Fortsæt til indhold

Aarhusianer overtager roret i stort million-foretagende - og AGF-formand rykker ind i bestyrelsen

Én ejer bliver nu til tre i stort stålkomponentsfirma, samtidig bliver Henrik Høgsgaard fra Egå ved Aarhus både direktør for selskabet og medejer.

Samfund
am

Stålgrossisten Indura fra Vildbjerg nær Herning ændrer ejerstruktur og som en del af det bliver aarhusianeren Henrik Høgsgaard fra Egå virksomhedens nye adm. direktør og medejer.

Det oplyser Indura i en pressemeddelelse.

Foruden Henrik Høgsgaard kommer Jysk-Fynsk Kapital Holding A/S også ind i ejerkredsen, der før kun har talt 67-årige Erik Lohmann, som siden har 2011 har været ejer af stålvirksomheden - men han får altså nu to andre parter at dele ejerskabet med.

Men også i bestyrelsen ryster man posen, hvor formanden for AGF A/S Lars Fournais nu også tiltrådt en bestyrelse, som direktøren for Jysk-Fynsk Kapital Holding, Ilhami Alici, kommer til at blive formand for.

Målet er at sikre et veltilrettelagt generationsskifte hos ejeren gennem mange år og sikre den fortsatte vækst og udvikling af forretningen, lyder det i pressemeddelelsen.

Induras kommende direktør og medejer, aarhusianeren Henrik Høgsgaard, 40 år, kommer til foretagendet med et stort kendskab til stålbranchen gennem 18 år, og hvor han senest har haft en lederstilling som kommerciel direktør for Dacapo Stainless A/S.

Han har bl.a. været udstationeret i Tyskland og ledet Dacapos aktiviteter udenfor Skandinavien og stået i spidsen for at etablere fem nye salgskontorer og en betydelig vækst.

»Medejerskab af Indura og rollen som CEO (adm. direktør, red.) er for mig en milepæl og opfyldelsen af en drøm, jeg har haft gennem længere tid. Jeg ser store muligheder for vækst og udvikling i Indura, som jeg kender fra branchen som en moderne og yderst veldrevet og ambitiøs virksomhed med dygtige medarbejdere, og hvor værdier som ordentlighed og respekt for hinanden ikke bare er ord, men kan mærkes af alle,« siger Henrik Høgsgaard og fortsætter:

»Jeg kommer med mange års erfaring fra stålbranchen og kender både markedet og kundernes behov indgående. I mange år har jeg haft ansvaret for at opbygge og udvikle Dacapos internationale forretning fra min base i Tyskland. Jeg ser frem til at bruge mine erfaringer til at styrke Induras internationalisering.«

Millionerne ruller ind

Tidligere direktør Erik Lohmann fortsætter som medejer af Indura og som bestyrelsesmedlem og kommer til at sætte den nye direktør grundigt ind i virksomheden, før han selv træder ud af den daglige drift.

Det udvidede ejerskab betyder, at Erik Lohmann fremad går fra at være 100 pct. ejer til at eje 30 pct. af virksomheden, Jysk-Fynsk Kapital Holding A/S ejer 60 pct., mens Henrik Høgsgaard kommer til at eje 10 pct.

»Erik Lohmann og virksomhedens 65 dygtige medarbejdere har gennem årene opbygget en anerkendt og yderst stærk og lønsom virksomhed med stærke produkter, stor faglig viden og stolthed. Det er en succes, som vi med en udvidet ejerkreds får de bedste muligheder for at understøtte,« forklarer ilhami Alici, som er CEO i Jysk Fynsk Kapital Holding A/S og ny bestyrelsesformand i Indura.

Væksten i Indura skal bl.a. ske ved at udvide antallet af markeder, udvide produktprogrammet og ved at vinde markedsandele.

Det går dog også ganske fornuftigt for stålvirksomheden, der i det seneste regnskaber har leveret pæne millionoverskud på mellem 29-42 mio. kr.

Og i 2024 kunne virksomheden igen præsentere et overskud på 35,8 mio. kr. og en bruttofortjeneste på 84 mio. kr - et regnskab som ledelsen da også betegnede som »tilfredsstillende«.

Men nu deler den tidligere eneejer igennem 14 år, Erik Lohmann, altså alligevel ledelsesansvaret ud:

»Jeg har ejet Indura siden 2011, og det har været helt afgørende for mig, at Indura gennem et udvidet ejerskab får et langsigtet og forpligtende ejerskab med dygtige mennesker ombord, som også har gode værdier. Det får vi her,« siger Erik Lohmann, der tilføjer:

»Jeg har ikke ’bare’ været optaget af at sikre virksomhedens fremtid - men i høj grad medarbejdernes fremtid og jobs. Uden medarbejdernes store arbejde og engagement havde der ikke været en succesfuld virksomhed.«