Fortsæt til indhold

Reddet for få måneder siden - nu lukker slagterforretning permanent

Auning har talt, og der er ikke brug for en slagterforretning i byen, mener investoren, der kastede økonomisk redningskrans.

Samfund

Slagter Callesen i Auning lukker permanent.

Det meddeler slagtermester Jacob Callesen på forretningens Facebookside.
Dermed fik slagteren blot lidt mere end et halvt år i byen.

»Det er med et blødende hjerte at jeg må meddele jer, at jeg har besluttet at lukke Slagter Callesen permanent fra lørdag d 8/2. Det er desværre en beslutning der har været længe undervejs og som har krævet enormt mange overvejelser. Jeg har været taknemlig for jeres opbakning i den tid jeg har haft butikken, og det har bestemt ikke gjort det nemmere for mig at tage en endelig beslutning,« skriver Jacob Callesen.

»Jeg ved også, at min beslutning medfører en masse spørgsmål, som jeg forventeligt ikke kan besvare på nuværende tidspunkt, og jeg håber på jeres forståelse,« lyder det videre.

Det er nemlig en lidt overraskende udvikling på historien om slagterforretningen, for det er blot tre måneder siden, forretningen blev reddet efter et tumultarisk forløb i oktober sidste år.

Jacob Callesen overtog slagterbutikken fra Bo Drachmann i sommeren 2024. Callesen var dog ikke den reelle ejer af forretningen.
Det var David Allermand, som også har drevet spisesteder i Grenaa. Hans virksomhed gennemgik dog økonomisk rekonstruktion sidste år, og det endte også med at ramme Slagter Callesen, som måtte lukke forretningen midt i oktober.

Erhvervsmanden Paul Busk Jensen fra Allingåbro kom med redningskransen og købte forretningen og troen på fremtiden var stor.

»Med hånden på kogepladen skal min store erfaring som slagtermester sikre fremtiden. Faglighed, dygtighed, kvalitet og flid skal sammen med den erfarne erhvervsmand i baggrunden skabe grobund for en årelang positiv udvikling hos Slagter Callesen,« sagde Jacob Callesen til avisen i oktober.

Auning har talt - ikke brug for slagter

Siden da har omsætningen imidlertid svigtet. Særligt december viste sig som afgørende for, at slagteren nu lukker, fortæller Paul Busk Jensen.

»Auning og Jacob Callesen fik chancen for at bevare sin slagterforretning, men greb den ikke. Det er med stor beklagelse og vemod at Jacob efter en kæmpe og helhjertet indsats må opgive sin drøm. Planerne og forventninger til at fortsætte slagterforretningen var ellers på plads og den finansielle opbakning var til stede, men efter svigtende omsætning, især en katastrofal julemåned, måtte Slagter Callesen se sandheden i øjnene og kaste håndklædet i ringen,« lyder det fra Paul Busk Jensen.

Selv om investeringen i forretningen altså var fejlslagen, er der ingen sure miner i det økonomiske bagland.

»Vi så en mulighed, og den blev forfulgt. Auning har talt, og der er ikke behov for en slagterforretning i byen. Tab og vind med samme sind og vi er allerede videre med nye projekter. Dog ikke i Auning,« noterer Paul Busk Jensen med henvisning til, at han nu synes, byen har vist, at man allerede har muligheder nok.

»Jeg kaster helst ikke gode penge efter dårlige investeringer, og tallene viste også, at det burde kunne hænge sammen. Men hvis det ikke kan gå for en slagterforretning i december, så kan det aldrig gå. Vi må erkende, at så er konkurrencen for hård med en kæmpe slagterafdeling i Brugsen og også muligheder i både Netto og Rema 1000, så nu har Auning fået sin chance.«

Avisen har været i kontakt med Jacob Callesen, som ikke ønsker at uddybe yderligere for nuværende.