Sådan rammer budgetforligets besparelser Randers Ungdomsskole
Ungdomsskolen skal spare 10 procent. Det betyder farvel til undervisningsforløb og hold. Samtidig kræver det en omprioritering af ressourcer. Alligevel skal der oprettes flere nye tilbud.
Da politikerne i efteråret skulle forhandle budgettet for de kommende år, var der i første omgang lagt op til, at Randers Ungdomsskole skulle spare 50 procent på driften.
Det ville i den grad have ændret på ungdomsskolen, og deres tilbud ville se helt anderledes ud end i dag.
Helt så slemt endte det ikke. Det blev i stedet vedtaget, at ungdomsskolen skal spare 10 procent.
»Sådan er det. Når kommunen mangler penge, må vi også bidrage. Det har politikerne bestemt, og det er jeg med på. Vi har mistet noget og fået noget,« siger Steffen Reng Andersen, der er ungdomsskoleleder.
Lokale forhold
For lidt over et år siden besluttede politikerne desuden at ændre på ungdomsklubstrukturen. De vedtog, at der i fremtiden skal være en ungdomsklub, som faciliteres af Randers Ungdomsskole, på alle kommunale skoler, hvor der er en udskoling (7., 8. og 9. klasse).
Den beslutning betyder, at klubtilbuddet i Øster Bjerregrav skal lukke, fordi skolen kun har elever til og med 6. klasse. Herefter flyttes eleverne som udgangspunkt til Hornbæk Skole.
Til gengæld får Munkholmskolen i Stevnstrup og Vestervangsskolen i Randers et klubtilbud.
»Den opgave skal vi løse inden for samme ramme. Vi får ikke flere penge,« siger Steffen Reng Andersen og fortsætter:
»Vi kigger på, hvordan vi skal bruge vores ressourcer. Vi skal bruge flest ressourcer, hvor der er flest unge. Midlerne følger de unge.«
Ungdomsskolelederen fortæller, at ressourcer i denne sammenhæng ikke kun er penge. Det er også personale. Han understreger, at der altid vil være en forsvarlig normering, men i første omgang er ungdomsskolen nødt til at se på, hvordan de skal fordele deres nuværende personale, når de skal stå for flere klubber uden ekstra midler.
Der er dog nogle ting, der gør, at den øvelse ikke er så fleksibel, som den kunne være.
»Hvis skolen ligger et sted, hvor mange kører med skolebus, er det bedst, hvis de unge mennesker kan gå direkte fra skole til ungdomsklub. Ellers er det ikke et reelt tilbud,« siger han og fortsætter:
»Hvis du er nødt til at tage bussen hjem efter skole, hvordan skal du så kunne komme tilbage til klubben? Vi kan heller ikke byde dem, at de bare skal vente på skolen, til klubben åbner. Så vi kigger på, om der er nogle lokale forhold, som vi er nødt til at tilpasse os efter.«
Et nyt skoletilbud
To klubber er ikke den eneste nye opgave for Randers Ungdomsskole. De skal også oprette et helt nyt undervisningstilbud. I ungdomsskolens lokaler på Nyholmsvej i Dronningborg bliver der oprettet en 8. og en 9. klasse med plads til 16 elever i hver klasse. Skoletilbuddet laves i samarbejde med ungdommens uddannelsesvejledning (UU) og Tradium.
»Det er ikke et specialundervisningstilbud. Derfor kan du heller ikke blive visiteret til det. Det er den enkelte elev, der sammen med skolen, UU-vejlederen og sine forældre skal finde ud af, om det kunne være noget for dem. Hvis de har lyst til at prøve det, skal de skrive en ansøgning,« forklarer Steffen Reng Andersen.
Eleverne i det nye skoletilbud bliver undervist i ungdomsskolens lokaler tre dage om ugen. De sidste to dage bliver de undervist på Tradium af uddannelsesinstitutionens faglærere. Eleverne bliver på skolebænken kun undervist i de fire obligatoriske fag: dansk, engelsk, matematik og fysik/kemi.
»Det er for elever, som vil have godt af lidt færre fag, og dem, der godt kunne tænke sig at prøve sig selv af på en erhvervsuddannelse. Det er meningen, at undervisningen koordineres, så vi kan bygge videre på noget, som de lærer på Tradium, eller Tradium bruger elementer fra vores undervisning i deres undervisning,« siger han.
