Fortsæt til indhold

Aarhus Kommune politianmelder ulovlig moské

Tilst-moské fortsætter med fredagsbøn trods forbud. Nu har kommunen fået nok.

Samfund

Østjyllands Politi skal nu på banen i sagen om en ulovlig moské på Langkærvej i Tilst.

Til avisen oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, at der er foretaget politianmeldelse.

Det sker, efter at kommunen har opdaget, at Al-Furqan-moskéen fortsætter sine aktiviteter på adressen trods et kommunalt forbud mod det.

»Fredag den 7. februar konstaterede vi, at moskéen i Tilst igen havde fredagsbøn. Kommunen har derfor politianmeldt ejer og bruger på baggrund af det ulovlige forhold, som er i strid med kommunens påbud,« skriver kontorchef Torben Simonsen til avisen.

Det var TV2, der tilbage i juli 2024 fik sat Al-Furqan-moskéen under lup.

Mediet afslørede, at moskéen havde benyttet sig af en kontroversiel imam, som blandt andet har undervist muslimske kvinder i stening og pisk for utroskab. Desuden kunne TV2 fortælle, at der foregik en ulovlig indsamling til moskéen via en tilladelse givet til Kvindelig Kultur Forening.

Efterfølgende kom det frem, at der slet ikke måtte være moské på Langkærvej 2E. Der var derimod kun tilladelse til at drive grillbar eller frisør.

Det fik i efteråret Aarhus Kommune til at udstede et påbud til ejeren af bygningen og foreningerne på adressen, Kvindelig Kultur Forening og Al-Furqan Dawah Center.

Moské-aktiviteterne skal stoppes, for der bliver ikke givet tilladelse fra kommunens side, da det »vil kunne fastholde og bidrage til at skabe et uønsket parallelsamfund i Tilst«, lød det.

Men det krav er altså ifølge Teknik og Miljø blevet overhørt, og derfor er det nu en sag for Østjyllands Politi.

»Så snart en byggesag overgår til politiet, overgår sagen til at være en straffesag. Det er herefter politiet, som håndterer sagen. Vi kan kun oplyse, at politianmeldelsen handler om manglende efterkommelse af påbuddet,« skriver kontorchef Torben Simonsen, der ikke har flere kommentarer.

Kvindelig Kultur Forening og IDFAD (Indvandrer-Dansk Forening for Anti Diskrimination) har ifølge TV2 Østjylland klaget over kommunens påbud for at være diskriminerende og brud på retten til religionsfrihed.

Klagen ændrer dog ikke ved, at påbuddet står ved magt, og derfor skulle moské-aktiviteterne have været indstillet senest 29. januar.

Østjyllands Politi er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.