Efter skyderi: Rockerklub får forbud mod at samles
Politiet og Randers Kommune har i samarbejde kig på flere adresser, hvor et lignende forbud måske kan komme i spil.
Randers Kommune har tirsdag 11. februar udstedt et forbud mod, at rockergruppen Hells Angels og støttegruppen AK81 må samles i deres klubhus på Rådmands Boulevard i Randers.
Dermed er det ikke længere muligt for de to grupperinger at mødes på ejendommen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
»Vi står med en risikovurdering fra Østjyllands Politi og en skudepisode for få uger siden, der ikke efterlader nogen tvivl om, at det skaber utryghed, at Hells Angels og AK81 samles på ejendommen,« siger borgmester Torben Hansen (S) i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Derfor modtager ejeren af ejendommen i dag et samlingsstedsforbud. Det betyder, at der fra i dag er forbud mod, at Hells Angels og AK81 må anvende ejendommen til at mødes på.«
Det har ikke tidligere været muligt at udstede samlingsstedsforbuddet, fordi betingelserne ikke har været opfyldt.
Indgribende tiltag
Siden efteråret har Randers Kommune og Østjyllands Politi haft en fælles taskforce.
»Der har været udstedt et opholdsforbud af politiet, som blev ophævet i januar, og vi har i den fælles taskforce nøje fulgt udviklingen for løbende at vurdere, om der var basis for at udstede et samlingsstedsforbud. Det er så indgribende et tiltag, at vurderingen har været, at det ikke var muligt. Det er det nu,« siger Torben Hansen.
Med samlingsstedsforbuddet er det kun lovligt, at der er én person til stede fra Hells Angels eller støttegrupperinger på adressen af gangen. Der må altså ikke mødes to personer på stedet.
Afgørelsen gælder i tre måneder. Når samlingsstedsforbuddet udløber, er det muligt at udstede et nyt forbud, hvis betingelserne fortsat er opfyldt.
3. februar modtog ejeren af ejendommen et høringsbrev fra Randers Kommune om, at forvaltningen ville udstede et samlingsstedsforbud. Svarfristen var en uge. Der kom intet svar fra ejeren, og derfor er afgørelsen om et samlingsstedsforbud nu en realitet.
Flere adresser i sigte
I den fælles taskforce mellem Østjyllands Politi og Randers Kommune bliver der ikke kun kigget på klubhuset på Rådmands Boulevard. Politiet har ifølge pressemeddelelsen kendskab til flere adresser, der enten fungerer som klubhuse for rockergrupperinger, eller hvor der er mistanke om, at der er ved at blive etableret et samlingssted.
»Der foregår en løbende vurdering, sådan at vi med alle lovlige midler gør alt, hvad vi kan, for at undgå, at rockergrupperinger har fodfæste i Randers Kommune,« siger borgmesteren.