Lige nu er de sidste ting stadig ved at falde på plads, men ungdomsskolelederen fortæller, at samarbejdet er godt, og at Tradium »virkelig er investeret i«, at det skal blive et godt tilbud.
Slut med særligt forløb
Som sagt kommer Randers Ungdomsskole også til at »miste noget«. Steffen Reng Andersen ved allerede nu, at ungdomsskolen ikke længere skal tilbyde et specifikt undervisningsforløb om konflikthåndtering, kropssprog og kommunikation til kommunens skoler.
I budgetforliget står der specifikt, at det forløb ikke længere skal udbydes. Det giver en besparelse på 1,2 millioner kroner.
Det er også politisk bestemt, at både Fodboldlinjen og brandkadetuddannelsen skal bestå i sin nuværende form, så dem bliver der ikke »pillet ved«.
Ungdomsskolelederen regner heller ikke med, at besparelserne kommer til at gå ud over knallertkørekortholdene og de tilhørende førstehjælpshold.
»Det kan de kun tage hos os, så det piller vi nok ikke ved. Dem prioriterer vi at beholde,« siger han.
Særligt projekt forlænget
En anden ting, som kommer til at bestå i sin nuværende form, er Projekt RUN. Bevillingen til projektet stod til at udløbe i år, og flere gange før, er bevillingen kun forlænget et år eller to ad gangen. Denne gang har Randers Ungdomsskole fået forlænget bevillingen til og med 2028.
»Det er positivt, for RUN løser en opgave, hvor nogle unge mennesker har brug for en ekstra hånd til at komme i gang med job eller uddannelse. De unge lærer stille og roligt at være sammen med andre mennesker igen, efter de for eksempel har været ramt af angst i en lang periode,« siger ungdomsskolelederen og fortsætter:
»Det er positivt, at politikerne bakker op om det, og det passer også ind i det fokus, der er på den gruppe på landsplan. Det er jeg glad for.«
Her skal der spares
Det er dog ikke alle besparelser, der er på plads endnu.
»I heltidsundervisningen skal vi spare 1,2 millioner kroner på driften. Vi skal spare 500.000 kroner i 2025, og så yderligere 700.000 kroner fra 2026. Det vil få konsekvenser for det tilbud i forhold til, hvad vi kan tilbyde. Der bliver færre voksne. Eller færre elever, hvis der ikke skal blive mindre tid til den enkelte,« siger Steffen Reng Andersen.
Udover den nævnte besparelse på heltidsundervisningen skal Randers Ungdomsskole spare 2,3 millioner kroner. 1,2 millioner kroner af det beløb findes ved det undervisningsforløb, der ikke længere skal udbydes. Men der skal stadig findes besparelser for yderligere 1,1 millioner kroner. Og de penge skal findes på fritidsdelen af Randers Ungdomsskole.
Færre tilbud til de unge
Randers Ungdomsskole udbyder en hel del forskellige hold, som de unge kan gå til i fritiden. Det er både musik, sprog, madlavning, e-sport og meget andet.
»Når vi skal planlægge, hvad vi skal tilbyde fra august og frem, så kigger vi på, hvor meget vi skal tilbyde, og hvor mange hold af hver aktivitet vi skal have,« siger Steffen Reng Andersen.
Han understreger, at ungdomsskolen altid bygger deres tilbud på de ting, som unge selv ønsker sig.
»Vi kommer stadig til at lave det, de efterspørger, og det, de kunne tænke sig. Men det kan godt være, vi ikke kommer til at have 15 af det samme hold. Der vil måske være færre gentagelser, så i stedet for ti madhold skal vi måske kun have otte,« forklarer han og fortsætter:
»Vi er stadig fleksible i forhold til at oprette nye hold, hvis der er noget, de unge ønsker. Så flytter vi vores ressourcer.«
Da planlægningen af næste skoleårs tilbud kun lige er gået i gang, ved han endnu ikke, hvordan sammensætningen kommer til at se ud, og han kan derfor ikke sige mere præcist, hvordan de 1,1 millioner kroner kommer til at påvirke fritidsdelen af Randers Ungdomsskole.