Fortsæt til indhold

Meny er tilbage

Købmanden er den samme - men han står i spidsen for en helt anden butik, og glæder sig til at åbne dørene for kunderne.

Samfund

I 2019 lukkede Meny butikken i Grenaa, fordi ejeren af Jaco Supermarkeder, Ida Jacobsen, valgte at skille sig af med fire Meny-butikker, da hun efter mange år i detailbranchen ønskede at indstille sin dagligvareforretning.

I stedet rykkede Netto ind - og nu har et andet farvel til detailhandel givet mulighed for, at Meny kan vende tilbage og fredag 21. marts åbne en helt nyindrettet butik. Muligheden kom, da den tyske discountkæde Aldi valgte at lukke for al aktivitet i Danmark, så Dagrofakæden slog til og sikrede sig ejendommen på Søndergade i Grenaa.

Takket være opkøb og nedrivning af et hus i Ågade er der nu blevet plads til en butik på 1900 kvadratmeter - med et salgsareal på 1320 kvadratmeter - og 50 parkeringspladser, hvor der også er mulighed for at lade elbiler.

Købmanden er den samme som før - og det lægger han ikke skjul på, at han er glad for. Faktisk så glad, at han nu er flyttet til Grenaa med sin hustru.

Erfaring fra Skanderborg

Det er Peter Palmby, der med titel af købmand skal stå i spidsen for et halvt hundrede ansatte i den nye butik. I årene 2011 til lukningen i 2019 var han også chefen i den tidligere Meny - hvorefter han tog til Skanderborg og fik samme opgave, som han nu har løst i Grenaa - indret din butik helt som du vil have den - og som du tror kunderne vil sætte pris på.

»Jeg har lært noget fra min tid i Skanderborg, som har været en fordel for mig at vide, da jeg gik i gang med opgaven her i Grenaa. Den erfaring har været god at have,« siger Peter.

Faktisk er den nye butik en lille smule mindre end den tidligere, men det skyldes, at man i den første Meny også skulle have plads til tøj, porcelæn og køkkenudstyr, mens man i den nye fuldt ud kan koncentrere sig om, hvad der hører til på et godt bord, når man skal spise, drikke og hygge sig.

For det er det, som det handler om i den nye Meny - fødevarer i rigtig god kvalitet. Meget af det fra lokale leverandører på Djursland.

Plads til torvestemning

Uden for butikken vil der blive rejst store parasoller på fliserne, så man når vejret bliver lidt bedre kan lave lidt torvestemning og et aktivt miljø.

Går man indenfor, vil man straks efter indgangen på venstre hånd finde afdelingen med brød og kager.

»Vi ville gerne have lavet en aftale med en rigtig bagermester, men vi kunne ikke lande den rigtigt, så vi starter med et meget lækkert koncept for bake-off. Det vil være med produkter som man ikke lige ser normalt inden for den varegruppe. Her vil man også kunne købe sandwich, som vi producerer enten i afdelingen eller i vores delikatesse, og man kan også få en fransk hotdog, hvis man skal have stillet den hurtige sult,« siger Peter Palmby.

Turen gennem butikken fortsætter til en frugt og grøntafdeling med den rette køling. 16 grader i åbningstiden og mere køling på efter lukketid. Her vil man kunne købe skåret salat og frisk frugt.

Peter Palmby i hjertet i butikken - den store delikatesse med fisk, kød og oste. Foto: Søren Andersen

Hjertet i butikken

Hjertet i butikken bliver delikatesseafdelingen, som mange i Grenaa har savnet lige siden lukningen i 2019. Men nu meget større og med meget større udvalg. Med en afdeling med fersk fisk, som skæres og filetteres på stedet, og egenproducerede røgvarer samt en betjent slagterafdeling. Med både kolde og varme ting til tallerkenen. Og naturligvis med en osteafdeling, hvor man kan smage på ostene, inden man køber, hvis man ønsker det.

Det skal ikke kun være en kamp på pris, men også kvalitet, når man køber ind
Peter Palmby

»At kunne producere sine egne fødevarer, er bare helt fantastisk. Det skal ikke kun være en kamp på pris, men også kvalitet, når man køber ind. Og når man med sit håndværk kan sætte sit eget præg på produkterne, er det, at tingene bliver gode. Det skal være en delikatesse, som vi bliver stolte af. Det er her, der skal være en forskel på os og alle de andre,« lyder det fra en glad købmand.

