Fortsæt til indhold

Hjort Jensen: Søgsmål mod Syddjurs nødvendigt, Stegger: Det fremmer ikke samarbejdet

Landboforeningen anbefaler lodsejere at anlægge søgsmål mod Syddjurs Kommune i ekspropriationssager.

Samfund

»Det overrasker mig noget at både borgmester (Michael Stegger Jensen, red.) og udvalgsformand (Kim Lykke Jensen, red.) fortæller, at de er overrasket over kritikken af Syddjurs Kommune på Landboforeningens generalforsamling,« siger den afgåede formand for Djurslands Landboforening, Hans Gæmelke.

Gæmelke synes ikke, at kritikken var for skrap. Tværtimod.

Det er meget frustrerende at være politiker og opleve, at man må give fortabt på trods af, at man har forsøgt alt

Møde i december

»Det er korrekt, som begge refererer, at vi havde et møde, Landboforening og Syddjurs Kommune i december, hvor Syddjurs var repræsenteret af borgmester og udvalgsformand plus kommunaldirektør Rasmus Møller og direktør Luise Pape Rydah (direktør for Udvikling og Kultur, herunder teknik og miljø og kultur og plan, red.),« siger Hans Gæmelke.

»Her diskuterede vi også de ekspropriationssager, der fortsat ligger og ikke er færdigbehandlet. Jeg husker, at kommunaldirektøren sagde, at kommunen ville melde tilbage efter nytår, men vi har fortsat intet hørt fra Syddjurs, og der var ellers god tid til at gøre det inden generalforsamlingen 4. marts.«

Afløser enig

Mogens Hjort Jensen, som på generalforsamlingen afløste Hans Gæmelke som formand, er enig med forgængeren.

»Jeg var forhindret i at deltage i mødet i december, men jeg er enig i kritikken.«

Manglende tillid

Mogens Hjort Jensen hæfter sig ikke kun ved de uafsluttede ekspropriationssager, men også andre forhold, hvor han har oplevet, at Syddjurs Kommune ikke har holdt ord.

»Jeg var selv tæt på hele biogassagen, som formand for leverandørforeningen Djurs Biogas, hvor et politisk flertal sagde nej til at placere et biogasanlæg ved Hovedvej 16, selvom det levede op til love og regler. Der mistede jeg meget tillid til politikerne i Syddjurs,« siger Mogens Hjort Jensen.

Den nye landboformand fremhæver det som et eksempel på, at Syddjurs lover noget, som kommunen alligevel springer fra.

Ønske om samarbejde

Mogens Hjort Jensen vil gerne invitere til et godt og tillidsfuldt samarbejde. Ikke mindst nu, hvor arbejdet med Grøn Trepart går i gang.

»Det er op til Syddjurs Kommune at vise vilje til samarbejde og bevise, at vi kan stole på hinanden,« understreger den nyvalgte formand for Djurslands Landboforening.

Han nævner, at Syddjurs Kommune er sekretariatskommune for Grøn Trepart og dermed har en stor opgave, der skal løses.

»Jeg håber, det kommer til at gå godt, men den række af uafklarede ekspropriationssager, der ligger, kan jeg godt komme i tvivl, fordi vi nu skal starte på en række store arealudlægninger i Grøn Trepart, som er på et helt andet niveau i sammenligning.«

Søgsmål undervejs

Hans Gæmelke nævnte i et afsnit i sin beretning, at forretningsudvalget i Djurslands Landboforening har anbefalet de lodsejere, der endnu bakser med Syddjurs Kommune om en uafklaret ekspropriationssag, at rejse et søgsmål mod Syddjurs Kommune.

Ifølge både Gæmelke og Mogens Hjort Jensen bliver lodsejerne inviteret til et møde på Djurslands Landboforenings kontor i Følle, hvor foreningens jurist vil gennemgå mulighederne.

»Jeg vil ikke udtale mig om det, nu hvor jeg er stoppet,« understreger Hans Gæmelke.

Mogens Hjort Jensen kender ikke de pågældende sager i detaljer andet end, at de har ligget og ventet længe på en afgørelse.

»Jeg forstår ikke, hvorfor det skal tage så lang tid, og hvorfor sagerne er så komplicerede. Selv har jeg været part i flere og har oplevet, at når der har været afholdt en åstedsforretning, er resten af forløbet gået hurtigt og smertefrit,« siger Mogens Hjort Jensen.

Juridisk proces

Sagsøgeren, altså den person, der anlægger sagen ved et søgsmål, søger typisk juridisk afgørelse eller økonomisk kompensation, hvis han eller hun mener, de er blevet uretfærdigt behandlet eller har lidt en uberettiget skade på grund af kommunens handlinger.

Processen starter med en stævning til retten, efterfulgt af juridiske procedurer, som kan omfatte både skriftlige indlæg og mundtlige retsmøder.

Lovede ikke noget

På landboforeningens generalforsamling erkendte borgmester Michael Stegger Jensen, at det ikke var godt nok, at der fortsat ligger en række ekspropriationssager, flere af dem gamle, og ikke er afgjorte.

Borgmesteren fortæller til Din Avis Syddjurs, at han ved der bliver arbejdet i administrationen for at blive færdig, men han har også fået oplyst, at sagerne er mere komplicerede end som så.

Michael Stegger Jensen sagde på generalforsamlingen, at han ikke kunne love, at sagerne var ryddet ad vejen, inden der var gået et år.

Borgmesteren hørte også den afgåede formand på generalforsamlingen tale om, at de berørte lodsejere nu blev anbefalet at anlægge et søgsmål mod Syddjurs Kommune.

Til det siger han til Din Avis Syddjurs:

»Når der snakkes om, at samarbejdet er dårligt mellem Djurslands Landboforening og Syddjurs Kommune, hvad der efter min opfattelse ikke er rigtigt, fremmer et søgsmål ikke ligefrem samarbejdet.«

Ryger i suppegryden

Jørgen Ivar Mikkelsen, byrådsmedlem i Syddjurs for Venstre og medlem af Djurslands Landboforenings bestyrelse, forstår lodsejernes frustration og støtter anbefalingen om at anlægge civilt søgsmål mod kommunen. Pressefoto

Jørgen Ivar Mikkelsen, et af tre såkaldt fritvalgte medlemmer af Djurslands Landboforenings bestyrelse og tillige byrådsmedlem i Syddjurs for Venstre, synes ikke, at der er grund til at være overrasket over kritikken på generalforsamlingen.

Han har ikke problemer med at have to kasketter på, understreger han.

Jørgen Ivar Mikkelsen forstår, at de berørte lodsejere nu anbefales at anlægge et civilt søgsmål mod Syddjurs Kommune i de uafklarede ekspropriationssager.

»Det kan ikke være anderledes. Der må være grænser for tålmodigheden.«

Jørgen Ivar Mikkelsen har selv som medlem af Natur-, Teknik- og Miljøudvalget forsøgt at presse på overfor sin forvaltning, men uden held.

»Sammen med Kim (Lykke Jensen, red.) har jeg forsøgt alle muligheder, som min position i byrådet tillader mig. For tre år siden fik vi at vide, at tingene vil blive klaret. Vi har ikke hørt noget siden, og vi er der, efter min opfattelse, at andre højere oppe i systemet efterhånden må have forstået alvoren.«

Jørgen Ivar Mikkelsen er træt af, hvis Syddjurs Kommune måske ender i suppegryden, som han udtrykker det. Han forudser det, at det kan ende sådan.

»Det er meget frustrerende at være politiker og opleve, at man må give fortabt på trods af, at man har forsøgt alt.«