Fortsæt til indhold

Arkæologer udgraver på Bispetorv

Moesgaard-ansatte er gået i jorden ved domkirken, og udgravningen forventes at vare flere måneder.

Samfund
ksa

Moesgaard foretager i øjeblikket en forskningsudgravning på Bispetorv i det centrale Aarhus.

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Bispetorvet betegnes som Aarhus’ oprindelsessted i vikingetiden, der traditionelt set dateres til tiden ca. 800-1050. Men fortællingen om vikingerne er i virkeligheden en samlet historie om perioden 500-1200, og det er en periode, der både globalt og lokalt var præget af store forandringer, som bragte os fra et oldnordisk samfund til det bysamfund, vi kan relatere os til i dag.

De aktuelle arkæologiske undersøgelser på torvet forventes at give et mere præcist billede af, hvornår og hvordan Aarhus opstod som by. Der vil blive foretaget forskellige naturvidenskabelige analyser for at opnå ny forståelse af de forskellige faser forud for og under byens udvikling fra 500- til 1200-tallet.

Udgravningen forventes at vare til udgangen af marts 2025, og efter udgravningen retableres de udgravede områder med den gamle brostensbelægning.

Hvis man er interesseret i at blive klogere på udgravningerne, fortæller arkæologer om projektet og Aarhus Bys oprindelse og udvikling, når der åbnes for besøgende på følgende tidspunkter:
Onsdag 5. marts klokken 13-16.
Fredag 7. marts klokken 9-12.
Mandag 10. marts klokken 14-16.