Fortsæt til indhold

Rådmand er træt af kommentarer om sin alder: »Jeg synes ikke, det er i orden«

Anette Poulsen (S) har rundet tre måneder som rådmand. Arbejdspresset har ikke overrasket hende, men det har visse kommentarer, som hun godt kunne være foruden.

Samfund

”Kan du godt klare jobbet?” ”Er du ikke lidt for gammel?”

Efter de første tre måneder i jobbet som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse er Anette Poulsen (S) godt træt af sådanne kommentarer. Hun overtog rådmandstjansen fra den knap 40 år yngre Anders Winnerskjold (S), da denne pludselig blev bedt om at udfylde en tom borgmesterstol i november.

Dåbsattesten afslører, at hun fylder 72 år i april.

»Jeg får ofte at vide, om jeg nu også kan klare det, med slet skjult henvisning til min alder. Og det synes jeg ærligt talt ikke er i orden,« lyder det bestemt fra Anette Poulsen, der er uddannet sygeplejerske og har siddet i Aarhus Byråd siden 2014.

Hun arbejdede i en del år som områdechef i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, inden hun gik på pension i 2018.

Er det ikke fair nok at tro, at du så havde brug for at drosle ned arbejdsmæssigt?

»Men jeg har faktisk aldrig droslet ned. Jeg fik i stedet mulighed for at hellige mig kommunalpolitik, som jeg var blevet grebet af,« forklarer Anette Poulsen, der ud over at sidde i byrådet var formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, gruppeformand for Socialdemokratiet og derudover bestred flere bestyrelsesposter, inden hun altså blev rådmand 6. november.

Var det så en fejl at gå på pension i 2018?

»Nej, det var det rigtige for mig på det tidspunkt, efter at jeg havde arbejdet i mange år. Men jeg fik hurtigt fyldt kalenderen med politik, så jeg føler ikke, det er en væsentlig forandring af mit arbejdsliv, at jeg nu er blevet rådmand,« siger Anette Poulsen.

Lange dage

Dog har hun måttet vænne sig til en mere skemalagt hverdag og ofte lange dage på kontoret. For eksempel slutter arbejdsdagen hver anden tirsdag først efter et møde med den socialdemokratiske gruppe, der begynder kl. 18.

Derfor bliver der også leveret en sofa til hendes nye kontor netop denne dag, hvor interviewet foregår. Den har været nogle måneder undervejs.

»Jeg kan godt få brug for at sidde og læse og hvile mig indimellem, når dagene er lange, så den tror jeg, jeg bliver glad for,« forklarer Anette Poulsen.

Og dagene har indimellem været lange. I hendes taske ligger barnets lov, der trådte i kraft 1. januar 2024, og som hun er ved at pløje sig igennem. Børns vilkår ligger hende meget på sinde, forklarer hun:

»Det er et af de områder, jeg kommer til at fokusere på. Jeg har siddet i tvangsfjernelsesudvalget, og jeg har nogle gange tænkt, at her burde vi have grebet ind langt tidligere med forebyggende indsatser. Det gælder især børn, der kommer fra kriminelle miljøer.«

Hjemløseområdet er ligeledes et område, der ligger hendes hjerte nær, og her har hun i sin første tid som rådmand holdt møder med fem organisationer på området.

»Antallet af hjemløse i Aarhus er jo desværre steget. Det er en lille stigning fra cirka 500 til 550, men det er smadderærgerligt. Jeg tror aldrig, vi kommer i nul, men vi skal have det længere ned. Vi skal se på, hvordan vi kan hjælpe, når motivationen er der, og ikke nødvendigvis først, når man er på et herberg.«

Tager fire år mere

Der er nok at kaste sig over, forklarer Anette Poulsen, og hun har måttet bruge en stor del af den første tid på at sætte sig ind i, hvilket område hun har sat sig i spidsen for.

»Arbejdspresset har ikke overrasket mig, men det har kompleksiteten. Der er mange områder, hvor magistratsafdelingerne lapper ind over hinanden. Derfor er jeg også meget stolt og positivt overrasket over, hvor godt et samarbejde der ofte er på tværs. For eksempel på skoleområdet. Det skal vi have endnu mere af, så vi kan undgå, at der er børn, som ikke kommer i skole i længere tid.«

Rådmanden vil gerne fortsætte sit arbejde også efter kommunalvalget i november. Hvor længe hun derefter fortsætter i politik, ved hun ikke:

»Jeg stiller op igen og håber på fire år mere. Jeg tager en periode ad gangen.«

Den beslutning har hun dog også måttet høre for:

»Stiller du op igen med din alder? Det er der nogle, der siger. Heldigvis er der også nogle, der siger positive ting. Jeg synes heller ikke, at det andet er i orden. Jeg håber, at jeg selv kan vurdere, hvornår jeg ikke kan klare det mere. Eller at min mand og mine børn siger det til mig. Det er i hvert fald ikke endnu,« lyder det fra rådmanden.

Anette Poulsen var fra 2022 og frem til sin udnævnelse som rådmand også 1. viceborgmester.