Ny daginstitution er på vej – måske må præstebolig vige
Børnetallet stiger. Det samme gør behovet for pasnings-muligheder. Derfor er planlagt en ny institution.
En daginstitution med børnehave og vuggestue vil i fremtiden skyde op på Kvottrupvej 3 i Søften. Den nye daginstitution med plads til cirka 130 børn, skal ligge, hvor den nuværende præstebolig ligger.
Den eksisterende præstebolig kan fjernes helt i forbindelse med realiseringen af lokalplanen, eller den kan bevares, helt eller delvist, og indarbejdes i en ny daginstitution. Det er endnu ikke besluttet.
Det er den korte version af det forslag til en ny lokalplan, som Plan- og Landdistriktsudvalget netop har godkendt. Nu venter Økonomiudvalget og det samlede byråds endelige velsignelse.
Størstedelen af det cirka 8200 m² store område, som den nye lokalplan dækker, udgøres af grunden med præsteboligen. En mindre del af området udgøres af en del af idrætspladsen nord for Præstemarkskolen.
Den nye daginstitution er nødvendig, fordi børnetallet i Søften vokser, mens der samtidig er vanskeligheder ved at rekruttere et tilstrækkeligt antal dagplejere.
Lokalplanen giver mulighed for etablering af op til 1.400 m² daginstitution inklusive overdækninger med tilhørende udeareal og parkering. Derudover må der opføres op til 300 m² udhuse, madpakkehytter, bålhytter og lignende.
I ’Budget 2025-28’ er der afsat 15,5 mio. kroner til projektet både i 2026 og 2027.