Fortsæt til indhold

Feldballe siger farvel til en hjørnesten og bliver en Degn mindre

Samfund
Mette Keller og Rene JakobsenFeldballe

Arne Degn: 8. februar 1949 - 9. marts 2025.

Feldballe har mistet en af sine hjørnesten. Arne Degn var en mand, der aldrig gjorde stort væsen af sig, men som alligevel satte dybe spor. Han blev født her, boede her hele sit liv og byggede endda to huse i byen. Som tredje generation på ’Enghavegård’ på Præstegårdsvej var han rundet af jorden, fællesskabet og det stærke sammenhold, der kendetegner en by som Feldballe.

Arne var ikke en, der sad stille. I de tidligere år var han at finde på sportsbanen – både som spiller og træner i TGF, hvor han gav tid og energi til både fodbold, håndbold og badminton. Ved sportsugerne var han altid den, der sørgede for, at tingene spillede – uden at kræve opmærksomhed for det. Han gjorde det bare.

Hans arbejdsliv førte ham fra smedeværkstedet og rørlæggerfaget til at blive leder af rensningsanlægget i Rønde Kommune, men hans hjerte bankede særligt for Feldballe Vandværk. Han kendte hver eneste stophane og rørføring i byen, og hvis nogen stod med et vandproblem, vidste de godt, hvem de skulle ringe til – uanset tidspunktet på døgnet. - Arne sagde sjældent nej. I det hele taget kendte Arne byen, dens mennesker og dens mekanik ud og ind.

Han havde en særlig glæde ved at vise skolebørnene, hvordan vandet løb fra vandværket til rensningsanlægget – måske fordi han elskede at dele sin viden, måske bare fordi han elskede, når ting gav mening og hang sammen.

Arne var også manden bag byens flagallé ved konfirmationer og festlige lejligheder. Han var den, der altid stod klar med en hjælpende hånd, en god løsning og en praktisk tilgang til de fleste udfordringer.

Nu er der én Degn mindre i Feldballe – men Arnes hjælpsomhed, lune og engagement vil leve videre.

Han var en af dem, man altid kunne regne med. Og en af dem, vi aldrig vil glemme.

Æret være Arne Degns minde.