50 års hal-minder: »Vi var sjældent appelsinfri, når vi gik derfra«
Din Avis bad læserne dele deres minder om lokal hal, der fejrer 50 års-jubilæum til foråret.
I foråret 2025 fylder Ulstruphallerne i Ulstrup 50 år, og det bliver fejret med både en indsamling og et væld af nostalgiske minder fra lokale.
For at markere det imponerende jubilæum har Ulstrup IF startet en indsamling til en jubilæumsgave: en skulptur, der skal stå foran hallerne og symbolisere de første 50 år.
Ulstrup IF har allerede startet indsamlingen med et bidrag på 50.000 kr. og håber at samle et tilsvarende beløb fra både borgere og lokale virksomheder. Indsamlingen kører frem til den 7. april 2025.
Ulstruphallerne har gennem årene været et sted for både sport og fællesskab, og mange lokale har et personligt forhold til hallen. Fra idrætsaktiviteter og festlige arrangementer til sociale begivenheder og traditioner, har hallerne sat sit præg på byen.
De har gennemgået flere udvidelser, senest i 2006, og er stadig et moderne og velholdt anlæg, der rummer mange aktiviteter.
Minder fra Ulstruphallerne
Mange har deltaget i festlige begivenheder som halballer, julebal og MGP-arrangementer, og der er masser af gode minder forbundet med stedet.
Din Avis Favrskov har gennem flere opslag på Facebook opfordret læserne til at dele deres minder i kommentarfeltet.
Her er et udvalg af de minder, som læserne har delt:
Lars P. Horsbøll: »Selvfølgelig selve indvielsesfesten i 1975, hvor vi (CANDY) stod for musikken. Det meste af byen var mødt op. Og senere de mange halballer, vi spillede til, hvor der virkelig var tryk på, når en propfyldt hal festede.«
Jørgen Lorenzen: »Jeg var formand for hallen i slutningen af halvfjerdserne. Det var en bevæget tid. Der var ikke noget byggeregnskab. Byggeregnskab og driftsregnskab gled over i hinanden. Byggeregnskabet dukkede først op nogle år senere. Der var aldrig holdt afleveringssyn, og derfor var der mange fejl på bygningerne i de første år. Der havde ikke været afholdt generalforsamling i flere år, og der var revet en side ud af forhandlingsprotokollen. Men vi fik det til at gå – ikke mindst p.g.a. et godt samarbejde med kommunalbestyrelsen. Men det er fortid, og heldigvis har hallen/hallerne det godt i dag.«
Stephani Dahl Schibler Lauridsen: »Jeg vil nok sige, at MGP sidste år skal med igen i år, og det glæder både mig og min kusine. God stemning, godt personale og frivillige, god musik, god mad, og alle ungerne er glade for det, og så er der nogle gange marked – det er virkelig hyggeligt.«
Jens Henrik Madsen: »Ulstruphallerne er ikke kun en god oplevelse. Det første jeg tænker på, når jeg tænker Ulstruphallerne, er, at de altid har været meget velholdte, og standarden for rengøring har altid været høj. Personalet har altid været imødekommende og hjælpsomme. At vi har Idræts Caféen er også en kæmpe gevinst for den oplevelse, der er at komme i Ulstruphallerne. Personalet er med på nye ideer, hvilket har givet succeser som Hoppeland, MGP, fastelavn og juletræsfest.«
Lilian Christensen: »Som yngre deltog vi i stort set alle halballer, vi var sjældent appelsinfri, når vi gik derfra. Så det er da sket, at jeg en vinter gik hjem kun i strømpefødder, da stiletterne altid røg af i løbet af aftenen, og de måtte så hentes om søndagen.«
Per Hovgaard Nielsen: »Et godt minde, jeg har, var juleballet, som var en tradition i mange år.«
Ulstruphallerne er ikke kun et sted, hvor fortidens traditioner lever videre, men også et hus for fremtidige oplevelser.
Jubilæet markerer en milepæl, men det er også en anledning til at se fremad mod de næste 50 år, hvor hallerne fortsat vil spille en central rolle i Ulstrups fællesskab.