Fortsæt til indhold

Kæmpe svensk varehus kommer til Djursland

Tirsdag blev første spadestik taget til kædens 20. varehus i Danmark.

Samfund
sica

Den svenske varehuskæde Biltema kommer til Grenaa.

Tirsdag blev første spadestik til det 7300 kvadratmeter store varehus taget på Hesselvang i udkanten af Grenaa. Det skriver Biltema i en pressemeddelelse.

Her kan man til næste år shoppe i omkring 19.000 varenumre, som særligt centrerer sig om reservedele og specialværktøj til biler.

Der bliver dog også grund til at tage hele familien med i det nye varehus, hvor Biltema sælger produkter inden for blandt andet cykler, fritid, hjem og kontor.

Derudover etableres der også familiecafé i varehuset, hvor det er muligt at slappe af med både mad og drikke efter endt shopping.

Grenaa er vigtig

Det nye varehus i Grenaa bliver Biltemas 20. varehus i Danmark.

Det bliver en både strategisk og vigtig placering i Jylland for kæden i ønsket om at udvide Biltemas lokale tilstedeværelse betydeligt, siger Henrik Anhammer, administrerende direktør for Biltema.

»Vi er utrolig glade for at sætte Grenaa på Biltemas landkort. Dette nye varehus repræsenterer ikke kun en spændende udvidelse af vores forretning, men også vores stærke engagement i at bringe kvalitetsprodukter tættere på vores kunder. Vi ser frem til at blive en del af Grenaa-fællesskabet og bidrage til vækst og udvikling,« lyder det fra direktøren.

Dermed bliver Biltema den nyeste tilføjelse til Hesselvang som handelsområde, hvor blandt andet Jem & Fix, Harald Nyborg og en anden svensk kæde Big Dollar i de seneste år er skudt op.

Hos Biltema har man da også store forventninger til, at man kommer til at blive en del af et attraktivt handelssted for både lokale og turister. Det konstaterer marketingchef Rikke Antonsen.

»Hesselvang er et populært område, der tiltrækker mange shoppinginteresserede med sit store udvalg af butikker. Nu rykker Biltema ind med sit brede sortiment på hele 19.000 varer til hele familien og vi glæder os til at overraske kunderne med alt det de ikke vidste vi havde,« siger Rikke Antonsen.

Mange nye arbejdspladser

Det er ikke kun de mange varer, som Biltema bringer til Djursland med det nye varehus.
Forventningen er således, at den nye forretning kommer til at skabe 40-50 nye arbejdspladser i Grenaa og omegn.

Biltema går derfor i samarbejde med Norddjurs Kommune og Jobcenteret med formålet om at skabe en god og effektiv rekrutteringsproces af nye Biltema-medarbejdere.
Processen vil foregå i flere faser afhængig af stillingen, og forventes at begynde i efteråret 2025, skriver virksomheden.