en meget tilfreds administrerende direktør, som fremlagde bankens årsregnskab.
»2024 blev et godt år. Aktiviteterne er fortsat med fuld kraft, og vi har hjulpet rigtigt mange kunder med gode løsninger – og det gælder både på privat- og erhvervsområdet samt på Private Banking,« siger administrerende direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard og fortsætter:
»Vi har opnået et flot resultat, og så vil jeg også fremhæve stigningen i netto renteindtægter som følge af en udlånsvækst for året på 13,4 procent og en indlånsvækst eksklusiv puljer på 9,1 procent. Det er virkelig flot.«
Banken har herudover fortsat en tilfredsstillende tilgang af nye privat- og erhvervskunder.
»Vi står i den fordelagtige situation, at vi igen i 2024 kan se, at vi får mange kunder på baggrund af henvisninger fra eksisterende kunder. Bedre skulderklap kan vi ikke få, og det understøtter kvaliteten af det arbejde, som bankens dygtige rådgivere yder hver eneste dag. Vi skal altid være på forkant med kundens økonomi,« fortæller direktøren.
Lave nedskrivninger og et fornuftigt omkostningsniveau, trods investering i åbning af bankens nye filial i Højbjerg, er ligeledes med til at sikre det gode resultat.
Årets udbyttebetaling
Med baggrund i det gode resultat indstiller bankens bestyrelse for 2024, at generalforsamlingen 18. marts godkender et udbytte på 30 kroner pr. aktie. I 2023 var udbyttebetalingen tilsvarende 30 kroner, og året før var den på 10 kroner.
»Vi vurderer, at en udbyttebetaling på 30 kroner pr. aktie for 2024 er en yderst reel måde at belønne bankens aktionærer på. Det svarer til en samlet udbyttebetaling på 81,0 millioner kroner og dermed 32,8 procent af nettooverskuddet. Vi ønsker på den måde at give noget tilbage til bankens aktionærer, hvor størsteparten er lokale aktionærer i de byer, hvor banken har filialer,« lyder det fra Sigurd Bohlbro Simmelsgaard, der også nævner det nye aktietilbagekøbsprogram som medvirkende faktor til den positive udvikling samt ordningen med medarbejderaktier, som også blev startet op i 2024.
For 2025 forventer bankens ledelse et resultat før skat i niveauet 230 til 270 millioner kroner.