Fortsæt til indhold

For lokale ungdomsuddannelser er ny reform og nyt gymnasium en glædelig nyhed: »Der er brug for forandringer«

Både Tradium og Paderup Gymnasium synes, at tankerne bag nyt gymnasium er fantastiske, og de vil gerne være med i det arbejde, der begynder nu.

Samfund

I den uddannelsesreform, som regeringen, SF og Dansk Folkeparti indgik og fremlagde i sidste uge, er der lagt op til store ændringer. En ny erhvervs- og professionsrettet toårig gymnasial uddannelse kaldet EPX skal fra 2030 erstatte både 10. klasse, HF, EUX og grundforløbets første del på erhvervsuddannelserne.

»Det er en kæmpe reform, og den nye politiske aftale giver os mulighed for at forberede os ordentligt. Jeg er grundlæggende positiv, for jeg synes, der er brug for forandringer i vores uddannelsessystem,« siger Lars Michael Madsen, der er administrerende direktør på Tradium.

Det er især udsigten til at give de unge mennesker god tid, som, han synes, er positivt i den nye aftale. Lige nu starter de elever, der gerne vil tage en erhvervsuddannelse, med et 20 uger langt grundforløb.

»Det er ganske kort tid, vi har eleverne, før de skal vælge, hvilken af 100 erhvervsuddannelser de vil gå i gang med. Det har nok fået færre til at vælge den vej. Det med at tro, at 16-17-årige er så afklarede og ved, hvad de vil - nu får de to år til at modnes i et ungdomsuddannelsesmiljø og får bedre mulighed for at blive afklaret i forhold til, hvad de vil,« siger han og fortsætter:

»At de ikke skal presses til at vælge på kort tid, tror jeg, er en kæmpe gave til mange af de unge mennesker. Jeg håber, det kan hjælpe på den ungdomstrivselskrise, som vi har.«

En overset målgruppe

Også på Paderup Gymnasium er rektor Allan Friis Clausen begejstret for udkastet til det nye EPX-gymnasium.

»Det er først og fremmest en god reform, fordi den koncentrerer sig om en målgruppe, som hidtil har været lidt overset. Det er de elever fra grundskolen, som har bestået, men som stadig ligger i den nederste del af karakterskalaen,« siger han og fortsætter:

»De har tidligere haft den valgmulighed, at de kunne starte på en erhvervsuddannelse, som har en helt bestemt struktur, hvor de ikke kommer ind i et klasseværelse med en stamklasse og får nogle faste kammerater, som de går med. De har ikke haft samme mulighed som på gymnasierne, og det er der rettet op på med EPX.«

Han håber, at når de unge kommer ind i et ungdomsuddannelsesmiljø i to år i stedet for 20 uger, at flere senere vil gennemføre en erhvervsuddannelse og samtidig give de unge flere valgmuligheder.

Et kæmpe samarbejde

På både Tradium og Paderup Gymnasium ser man frem til det arbejde, som skal finde sted frem mod 2030 i forhold til, hvordan skal en EPX-uddannelse konkret se ud, og hvor de nye gymnasier skal ligge.

I forligsteksten er der et danmarkskort med 87 prikker, hvor man forestiller sig, at EPX skal udbydes. Randers er en af de prikker. Men om det bliver til ét EPX, flere eller nogen over hovedet, ved ingen endnu.

Lars Michael Madsen ser det som helt naturligt, at Tradium kan bygge videre på de kompetencer, som uddannelsesinstitutionen allerede har, til at skabe et lokalt EPX-tilbud.

»De skriver i forligsteksten, hvad det er for nogle lærer-kompetencer, der skal være. De skriver, der skal være lærer-kompetencer, som man kender det fra 10. klasse i dag, og vi har allerede 10. klasse på Tradium. Der skal være kompetencer fra grundforløbet og EUX, og det er også en del af Tradium i dag. Derudover skal der være lærer-kompetencer fra HF og undervisere med universitetsbaggrund, som kan undervise i fag på et højere niveau,« siger han og fortsætter:

»Der skal også være undervisere med helt andre baggrund - for eksempel sygeplejerske og smed. Og når jeg oplister alle de kompetencer, så er det noget, vi har i dag. Dertil kommer, at vi skal samarbejde med de andre uddannelsesinstitutioner i byen. Jeg tror, det bliver et samarbejdsprojekt af de helt store.«

Den administrerende direktør vil i de næste fem år undersøge, om Tradium kan få lov til at lave en slags testordning med EPX, så de på den måde kan være til at få indflydelse på, hvordan EPX-gymnasierne endeligt skal tilrettelægges.

Lars Michael Madsen (i midten), der er administrerende direktør på Tradium, glæder sig over, at de unge får mere tid til at tage afgørende beslutning. Arkivfoto: Cecilie Bisgaard

Alle gode kræfter

Selvom det endnu ikke er besluttet, hvor de nye EPX-uddannelser skal udbydes, så mener Allan Friis Clausen, at det vil være »naturligt at lave et godt udbud« i både den nordlige og sydlige del af Randers.

»Hvis det bliver sådan, så er vi meget interesserede i at arbejde med på det,« siger han.

Han fortæller også, at han glæder sig til at følge med i arbejdet med konkretiseringen af, hvad EPX skal indeholde.

»Det bliver spændende at se, hvad det reelt bliver for en uddannelse. Min holdning er, at det er enormt vigtigt, at alle gode kræfter i ungdomsuddannelsessektoren arbejder sammen om at strikke en god uddannelse sammen. Det er noget, jeg og Paderup Gymnasium gerne vil være med til,« siger rektoren og fortsætter:

»Det bliver et enormt spændende arbejde for de aktører, der får lov til at komme med ind i maskinrummet og arbejde med at skabe noget nyt.«

En endnu større opgave

Allan Friis Clausen har dog en enkelt bekymring i forhold til uddannelsesreformen. Som en del af aftalen øger man nemlig adgangskravet til STX og HHX. Efter 2030 skal eleverne have et gennemsnit på 6 (mod 5 i dag) i både sine standpunktskarakterer og sine eksamener i 9. klasse.

Hvis du får mindre end 6 i gennemsnit i standpunkt, skal du til eksamen have minimum 7 i gennemsnit, for at komme på STX eller HHX (det vides endnu ikke, om HTX kommer til at udbydes efter 2030, red.).

»Det er en ret markant skærpelse, og min bekymring går på det signal, som man kommer til at sende - og det er absolut ikke det, man vil sende - men mange unge vil måske opleve en treårig gymnasial uddannelse som finere end EPX,« siger han.

Han tror, at hvis man havde holdt fast i de nuværende krav til HHX og STX, så ville EPX stå stærkere i de unges øjne.

»Det er enormt ærgerligt. Den treårige gymnasieuddannelse kan virke mere eksklusiv og dermed mere ekskluderende. Jeg synes, politikerne har gjort opgaven unødigt større - og den er stor nok i forvejen,« siger rektoren.