Ekskluderet politiker er klar med sin egen lokalliste
Natur- og Velfærdslisten kommer på stemmesedlen til kommunalvalget til november.
Ulf Harbo er klar med en ny lokalliste, efter han for en måned siden blev smidt ud af Enhedslisten.
Fremover kommer han til at repræsentere Natur- og Velfærdslisten, som han selv har stiftet og kommer til at stå i spidsen for.
Hans fremtidige politiske mærkesager kommer således til at ligne dem, han har haft under Enhedslistens faner i sin tid i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, for de politiske projekter ligger i høj grad i listenavnet.
»Det er de samme ting, som jeg har arbejdet for i kommunalbestyrelsen se seneste 11 år. Mere natur og bedre velfærd i Norddjurs Kommune,« siger Ulf Harbo og uddyber.
»Visionen er, at alle vores byer bliver forbundet med hinanden igennem vores kyst- og naturområder. Formålet er ikke kun natur men mere tilgængelig natur. Man kan jo sagtens sætte sig ud i en bil og køre et sted hen for at komme ud i naturen, men det gør det bare mere vanskeligt. Vi skal have flere muligheder, for på den måde bliver det ikke kun et naturprojekt, men også et sundhedsprojekt. Man bliver sundere i hoved og krop af at komme ud i naturen,« konstaterer Ulf Harbo.
Det var blandt andet en af tankerne, da opkøb af landbrugsjord kom på kommunens budgetter sidste år i et forsøg på at skabe flere sammenhængende rekreative områder.
I den anden del af mærkesagerne ønsker Ulf Harbo igennem sin nye lokalliste at kunne være med til at fortsætte en positiv udvikling for velfærden i Norddjurs.
»Det går virkelig godt på jobcenterområdet. Vi har Danmarks bedste Jobcenter lige nu, mener jeg, og den udvikling vil jeg gerne være med til. Så er der andre områder som blandt andet børne- og handicapområdet, hvor det ikke går lige så godt, så der er masser at tage fat i,« siger han.
Hurtig beslutning
Derfor her det heller ikke krævet voldsom meget betænkningstid, om han skulle fortsætte i politik.
»Den beslutning tog jeg ret hurtigt. Der var en masse mennesker, der responderede og opfordrede mig til at lave en lokalliste. Så jeg har sådan set bare mærket efter, om jeg ville stoppe eller fortsætte i politik,« fortæller Ulf Harbo.
Han er lige nu i gang med det indledende praktiske benarbejde for at stable en partiforening på benene.
Dernæst venter en stiftende generalforsamling i en relativt nær fremtid.
Uden Ulf Harbo endnu kan nævne navne, kan han dog godt afsløre, at han allerede har flere navne på listen, som er klar til at stille op sammen med ham til kommunalvalget.
Selv om den seneste måned har været turbulent oven på eksklusionen fra Enhedslisten, så er der i øjeblikket stor optimisme.
»Jeg tror faktisk, det kan ende med at være en fordel. Jeg synes i hvert fald, det er er dejligt frit at kunne lave en lokalliste, der er uafhængig af andre politiske partier og uafhængig af nationalpolitik. Vi kan fokusere på det, der er vigtigt i Norddjurs Kommune, og det er der rigtig meget energi i,« konstaterer Ulf Harbo.