Ingen kære mor: Rigmand skal rive ulovligt orangeri ned
Styrelse har afgjort, at ulovligt orangeri ved Sjette Frederiks Kro skal fjernes. Ejer Jørgen Danielsen giver dog ikke op.
Byggeriet er ulovligt, og nu skal det fjernes.
Det er meldingen, som Sjette Frederiks Kro har fået fra styrelsen med det mundrette navn Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, i en kulørt sag om et orangeri ved det ikoniske spisested i Riis Skov.
Det store orangeri blev bygget i foråret 2024, men erhvervsmand Jørgen Danielsen, der også er kendt som ejer Casablanca, søgte ikke om tilladelse til at opføre den 9 gange 18 meter store bygning.
Hverken ved Aarhus Kommune eller de andre myndigheder, der skal involveres, når man vil bygge i fredskov og sågar inden for strandbeskyttelseslinjen.
Det afslørede Århus Stiftstidende kort efter, at byggeriet var gået i gang, og siden har Jørgen Danielsen forsøgt at få lovliggjort bygningen hos de rette instanser.
I en afgørelse fra 7. marts, som Din Avis Aarhus Onsdag er i besiddelse af, vender Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø dog tomlen ned til at give dispensation.
Her udstedes der påbud om, at orangeri, pavilloner og toiletvogn skal fjernes, og arealerne skal reetableres. Alt dette skal ordnes inden 1. marts 2026, beordrer styrelsen.
Men det kommer ikke til at ske, fastslår Jørgen Danielsen overfor Din Avis Aarhus Onsdag.
»Vi tager den videre til næste klageinstans. Det lader jeg min advokat om. De er stormestre i den her slags. Jeg fortsætter, og så bliver sagen bare skubbet videre,« forklarer den aarhusianske rigmand og tilføjer:
»Afgørelsen er på ingen måder uventet. Vi var klar over, at de ikke ville give dispensation, så sagen er overhovedet ikke ovre for mit vedkommende«
Nævenyttigt medie
Jørgen Danielsen lægger ikke skjul på, at han er træt af sagen, og han anerkender også, at det var en fejl at opføre byggeriet uden tilladelse.
»Men der er ingen naboer, der er utilfredse. Der er sådan set kun få utilfredse politikere, nogle myndigheder og et nævenyttigt medie. Derimod er der over 1.000 mennesker, som finder det urimeligt, og som gerne vil afholde arrangementer i vores orangeri,« siger han og forklarer, at orangeriet er en nødvendighed for at han kan drive en forretning.
»Det er den eneste måde, den grund kan fungere på. Kroen er over 200 år gammel med ekstremt små lokaler, som vi gerne vil værne om, og det er ikke muligt at drive stedet med større selskaber uden sådan et sted.«
Orangeriet, der er booket flere år frem til bryllupper og konfirmationer, kostede ifølge kroejeren 2,5 mio. kr. at etablere. I alt har Jørgen Danielsen investeret 25 mio. kr. i Sjette Frederiks Kro over årene, siger han.
»Så det her handler altså ikke om grådighed. Det har været en underskudsforretning, men det handler om at lave noget, som byen har behov for.«
Argumenter har Jørgen Danielsen til overflod, og derfor appellerer han også til rimelighed fra myndighedernes side.
»Der er ingen med sund fornuft, der synes, at det her er rimeligt. Jeg har i otte år haft først pavilloner og siden orangeriet oppe uden en eneste klage. Utilfredsheden er kun opstået, fordi et nævenyttig medie har bragt det her for dagens lys.«
Hos Århus Stiftstidende har chefredaktør Jan Schouby forståelse for, at den aarhusianske rigmand føler trang til at lange ud efter mediet.
»Jeg kan godt forstå, at det er træls for Jørgen, når han har investeret så meget i et orangeri. Jeg synes faktisk, at det er pænt, og skulle jeg bestemme, skulle det ikke rives ned. Det står bare ikke til mig. Jørgen har bygget et orangeri uden at have reglerne på sin side, og det forholder vi os til. Det er vores opgave som medie at holde øje med, om magthaverne i vores samfund overtræder reglerne, og Jørgen er en fremtrædende magthaver i Aarhus. Så ham kigger vi selvfølgelig også i kortene. Hvis det er nævenyttigt, så er vi nævenyttige,« siger Jan Schouby.
Nævenyttigt eller ej, så er der nu er en officiel myndighedsafgørelse på bordet, og sagen må gå sin gang gennem de mulige klageinstanser.
Lykkes det ikke Jørgen Danielsen at få ændret beslutningen, så kaster han håndklædet i ringen og afhænder Sjette Frederiks Kro, fastslår han.
»Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er 68 år gammel. Hvorfor fanden skulle jeg bruge min tid på det her? Så må jeg trække stikket, og så kan byen få det.«