Lidt godt i glasset

Drikkevarerne er et kapitel for sig i den nye butik - og får lov at fylde mange kvadratmeter. Med masser af specialøl - både med og uden alkohol. Udviklingen inden for alkoholsvage eller helt frie øl er enorm i disse år, hvor bryggerierne bliver bedre og bedre til at sende øl på markedet, som overrasker både kunder og smagsløg.

De alkoholfri øl har sin helt egen afdeling, som viser, hvor voldsom en udvikling, der er sket inden for dette område af ølbrygning. Foto: Søren Andersen

Hvis man husker Peter Palmby fra den tidligere Meny, vil man vide, at vinafdelingen har en stor plads i hans hjerte. Og den gode nyhed er, at det bliver meget bedre at gå på opdagelse inden for dette område i den nye butik. Igen fylder alkoholfrie vine en overraskende stor del, men vil man have procenter, er der naturligvis også mulighed for det.

»Udvalget er blevet meget større, og vi har fået nogle meget interessante vinhuse og lande repræsenteret på hylderne. Også på køl, hvis man på en god sommerdag får lyst til lidt kølige bobler, hvidvin eller rosé på terrassen. Og hvem skulle for få år siden have troet, at vi kan lave en afdeling med dansk-produceret vin, men det har vi mulighed for nu,« siger købmanden, der også har store forventninger til en stor portvinsafdeling.

Vin i lange baner. Vinafdelingen har altid stået Peter Palmby nært - og i den nye butik får den masser af plads. Foto: Søren Andersen

Han fortæller om en støt stigende interesse hos danskerne for at drikke god portvin. Både i hvid og mørk, men også som en kølig port tonic med hvid eller rosé portvin blandet med en tonicvand. Den drik hører også til de alkoholsvage.

Holdet er sat

Det har ikke været svært for Peter Palmby at sætte holdet af afdelingsledere og butikspersonale. 250 søgte om at være en del af den nye Meny. Medarbejdere på heltid, deltid og ungarbejdere.

»Vi måtte desværre skuffe 80 procent af ansøgerne, for vi skulle jo kun bruge de 20,« siger Peter Palmby, der selv har stået for arbejdet med at rekruttere de nye medarbejdere sammen med sin ledergruppe.

Vi kommer til at kannibalisere på og spise af hinanden, når man hele tiden bliver ved med at give lov til at åbne nye butikker
Peter Palmby

Og hvis man spørger Peter Palmby om, hvad der kendetegner Grenaa som handelsby, lyder hans svar: »Med den tilvækst, vi ser i disse år på butiksområdet, følger befolkningsunderlaget ikke med. Jeg ville have lidt ondt i maven, hvis jeg skulle åbne nogle af de butikker, som enten lige er kommet til området - eller står for at åbne. Vi kommer til at kannibalisere på og spise af hinanden, når man hele tiden bliver ved med at give lov til at åbne nye butikker. Men man gør det vel fra kommunens side i håb om at tiltrække nye borgere. Der er jo cirka 14.000 mennesker i Grenaa og i dag otte dagligvarebutikker. Nu kommer vi så med nummer ni og snart endnu en Rema 1000 som nummer ti. De ti butikker kan sagtens brødføde 30.000 mennesker, men så mange er vi jo ikke. I Spanien er der 10.000 mennesker for hvert supermarked, så jeg tror, at nogle inden for dagligvarebranchen vil få det svært. Der er vi heldige, at vi kommer med noget, som de andre ikke har, og det er med til at give mig ro i maven,« siger Peter Palmby.

På åbningsdagen bliver der snoreklip, taler og musik - og mulighed for at få en god smagsoplevelse. Som gerne skal blive til lyst til at smage endnu mere. Den nye Meny bliver butik nummer 116 i Danmark. Godt halvdelen er ejet af selvstændige købmænd og resten - som i Grenaa - ejet af Dagrofa. Butikken vil dagligt være åben fra klokken 7 om morgenen til klokken 20 om aftenen.