Fortsæt til indhold

Viggo viste huse frem, mens sønnen lå på bagsædet: Nu kan de tilsammen fejre 80 år som ejendomsmæglere

Viggo Pedersen og sønnen Thomas Vandfoss arbejder sammen i mæglerforretningerne Nybolig Kronjylland og Nybolig Bjerringbro. Til april kan Viggo Pedersen fejre 50-års jubilæum, og senere på året runder Thomas Vandfoss 30 år i branchen.

Samfund
sra

Viggo Pedersen griber ud efter telefonen, så snart den ringer. Det er han vant til. Det kunne jo være en potentiel kunde, der ville se en bolig, eller som vil sælge. Men han har også tid til at fortælle om sine 50 år i mæglerbranchen, skriver ejendomsmæglerkæden Nybolig i en pressemeddelelse.

Det er en branche, der har forandret sig meget i tiden, der er gået.

»Det var det vilde vesten tilbage i tiden. Vi havde altid en købsaftale med, når vi holdt fremvisninger. Der blev skrevet under på køleren af bilen og så var huset solgt,« siger Viggo Pedersen, stifter af det, der i dag er Nybolig Kronjylland og Nybolig Bjerringbro, om den første tid som mægler.

Begyndte i privaten

For Viggo Pedersen begyndte det hele hjemme i privaten i Ulstrup, hvor han sammen med sin hustru Rita, startede mæglerforretningen op. De var fælles om det. Rita tog sig af det administrative, og Viggo vurderede boliger, viste dem frem – og fik slutsedlerne skrevet under.

Dengang foregik bolighandel på en anden måde end i dag. Der var ingen tilstandsrapporter eller el-attester og flere mæglere kunne have det samme hus til salg på samme tid. Den mægler, der solgte huset, fik salæret, og de andre fik ingenting.

Nu er kravene til ejendomsmæglere meget skrappere, og regler og lovgivning er blevet langt mere omfattende, end dengang Viggo startede som mægler. Og det skal man ikke være ked af, hverken som sælger, køber eller mægler, hvis man spørger ham.

»Det er heldigvis ikke længere, som da jeg startede. Processen er mere gennemskuelig og sikker end dengang. Det er en ændring til det bedre, både for købere og sælgere – og for de dygtige og ordentlige mæglere. Det er os, der har overlevet, mens de andre er faldet fra i takt med kravene, er steget,« siger Viggo Pedersen.

Som far, så søn

Sønnen Thomas Vandfoss er, ifølge Viggo Pedersen, stadig en af ”de unge” på trods af, at de to har arbejdet side om side igennem snart 30 år. Thomas Vandfoss trådte officielt ind i familieforretningen i efteråret 1995, og for få år siden overtog han ejerskabet. Men har været med altid. På en måde.

»Jeg har altid set mine forældre drive forretning. Da jeg vendte hjem efter at have været turistguide i udlandet, luftede jeg tanker om at blive sælger. Så sagde Viggo, at det kunne jeg jo lige så godt være hos ham. Det er 30 år siden snart nu,« siger Thomas Vandfoss.

For sat få det hele til at gå op i den familiedrevne mæglervirksomhed var det ind i mellem nødvendigt at tage Thomas Vandfoss med på arbejde.

»Thomas har fået det ind med modermælken. Han lå nogle gange på bagsædet af bilen, og jeg havde en ekstra ble med og så var jeg ude og vise huse frem. Det kunne vi dengang,« siger Viggo Pedersen om forretningens første leveår i midten af 1970’erne.

To alen af et stykke

Om der er sandhed i det gamle mundheld med, at æblet sjældent falder langt fra stammen, er svært at sige. Men lidt er der vel om det, når far og søn sammen kan drive virksomhed sammen i 30 år sammen.

»Min far har en enorm passion for mæglerfaget og det har smittet af. Vi vil begge gerne se forretningen vokse og blive bedre. På den måde slægter jeg ham på. Men vi er også forskellige – og heldigvis for det – så vi supplerer hinanden godt,« siger Thomas Vandfoss.

Op gennem 00’erne havde far og søn 30 medarbejdere og ni butikker i det midtjyske, og selv om det gik godt, var det ikke lykken for Thomas Vandfoss. Tiden kom til at gå med administration, og han savnede kontakten med kunderne, og at hjælpe dem med at finde nye hjem.

Derfor valgte de at nedskalere og trådte i stedet ind i Nybolig-kæden for at nyde godt af de muskler, som en stor kæde har. Det blev til Nybolig Kronjylland og Nybolig Bjerringbro, hvor de begge arbejder.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi traf det helt rigtige valg for os. Nu kan vi begge arbejde som mæglere og lave lige nøjagtig det, vi brænder for,« siger Thomas Vandfoss.