Randers siger ja til statslån - men: »Jeg vil gerne se statsministeren stå foran en socialdemokratisk borgmester og sige ’lev med det’.«
Randers Kommune takker ja til et lån for at dække udgifter i sagen om jordskreddet ved Nordic Waste i 2023.
Et flertal i Randers Byråd har besluttet at optage et statsligt lån på 290,6 millioner kroner, der skal dække en stor del af kommunens udgifter i forbindelse med jordskreddet ved Nordic Waste.
Afgørelsen faldt mandag aften med 21 stemmer for og 10 imod. Dispensation til lånet er givet af Indenrigsministeriet, og kommunen benytter det som midlertidig mellemfinansiering – med det klare forbehold, at ”forureneren skal betale”.
»Nogen vil måske sige, at nej, det skal vi ikke, og vi kan tømme kassen osv. Det er komplet urealistisk,« sagde Jens Peter Hansen (Moderaterne). »Det vil sætte alting i stå, det vil ødelægge ethvert projekt, der kan bidrage til et bedre grundlag for velfærd fremadrettet.«
Nu er der klar til at bygge landevejen op igen ved landsbyen Ølst. Se videoen her.
Claus Berggren (Venstre) pointerede: »Hvad er alternativet, hvis vi ikke låner de 300 millioner? Den er nærmest uoverskuelig. Hvis vi nu skal spare 300 millioner mere, så er der andet og mere end en tørring rideskole, der skal spares på.«
»At sige nej til lånet vil være som at skyde sig selv i foden. Det vil være et totalt svigt over for vores borgere,« lød det fra Mogens Nyholm (Radikale Venstre).
Rosa Lykke Yde (SF) fremhævede den midlertidige karakter: »Vi kan simpelthen ikke tåle at slå et hul på 290 millioner i kommunekassen. Når vi siger, at vi tager dette lån som en mellemfinansiering, så er det den eneste ansvarlige løsning, vi har lige nu.«
En række politikere stemte imod låneoptagelsen.
Erik Bo Andersen (Østbroen) udtalte: »Hvorfor siger vi fra Østbroen så klart nej? Fordi vi har en aktiebeholdning på over 550 millioner, som kunne sættes i spil, hvis der var behov for at gøre noget. Vi behøver ikke gældsætte os for at fylde en allerede overtrukket kasse op.«
Hvad med børn og ældre?
Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) frygtede, at regningen ender hos velfærdsområdet:
»De årlige afdrag på lånet vil højst sandsynligt blive finansieret ved at skære ned på børn, skoler, ældre og mennesker med handicap. Det er altid de samme grupper, der står for skud.«
Frank Nørgaard (Dansk Folkeparti) mindede om statsministerens besøg under oversvømmelserne: »Den 21. januar stod Mette Frederiksen og Magnus Heunicke i deres gummirøjsere og lovede, at det ikke ville være Randers’ borgere, der kom til at betale. Jeg vil gerne se statsministeren stå foran en socialdemokratisk borgmester og sige ’lev med det’.«
Karina Hjorth (Enhedslisten) tilføjede: »Når først lånet er taget, skal det betales tilbage. Vi kan ikke basere kommunens økonomi på forventninger om, at regeringen måske dækker regningen senere.«
Daniel Madié (Løsgænger) stemte for, men sagde: »Jeg vil gerne se en socialdemokratisk statsminister lade en socialdemokratisk ledet højborg som Randers gå konkurs. Jeg stemmer for lånet i dag, men jeg er stadig rasende over, at vi overhovedet står i denne situation.«
Når de indledende fem år med afdragsfrihed er gået, bliver lånet omlagt til et ordinært lån over 25 år. Byrådet fastholder, at lånet kun er et midlertidigt træk, mens kommunen arbejder videre med at placere ansvaret for regningen hos Nordic Waste, eller andre der kan stilles til ansvar som forurenere af området ved Ølst.