Bagermester Mark overtager kendt bageri
Nordbyens Bageri i Randers får ny ejer. 33-årig bagersvend fra Randers forfølger sin barndomsdrøm og satser på udvidet sortiment tæt på familie og hjem.
Mark Sommer er født og opvokset i Randers – og om få dage bliver han ny ejer af Nordbyens Bageri.
For ham er det en forløsning af en mangeårig ambition, som skal forenes med familielivet, der tæller kone og to små børn.
»Jeg er 33 år. Og det hele passer sammen lige nu,« siger han og understreger, at beslutningen om at købe bageriet ikke er kommet ud af det blå: »Jeg har været bagersvend i otte år. Altså, faktisk lige siden jeg blev udlært hos Vorup Bageri, som det hed dengang.«
Han er allerede stoppet hos Bergs Bageri i Bjerringbro for at gøre klar til overtagelsen og åbningen 1. marts. Han overtager efter Palle Nielsen, der har drevet bageriet i 24 år, og som i et stykke tid har haft bageriet til salg. Og nu får han altså titlen som bagermester.
Perfekt placering
Lokalområdet betyder meget for Mark Sommer. Han forklarer, at bageriet, selvom det ikke er helt nyt, har gode maskiner og er velholdt. Men mere afgørende er placeringen i bydelen, som han oplever står foran spændende forandringer.
Han mener, at bageriet ligger perfekt på Glarbjergvej.
»Jeg ser et kæmpe potentiale i det. Her i Nordbyen sker der så mange ændringer nu. Der er kommet flere tilflyttere til, og vi har også et stort industriområde tæt på.«
Derfor planlægger han at udvide sortimentet, så det ikke kun henvender sig til én aldersgruppe. Foruden det sædvanlige brød og kageudvalg taler han om surdejsbrød, pølsehorn og nye kagevarianter, der kan friste alt fra morgenkunder til børnefamilier. Og en kæmpestor kaffemaskine er også bestilt.
»Du må gerne skrive, at jeg tilbyder børneboller til alle børn under seks år. Jeg vil gerne vise, at mit brød smager så godt, at du kommer igen,« afslører han selvsikkert.
Udlev drømmen
Familielivet spiller en afgørende rolle i beslutningen om at springe ud som selvstændig. Han har tidligere haft længere transporttid til arbejde, men med Nordbyens Bageri er der kun få minutters kørsel hjem. Det giver overskud til at være der for børnene og samtidig vise dem, hvad det vil sige at forfølge en drøm.
»Jeg vil sgu vise mine børn, at hvis du sætter dig et mål og har en drøm, så skal du fanme udleve den.«
Han og konen har Randers i blodet. De er begge vokset op i Helsted.
»Vi gik i samme børnehave og blev kærester som 16-årige og da vi blev gift, kaldte præsten det en eventyrlige kærlighedshistorie,« smiler Mark Sommer. Flere bekendte har sagt til ham: »Det var på tide,« da han fortalte, at han blev selvstændig.
»Jeg er god til at sætte mig et mål og på en eller anden måde, så lykkedes det mig altid at opnå det, selvom andre slet ikke tror på ideen,« smiler Mark Sommer med et drenget og charmerende smil.
Søndagsåbent og vante ansigter
Det nuværende personale vil du stadig møde. Og der er allerede ansat ekstra ansigter, så der nu er syv ansatte plus ham selv som bagermester.
»Jeg overtager det hele, så det er de gamle søde ansigter, du ser, når du kommer ind og køber noget.«
Og så skal han i gang med at kigge jobansøgninger igennem, for han vil ansætte en bagersvend inden for den kommende tid.
»Heldigvis får jeg hjælp af en erfaren bagermester fra Vejle i den første tid, så jeg kan komme ordentligt i gang.«
Han glæder sig samtidig til at holde åbent i weekenden, så der også er frisk morgenbrød på søndage.
Mark Sommer sætter en ære i at understrege, at selvom flere bagerier har drejet nøglen om rundt omkring i landet, går han til projektet med optimisme. Prisen for bageriet holder han for sig selv. »Det er en tillidssag mellem mig og sælger. Det kommer ikke andre ved,« siger han.
Nu handler det i stedet om at få alt klar til åbningsdagen lørdag 1. marts.