Kommunalt kaos: Ingen klarhed om fremtiden for Ringparkengrunden - 50 plejeboliger kommer nu først i 2032
Politisk vilje og borgerpres er nødvendigt for at fremskynde helhedsplanen for Ringparkengrunden i Ryomgård.
Ringparkengrunden i Ryomgård, omkranset af Nordre Ringevej og Nordlyvej, har i mange år stået over for en omfattende transformation.
Vi har tidligere fået at vide, at der er nedsat et udvalg, som arbejder med en plan. Hvem er formand for udvalget? Hvad sker der?
Det har flere gange været meldt, at en helhedsplan for området var på tegnebrættet, men den er fortsat på skitseplan.
»Vi har tidligere fået at vide, at der er nedsat et udvalg, som arbejder med en plan. Hvem er formand for udvalget? Hvad sker der?« spurgte Kirting Olesen, tidligere formand for Ryomgård Distriktsråd, ved borgermødet torsdag 28. august i Kolind+ om næste års kommunale budget.
»Vi har fået at vide, at man ville vente med at offentliggøre en plan, fordi politikerne først skulle beslutte, hvor det næste nye kommunale plejehjem skal ligge, men det vedtog man jo ved de seneste budgetforhandlinger, at der skal opføres 50 plejeboliger i Ryomgård, og nu får vi så at vide, at arbejdet er udsat og boligerne først står klar i 2032, men bliver gennemført. Hvad forhindrer jer i at lave en samlet plan allerede nu?« fortsatte en kampberedt Kirting Olesen.
Formand for sundheds- og ældreudvalget, Riber Hog Anthonsen (V), lovede at rejse sagen politisk:
»Du har nævnt det før, Kirting, og vi skal have sat gang i arbejdet.«
Riber Hog Anthonsen kunne ikke fortælle noget om et udvalg, der arbejder med en plan for Ringparkenområdet, og heller ikke chef for sundhed og ældre, Niels M. K. Diedrichsen, kendte noget til et udvalg.
Det viser sig imidlertid, at der har været nedsat et udvalg, som pt. ligger brak. Det har Kirting Olesen senere fået oplyst af en medarbejder på Syddjurs Kommune.
Ringparkengrunden rummer store muligheder for Ryomgårds fremtid, og derfor er det ikke første gang, at Kirting Olesen bider politikerne i haserne.
Gamle plejeboliger
De sidste 12 beboere forlod Ringparken i juli 2019 og flyttede for hovedpartens vedkommende i stedet ind i plejeboliger i det nybyggede Lillerupparken i Rønde. Dermed sluttede en epoke i Ryomgård, der gik helt tilbage til den daværende Midtdjurs Kommune. Ringparken blev indviet i 1976 og siden renoveret i 1988.
Der var på det kommunale budget for 2021 afsat 1,7 mio. kr. til nedrivning af de 20 plejeboliger. Beløbet dækker også midler til genopretning af facade og tag langs den facade, hvor en del af boligerne fjernes, fordi der her er tale om en delvis nedrivning, hvor den resterende bygningsmasse skal bevares.
Pyramidehusene skal efter planerne fortsat bestå. Det samme gælder aktivitetscentret og den fine café i det tidligere køkken på Ringparken.
Planerne om nedrivning er stillet i bero grundet både globale begivenheder og lokale beslutninger.
Under corona-pandemien blev nogle af plejeboligerne indrettet som karantæneboliger, og efterfølgende blev de brugt til at huse ukrainske flygtninge.
I dag bor der stadig ukrainere i Ringparken.
Syddjurs Kommune betaler ikke tomgangsleje for plejeboligerne i Ryomgård længere.
De er formelt nedlagte i juridisk forstand, så derfor er der intet økonomisk forgjort ved at lade dem stå.
Helikopterperspektivet
Den tidligere chef for Syddjurs Kommunes Team Ejendomme, Steen Daugaard Andersen, fik bank internt i organisationen, da han i februar 2022 udtalte til Adresseavisen for egen regning:
»Der er i øjeblikket så mange forskellige bolde i luften i Ryomgård og så mange forskellige ønsker, at det vil være dumt at foretage sig noget, som viser sig senere at være forkert.«
Det viste sig, at Daugaards helikopterperspektiv kom til at holde vand.
