Her skrues der ned for gadelamperne
Nu indføres ny dæmpning om natten. Se, hvor det sker.
Favrskov Kommune fortsætter den gradvise udskiftning af vejbelysningen til energivenlige LED-lamper.
I 2025 bliver yderligere 530 lamper udskiftet på en række strækninger, hvilket vil give en samlet energibesparelse på 174.000 kroner i det kommende år.
Kommunen har afsat en anlægsbevilling på tre millioner kroner til udskiftningen i 2025. Midlerne er en del af en langsigtet plan, hvor i alt 3.700 lamper skal skiftes frem mod 2029.
Det samlede budget for projektet løber op i 18 millioner kroner.
Udskiftningen til LED sker for at reducere energiforbruget og CO2-udledningen samt sikre en mere driftssikker gadebelysning. Teknik og Miljø vurderer, at projektet vil medføre en »væsentlig besparelse på el og dermed lavere udledning af CO2.«
Hvor bliver lyset skiftet?
I år vil belysningen blive opgraderet på en række veje og rundkørsler i kommunen, blandt andet:
- Hadsten: Nordre Ringvej, Kirkevej, Vestre Ringvej og Ellemosevej
- Hammel: Anbækvej, Ringevejen og Kappelskildevej
- Thorsø: Borggade, Thorsgade, Kirkegade og Odinsvej
- Ulstrup: Anlægsvej og Amstrup Bakker
- Hinnerup: Rundkørsler ved Århusvej og Rylevej samt Svinget og Adeline Geneevej
- Søften: Engdalsvej
Udskiftningen prioriteres på vejstrækninger med højest energiforbrug pr. lampe. Samtidig indføres en ny 3-trins dæmpning, hvor lysstyrken reguleres i tidsrummet mellem kl. 20.00 og 06.00.
Mindre lys om natten
Som led i projektet vil lysniveauet fremover blive dæmpet i tre trin:
- Kl. 20-22: Dæmpning til 60 procent
- Kl. 22-05: Dæmpning til 40 procent
- Kl. 05-06: Dæmpning til 60 procent
Kommunen understreger dog, at »belysningen ikke dæmpes i fodgængerovergange, rundkørsler og signalregulerede kryds« af hensyn til trafiksikkerheden.
Skiftet til LED betyder ikke kun mindre CO2-udledning, men også lavere driftsomkostninger. Kommunen forventer, at besparelsen på 174.000 kroner i 2025 vil akkumuleres år for år.
Favrskov Kommune er langt i overgangen til LED, idet cirka tre fjerdedele af de i alt 14.300 gadelamper allerede er udskiftet. De sidste 3.700 lamper skal skiftes frem mod 2029.