Ny børnehave
En anden vigtig del af helhedsplanen er opførelsen af en ny børnehave, som skal erstatte den snart udtjente Poppelvejens Børnehave.
Der var oprindeligt afsat 15 mio. kr. til formålet, og planen var at sammenlægge de to kommunale børnehaver, Ringvejens Børnehus og Poppelvejens Børnehave, i 2027/28.
De to børnehaver har allerede fælles ledelse og bestyrelse, og en sandsynlig ny placering for en ny børnehave var på den såkaldte cirkusplads overfor Ringvejens Børnehus.
Dog fremgår det af budgetforliget for 2025, at opførelsen af den nye børnehave ikke vil ske i 2027-2028 som hidtil planlagt. De 15 mio. kr. er blevet pillet ud af budgettet, da der er behov for at prioritere andre presserende projekter og investeringer i kommunen.
Posthuset
Det gamle posthus, som ejes af Syddjurs Kommune, har senest været hjemsted for en stordagpleje, men denne lukkede 1. marts 2024, fordi stordagplejer kun fik en kortvarig levetid i kommunen trods deres popularitet.
Posthuset har dog fortsat lys i vinduerne, da legestuen for byens dagplejere fortsætter, og et lokale bruges af en lokal forening af rollespillere.
Hertil kommer, at der ligger et hus på arealet, som tidligere har været brugt som gæstedagplejehus. Også fremtiden for dette skal afklares i forbindelse med en samlet plan for Ringparkengrunden.
Sådan lød det i 2024
Kommunens dagsorden ændrer sig tydeligvis løbende, når det gælder Ringparkengrunden.
Fredag 27. oktober fik Din Avis Syddjurs svar på en række spørgsmål.
Spørgsmål og svar følger her:
Spørgsmål: Forventer man i Syddjurs Kommune, at plejeboligerne skal nedrives?
»Ja, plejeboligerne skal nedrives.«
Spørgsmål: Hvordan ser en evt. tidsplan ud?
»Det er afgørende for Syddjurs Kommune, at der foreligger en plan for den fremtidige anvendelse af området. Syddjurs Kommune er på den baggrund i gang med at udarbejde en helhedsplan for området omkring Ringparken. Når skitserne herfor er på plads, og arealerne disponeret, vil den konkrete nedrivning blive planlagt og iværksat.«
Spørgsmål: Efter farvel til stordagplejen i posthuset i Ryomgård (nabo til Ringparken). Hvad er planerne så for posthuset?
»Der vil stadig være aktivitet i posthuset, når stordagplejen stopper. Legestuen fortsætter og et lokale i posthuset bruges desuden af en lokal forening af rollespillere.«
Kompliceret lovgivning
I marts 2025 spurgte atter Din Avis Syddjurs til planen for Ringparken og fik følgende svar:
»Administrationen er i gang med at afklare mulighederne og begrænsningerne for den eksisterende bygningsmasse i Ringparken. Dette skal afdække hvilke bygninger, der skal nedrives og hvilke bygninger det er muligt at bevare og ombygge. Arbejdet forventes i sidste ende at udmønte sig i en ny helhedsplan/lokalplan for området.«
»Arbejdet omfatter en del kompliceret lovgivning i henhold til almenboligloven, hvilket kræver inddragelse af specialkompetencer.
I forbindelse med udarbejdelsen af en helhedsplan/lokalplan vil der blive gennemført borgerinddragelse. De nærmere rammer eller tidspunkt herfor er endnu ikke afklaret.«
Nu bliver sagen rejst politisk af udvalgsformand Riber Hog Anthonsen (V). Herefter må borgerne i Ryomgård forvente, at der ligger en konkret tidsplan for, hvornår der sker noget.
Planen bliver sandsynligvis skubbet længere ud i fremtiden efter meldingen om, at opførelsen af de 50 plejeboliger er flyttet, så de først står klar i 2032.
Skal planen nyde fremme langt tidligere, kræver det politisk vilje båret af et krydspres fra borgerne i Ryomgård.